Racen

Navnet “Løvehund” blev givet Ridgebacken fordi adskillige af de gamle storvildtsjægere, såsom Van Rooyen, Selous, Upcher og andre fandt dem udpræget velegnede til løvejagt.

Fra: Handbook of the Rhodesian Ridgeback Club – (The Parent Club – Founded 1922)

Dette forledte mange til at tro at hundene var løve dræbere. En smule eftertanke ville have gjort det klart, at ingen kendt hunderace ville have en chance i kamp mod en løve. Hvad Ridgebacks gør og gør yderst effektivt, er at drille løven med konstante og smarte skinangreb indtil den står stille i ren forvirring og giver jægeren præcist, hvad han venter på – et klart skud på nært hold. For at gøre dette effektivt kræves mod, smidighed, udholdenhed og en instinktiv viden som denne race synes at have i udpræget grad.

Et trænet jagtkobbel vil, efter at have sporet vildtet (ikke nødvendigvis løve) sprede sig ud, én løbende direkte mod byttet, de andre cirklende rundt om dette for at afskære flugt. Her bliver hundens fantastiske smidighed vist – evnen til at dreje i en brøkdel af et sekund, springe til siden og lave skinangreb eller opretholde en høj hastighed, hvis deres bytte slipper fri og flygter.

Alene vil Ridgebacken genere større vildt, men ofte bruge sin vægt i et direkte brystangreb på mindre vildt. Sådanne angreb sker meget hurtigt, i et slags hit-and-run angreb – hvor hunden forbliver på sine ben uden for byttets rækkevidde.

Dens udmærkede sporevner lader næppe noget tilbage at ønske i sammenligning med de deciderede støverracer og den kan trænes til at blive en meget effektiv sporhund. Hvis man gerne vil have et par stykker fuglevildt til middagen og gider bruge lidt tid på at vise Ridgebacken, hvad man ønsker, vil den bestemt kunne finde det.

Der findes mange fantastiske historier om Ridgebackens klogskab – troskab er en fremtrædende karakteristik og den vil gengælde kærlighed tusindfold. Der findes ikke en bedre hundeven, ej heller en mere intelligent kammerat. For den ensomme er Ridgebacken den ideelle hund.

En Ridgeback er specielt tilknyttet til sin ejer og sin familie, og som vagthund for hjem og ejendom har den ofte vist sig uvurderlig. Den er udpræget reserveret overfor fremmede, men aldrig aggressiv eller svær at stole på og dens lave knurren advarer enhver ubuden gæst og får ham til at stoppe. En Ridgebacks venskab – når det først er opnået – er for livet.