Korrekt tandsæt
Udstillingsdommere kan en gang imellem komme ud for en svær situation; en hund som exteriørmæssigt er meget tiltalende viser sig ved kontrol af biddet, at savne en eller flere tænder. Et funktionsdygtigt bid er en livsnødvændig anatomisk udrustning hos et rovdyr. Derfor er exteriørdommere blevet enige om at tænder og bid skal kontrolleres ved bedømmelse af en hund på udstilling.
Hvis hunden savner fortænder, hjørnetænder eller bageste kindtænder kan den få en så lav præmiering som en 3. præmie, selvom den iøvrigt er velbygget og en god repræsentant for sin race. Dette kan virke hårdt, men man anser manglende tænder som arveligt, og markerer det på denne måde, så man ikke opmunterer at hunde med bidefejl anvendes i avlen.
De fleste kynologer er enige så langt. Men når det gælder om at bedømme manglen af de forreste kindtænder (1. præmolarerne), så varierer meningerne.
Racestandarden for visse hunderacer, siger hvordan dommeren skal bedømme, f.eks for Chihuahua står der :” hvis kæberne har en korrekt udformning, skal en lille uregelmaessighed, ligesom mangel af få tænder, på grund af alder, tolereres og regnes ikke som et minus, på en iøvrig god hund.
Racestandarden for en Ruhåret foxterrier siger at biddet skal have “stærke kæber med perfekt regelmæssigt og komplet saksebid”. For Cainterrier gælder “stærke kæber med store tænder og komplet jævnt saksebid”, det samme gælder også for skotch terrier og flere andre terrier racer.
Men hvad gør dommeren i de tilfælde hvor racestandarden ikke giver nogen vejledning ? Bør dommeren se bort fra de manglende forreste præmolarer, eller skal dommeren give en lavere præmiering til en smuk velbygget hund, fordi den savner en eller flere af disse tænder?
Man må da spørge sig selv om vi idag med sikkerhed ved hvad disse forreste præmolarer (P1) betyder for hundene. Vi ved at de har en vis funktion for behandling af føden samt at hundene bær deres hvalpe mellem forskellige skjulesteder ligesom når føden bæres hjem til hulen/kuldet. Der findes ikke noget videnskabeligt bevis til at fastslå, som visse kynologer mener, at de forreste præmolarer er uden biologisk betydning. En velrenommeret og anset kynolog har til og med sagt at manglen af præmolarer nr. 1 (ligesom de bageste molarer i underkæben) er et trin i evolutionen af hunde.
Lad mig i egenskab af zoolog, med 20 års erfaring indenfor udviklingsbiologisk forskning, gøre følgende klart : evolutionære forandringer i tandstillinger beror hovedsagligt på forandringer i valget af føde og opstår over millioner af år.
De dyregrupper som har gennemgået den største reduktion i antal af tænder, er kattedyrerne, de mest extreme kødædere. Der findes ikke noget som helst tegn på at ulven, hundens “stamfar”, skulle være på vej til at ændre sit fødevalg eller sit antal af tænder. Det sidste sagde Hans Ole Larsson, zoolog paa Skansen, en international kendt og anset ekspert i ulvens biologi. Reduktion i antal af tænder hos hunde, kan ikke forklares med evolutionsteoretiske resonementer, men er istedet en uønsket bieffekt af målrettet avl.
På Naturhistoriska Riksmuseet, studerer Lars Werdelin rovdyrenes evolution. Han fik et direkte spørgsmål: “mener du at det er en evolutionaer trend hos rovdyrsgrupper at mindske antallet af præmolarer i bidet/munden ?”. Hans svar blev et klart nej (der findes dog tilsyneladende nogle arter blandt nulevende buskhunde i sydamerika, som har færre præmolarer end andre hunde.)
Man kan synes at den mangel af de forreste præmolarer er en bagatel i sammenligning med de lidelser mange hunde tilføjes under “udviklingen” af en race, f.eks. inadvendte øjenlåg som skær hornhinden, åndedrætsbesvær pga ekstrem kort snudeparti, fødselsbesvæer pga hvalpenes store hoved i forhold til fødselskanalens vidde osv osv. Alligevel må udstillingsdommere tænke over problemet med bedømmelser af hunde som mangler tænder (i de tilfælde hvor racestandarden ikke giver nogen vejledning) Kan man virkelig påtage sig ansvaret, at medvirke til at udvikle tamhunderacer med etableret mangel af visse tænder i biddet ?. I det lange løb kommer arvelige tandmangler med stor sandsynlighed til at føre til forandringer i kæbernes udformning (opbygningen af kæber og tænder hænger nemlig intimt sammen under udviklingen) Et forslag kan være at give sådan en hund en lavere bedømmelse. Et andet forslag, at man prisbelønner hundene efter exteriør (og mentale) forhold, men at man ikke giver noget certifikat, hp, eller ck til dem der ikke har et komplet bid. Samtidig bør opdrættere opmuntres til aktivt at eftersøge og i avl kun anvende hunde som har en komplet tandsætning.
Det er klart, at man ikke kan hente støtte fra evolutionslæren, når beslutningen skal tages under bedømmelsesprocessen.