Kategori: RIDGEBACKEN-artikler

Af Helle Lauridsen

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at alle Rhodesian Ridgeback-klubber ønsker at finde en løsning på problemet med Dermoid Sinus (DS).

Det er ikke kun på grund af de udfordringer, det medfører for opdrættere, når de planlægger et kuld – usikkerheden omkring forældredyrenes eventuelle tidligere tilfælde af DS, spørgsmål om folinsyretilskud, og ikke mindst hvad man gør, når uheldet er ude, og en hvalp må opereres. For selvom en opereret hvalp heler og lever et normalt liv som enhver anden Ridgeback, betyder det stadig, at den er udelukket fra avl.

Men DS er ikke kun et problem for opdrættere. I en tid med stigende fokus på dyrevelfærd er det også et spørgsmål, der kan sætte vores race i et uheldigt lys. I Tyskland står Rhodesian Ridgeback på listen over racer med ”torturavl” – ikke fordi DS er almindeligt i dag, men fordi det tidligere var mere udbredt, og myten om en sammenhæng mellem ridge og DS stadig lever, og ikke mindst at opdrættere blot ignorerer faren og afliver hvalpe med DS. Derfor er det ikke overraskende, at den største tyske RR-klub, DZRR, har støttet forskning i problemstillingen i håbet om at få vores race ud af dette uheldige søgelys.

Vi støtter selvfølgelig enhver indsats for at forstå de genetiske aspekter af DS bedre. Den nye test fra Laboklin lover at kunne identificere genetiske risikomarkører – men spørgsmålet er, om vi reelt er kommet tættere på en løsning, eller om vi risikerer at udelukke endnu flere hunde fra avl uden solid videnskabelig dokumentation. Derfor har det nordiske RR-sundhedssamarbejde skrevet følgende åbne brev til Laboklin:

Åbent brev til Laboklin vedrørende genetisk risikotest for Dermoid Sinus

Den 25. februar 2025 afslørede den tyske Rhodesian Ridgeback-klub DZRR (Die Deutsche Züchtergemeinschaft Rhodesian Ridgeback) på deres Facebook-side, at en test for eventuel genetisk risiko for Dermoid Sinus (DS) ville blive lanceret af Laboklin den 1. marts 2025. Naturligvis gik opslaget viralt i Rhodesian Ridgeback-miljøet.

I omkring 20 år er der blevet udført videnskabelige studier, blandt andet i Sverige og senere i Tyskland, for at finde den genetiske årsag til DS. Mange opdrættere og hundeejere fra hele verden har bidraget, både økonomisk og med DNA-prøver, med det formål en dag at kunne eliminere forekomsten af DS i racen. For mange Rhodesian Ridgeback-entusiaster er dette en hjertesag.

Glæden over den nye genetiske test var desværre meget kortvarig, da det hurtigt blev klart, at der ikke var tilgængelig videnskabelig information om testen, og at den ikke identificerer en kausal mutation for DS, men snarere genetiske markører, der korrelerer med en øget eller reduceret risiko. Ingen hund kan definitivt erklæres fri for DS baseret på disse resultater, hvilket gør den praktiske anvendelse usikker. Dette efterlader os dybt bekymrede over den potentielle negative påvirkning af Rhodesian Ridgeback-racens genetiske diversitet. Hvis opdrættere begynder at udelukke hunde baseret på en ikke-verificeret test, kan racens genpulje unødvendigt blive indsnævret, hvilket øger risikoen for andre arvelige sundhedsproblemer.

Laboklin har ikke fremlagt en peer-reviewed (fagfællebedømt) publikation, der validerer testens metode eller nøjagtighed, og vi er blevet informeret om, at resultaterne endnu ikke er videnskabeligt publicerede. Ved kontakt med Laboklin har vi desuden fået oplyst, at genome-wide association-studier af omkring 100 hunde samt opfølgende studier af flere hunde (med og uden DS) har muliggjort identifikationen af to genetiske markører (SNP’er) på to forskellige kromosomer. Cirka 80 % af hundene med risikogenotypen TT-CC har fået DS.

Derfor stiller vi Laboklin følgende spørgsmål for foreløbigt at kunne vurdere testens pålidelighed, da den allerede er tilgængelig på markedet:

• Hvilke udvælgelseskriterier blev anvendt til at bestemme studiepopulationen (dvs. de hunde, der blev inkluderet i analysen)?
• Hvor mange kontrolindivider blev inkluderet, og bestod kontrolgruppen udelukkende af Rhodesian Ridgebacks eller også af andre racer?
• Hvilke diagnostiske kriterier og metoder blev brugt til at klassificere hunde med eller uden DS?
• Hvilke specifikke kromosomale regioner og genetiske loci er blevet identificeret som forbundet med DS-modtagelighed?
• Hvad er fordelingen af de identificerede genetiske markører (SNP’er) blandt den testede population?
• Hvad er genotypefrekvensen for de identificerede markører i hunde med versus hunde uden DS?
• Hvilken arvegang er blevet foreslået for de genetiske risikofaktorer forbundet med DS?

Hvis ovenstående spørgsmål af nogen grund ikke kan besvares, foreslår vi, at testen trækkes tilbage fra markedet, indtil den er blevet fagfællebedømt, og resultaterne er publicerede.

11. marts 2025
Rhodesian Ridgeback-klubberne i Sverige, Norge, Danmark og Finland

Laboklin har efterfølgende svaret, at udviklingen af testen er et fælles arbejde mellem Prof. Distl (TiHo Hannover), DZRR og Laboklin, og at de tre parter vil udarbejde en fælles udtalelse til spørgsmålene. Indtil da henviste Laboklin til en publikation om en del af undersøgelsen (Animal Genetics, doi:10.1111/age.13172). De nordiske klubber svarede, at publikationen ikke besvarer spørgsmålene, og at de ser frem til et svar.

Artiklen afspejler situationen i marts 2025.

Uden for Varde bor der en ganske speciel Ridgeback-tæve, som fylder 13 år den 28. april: Naya – Hazinas 6th Funanya By U.

Naya startede sit liv i sin mor Fikas fødekasse den 28. april 2012 i Nordsjælland. Hun var én af 12 smukke hvalpe, alle med flot, lang ridge, og det skulle vise sig, at de alle sammen også havde fantastisk gode temperamenter. Der var fuld fart på Naya og hendes søskende, både indendørs og udendørs