Kategori: RIDGEBACKEN-artikler

Udvalgte artikler fra klubbladet RIDGEBACKEN

  • 10 år med lure coursing i Jylland

    10 år med lure coursing i Jylland

    Af Ane Marie Vilhelmsen

    Den 30. december 2017 var der jubilæums-lure coursing i Ilskov hos Margit Sand Nielsen. Det var præcis 10 år siden det første nytårsløb her – et løb, der i dag er blevet en tradition.

    Det er fantastisk, som medlemmerne har taget traditionen til sig. Vi kunne mønstre 30 hunde, og de havde alle taget deres mennesker med, så der var lagt op til en hyggelig dag.

    Når der er så mange hunde til løb, bliver der som bekendt lidt ventetid – men den kunne man fordrive med et lille orienteringsløb for hunde og mennesker. Der var sat 10 poster ud i nærområdet, så det var bare at gribe hund og kort og komme en tur rundt. Det var ingen tidskonkurrence, men ved hver post var der et spørgsmål, og området var i dagens anledning erklæret ”googlefri zone”. Det så ud til at blive overholdt, for ingen formåede at svare rigtigt på alle spørgsmål. Der var præmier til alle i form af små sponsorgaver med foder og andet godt, og dagen sluttede med, at John havde varmet nytårspølser til de tobenede, så vi på behørig vis kunne ønske hinanden godt nytår.

    Nytårspølser ved lure coursing
    Foto fra RIDGEBACKEN nr. 1/2018

    Lidt historie

    Der har været lure coursing i Jylland siden 1997, mest centreret om Østjylland. Efter RR-dagen på Juelsberg Gods i 2004 spredte interessen sig, og året efter var der stor tilslutning til RR-dagen i Lind. Herning Folkeblad kom forbi og rapporterede, og derfra kom der for alvor gang i løbene rundt om i landsdelen.

    Den 30. december 2007 blev det første nytårsløb afholdt, og løbene – og især økonomien omkring dem – blev bedre styret. I 2008 var der 9 løb, og kassebeholdningen steg så meget, at der kunne købes en splinterny maskine fra USA. Den 28. juli 2009 blev der betalt 3.905 kr. for nyinvesteringen, som blev taget hjem lidt ad gangen for at spare fragt og told.

    Før det blev løbene afholdt med den ”gode gamle gule maskine” – en startmotor i en gul trækasse med snorspole, batteri og cykelnav som snoreholdere – og med håndudtræk efter hver løbende hund (eller, hos Margit og John, med 4-wheeler). Jo, det var tider dengang. Med den nye maskine begyndte en ny tid: Snoren løb i ring, og det hele gik væsentligt hurtigere.

    Det stillede langt større krav til lure-operatøren, da hundene nu løb ved siden af snoren, og operatøren hele tiden skal forudsige, om en hund er ved at blive viklet ind. Der skulle også holdes gang i hunde og ejere, når løbene afvikles meget hurtigere.

    I dag

    I dag løbes der i sæsonen ca. én gang om måneden, primært rundt omkring i Region Midt. Vi vil rigtig gerne have endnu flere steder at løbe og især træne flere operatører, så vi kan trække nye RR-ejere til – det er altid hyggeligt at møde nye, som man ellers ikke ville træffe. Det er blevet til 10 år med masser af hygge, grin, oplevelser, bedre og flere billeder – og ikke mindst uden skader.

    Stort tillykke til Lure Coursing Jylland med jubilæet den 30. december 2017!

    Fra klubbladet RIDGEBACKEN
    Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2018, side 5. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN

  • BARF – biologisk afpasset rå føde

    BARF – biologisk afpasset rå føde

    Af Dorthe Højer Kristensen

    Jeg har barfet i mange år og vil her give en introduktion til emnet og dele mine personlige erfaringer med BARF-fodring. Jeg er ikke hundeernæringsekspert, men har samarbejdet med nogle af de mest lærde BARF’ere – og indlægget er skrevet ud fra mine egne erfaringer og tanker.

    Hvad er BARF?

    BARF står for Biologically Appropriate Raw Foods – på dansk biologisk afpasset rå føde, som mange også kalder råfodring. Ideen bag at fodre med råt kød og ben er, at vores hunde har bedst af den kost, de oprindeligt er designet til fra naturens side. Hunden skal bruge tænderne og forbrænde sunde fedtstoffer frem for kulhydrat.

    Hvad er fordelene?

    Efter min mening er BARF en sund og naturlig kost. Min erfaring er, at hundens generelle sundhed og immunforsvar forbedres, og at den trives bedre. Blandt folk, der fodrer med BARF, nævnes desuden ofte:

    • Rå ben giver naturligt rene og stærke tænder.
    • Fedtstofferne giver en glattere og mere skinnende pels med mindre lugt.
    • Kraftigere knogler og stærke kløer.
    • Hunden udnytter foderet godt, så afføringen bliver til små, næsten lugtfri, tørre kugler.
    • Mindre risiko for tilstoppede analkirtler.
    • Hunden udvikler kæbe-, nakke- og skuldermuskler ved at rive og flå i de rå ben.
    • Hos nogle hunde ses en effekt på adfærden – en stresset hund bliver mere rolig, en inaktiv hund får mere energi.
    • Mange oplever en god effekt hos allergihunde.

    Er det besværligt?

    Nej, men det kræver lidt planlægning og plads i fryseren. Selv køber jeg ind én gang om måneden og fodrer mine tre hunde to gange om dagen, så jeg skal huske at tage BARF op til optøning morgen og aften. Glemmer jeg det, får de det frosset – det er heller intet problem, bortset fra at maden ikke dufter så meget.

    Man kan nøjes med at fodre én gang om dagen, og nogle har en fastedag om ugen. Nogle mener, at maven fungerer bedst, når den bliver fyldt op én gang; andre mener, at flere måltider mindsker stress og inflammation. Prøv dig frem og se, hvad der fungerer bedst for din hund – og for dig.

    Hvor meget skal min hund have?

    Som tommelfingerregel anbefales ca. 2 % af kropsvægten for en hund over 1 år. En voksen Ridgeback på 40 kg skal altså have ca. 800 g om dagen. Mængden er kun vejledende og afhænger af den enkelte hund, aktivitetsniveau og kropsbygning.

    Hvordan sammensætter jeg menuen?

    Min model: 60 % kødfulde ben og ben med brusk · 30 % rent kød, kallun og fisk · 10 % indmad

    Jeg sørger for, at indkøbet for en måned har denne sammensætning. Det er sammensætningen over tid, der er vigtig – ikke den daglige – og med det i mente bliver BARF langt mere enkelt. Indmad gives ikke rent, men som tilsætning, og procentfordelingen varierer alt efter, hvem man spørger.

    Jeg går uden om færdigblandede produkter som nuggets, pølser og tørfoder, der giver sig ud for at være BARF. Ud over et indhold, der er svært at gennemskue, er de ofte varmebehandlet, så de naturlige vitaminer er nedbrudt, og der tilsættes syntetiske vitaminer som kompensation.

    Hvilke ben må jeg give?

    De kødfulde, spiselige ben er en meget vigtig del af kosten. Mine får ben hver dag, altid fodret udendørs uanset vejret. Det tager dem 10–20 minutter at gnave sig igennem et kødfuldt ben på 400–500 g – god aktivering og stor tilfredsstillelse. Man kan se en nærmest tranceagtig tilstand hos en hund, der ligger og arbejder med et godt ben.

    Gode spiselige ben er f.eks. ribben fra de fleste dyr, kalvebrystben, lammeben, hjorteben, kalkunskrog eller hel kylling/høne. Jeg undgår marvben og knogler fra større dyr, som hunden ikke kan gnave sig igennem. De kan føre til tandslid og tandskader – og til frustration og stress over ikke at kunne komme igennem maden.

    Grøntsager og tilskud?

    Her er meningerne delte. Nogle mener, at rå, blendede grøntsager, bær og vitamintilskud er en vigtig del af kosten – selvom der hersker tvivl om, hvor godt hunden kan udnytte grøntsagerne. Andre giver sjældent eller aldrig grøntsager og tilskud, fordi hunden får det, den har brug for, gennem en varieret BARF-kost med højt fedtindhold og kød fra mange proteinkilder.

    Selv giver jeg aldrig syntetiske vitaminer, da jeg tror, at de kan skabe ubalance med risiko for overdosering. Jeg supplerer med vitaminer og mineraler lavet naturligt af urter samt koldpresset vildlakseolie og/eller kokosolie. Favoritten er rå æg med skal – en luksus, når mine høns lægger mange æg. Blendede grøntsager giver jeg funktionelt: som fyld, hvis en hund skal tabe sig, eller i forbindelse med drægtighed, hvalpens vækst, alderdom eller sygdom.

    Kan man fodre en hvalp op på BARF?

    Der er mange fordomme her, men jeg har kun gode erfaringer. Jeg anbefaler dog, at man gør det i samråd med en BARF-rådgiver eller en erfaren BARF’er og ikke kaster sig hovedløst ud i det. Fordelingen mellem ben, kød og indmad er lidt anderledes for en hvalp, og det er særligt vigtigt, at den får nok calcium – også i perioden med tandskifte.

    Tommelfingerreglen for hvalpe er 6–10 % af kropsvægten under ½ år og 2–6 % mellem ½ og 1 år. Hvalpen skal ikke være fed, og det har længe været fremme, at den skal være på den magre side for ikke at vokse for hurtigt. Min erfaring er, at en BARF-fodret hvalp ikke vokser for hurtigt, selvom den får store mængder mad – og at den ofte er veludviklet med en fastere krop, flere muskler og en mere harmonisk vækst.

    En hvalp lærer lynhurtigt at gnave sig igennem kødfulde ben, men det kan være en udfordring under tandskiftet. Her kan kød med knuste ben være en god erstatning i kortere perioder, men målet bør være en kost med hele ben.

    Hvordan kommer jeg i gang?

    Der findes BARF-forhandlere over hele landet, og de er som regel hjælpsomme med både vejledning og kostplan. Litteratur og Facebook-grupper kan også være en stor hjælp. Tænk på dyrevelfærd, når du køber ind, og vælg så vidt muligt økologisk kød og/eller kød fra dyr, der har været på græs. BARF består ud over ben af meget fedt og brusk, som ofte er frasorteret som menneskeføde – så det behøver ikke at være dyrt.

    Artiklen udtrykker forfatterens egne erfaringer. Tal med din dyrlæge, før du lægger din hunds kost om – især for hvalpe, drægtige tæver og hunde med sygdom.

    Fra klubbladet RIDGEBACKEN
    Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2018, side 15, 18–19. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN

  • Hvorfor Nose Work?

    Hvorfor Nose Work?

    Tekst og fotos: Torben Øtoft

    Mens mange hunde får tilstrækkelige gåture, motion og måske endda noget træning, så bliver de måske knapt så stimuleret i forhold til deres medfødte evner og sanser.

    Ridgeback i gang med Nose Work
    Foto fra RIDGEBACKEN nr. 1/2017

    Meget af den træning, vi hundemennesker tilbyder vores hunde, indbefatter hastighed, spænding, præcision og kontrol – og kun få aktiviteter kræver ro og koncentration.

    Fordelene ved den forholdsvis nye hundesport Nose Work er, at der stort set kan trænes alle steder, og så er den knapt så tidskrævende som fx schweiss. Herhjemme er vi store tilhængere af, at hundene tilbydes alsidighed i deres hverdag, og vi kan kun ønske, at flere hundeejere vil få øjnene op for Nose Work som et eventuelt alternativ til de andre aktiviteter, man kan lave med sine hunde.

    Herhjemme har vi introduceret alle tre hunde til første del af Nose Work-træningen. Vi tænker, at Nose Work er et godt supplement til schweisstræningen, som vi normalt træner, og fordelen er, at vi kan træne det både ude og inde. Når vi finder kasser, seler og vores line frem, så er der ingen tvivl om, at hundene vågner og straks kaster sig ud i at arbejde med deres næser.

    Vi er kun i gang med grundtræningen, hvor vores mål er at opbygge hundenes motivation, selvstændighed, fokus på opgaven og arbejdsintensitet. Træningen bygger på hundenes naturlige instinkter og er ikke en lydighedsøvelse.

    Vi oplever, at vores hunde lærer os rigtig meget, når vi ser dem arbejde, og de udviser deres naturlige søgeadfærd. Det er rigtig sjovt at se, hvordan vores tre hunde arbejder meget forskelligt, både i forhold til arbejdsintensitet og selvstændighed. Vi er kun i den spæde Nose Work-start med pap- og plastikkasser, hvor godbidderne er gemt både inde og uden for kasserne samt højt og lavt.

    Vi vil løbende i den nærmeste fremtid opbygge træningen, så hundene vil blive introduceret til alle fire søgemiljøer: beholdersøg, indendørs søg, udendørs søg og køretøjssøg. Først når vi er sikre på, at vores grundtræning er på plads, vil vores hunde blive introduceret til duft.

    Nose Work med kasser

    Vi kan på det varmeste anbefale at tilmelde sig Nose Work-træning og derved give sig selv og sin hund nogle sjove oplevelser. Herhjemme er det hurtigt blevet en hyggelig hverdagsaktivitet. Jeg er meget ydmyg og vildt imponeret over deres næsearbejde – det er fantastisk at se dem arbejde med vinden for at finde færten.

    Så har du lyst til at prøve denne sport, er det bare med at komme i gang. Der venter jer mange dejlige oplevelser ude som inde med jeres dejlige hunde. Håber at se jer derude.

    Fra klubbladet RIDGEBACKEN
    Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2017, side 15. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN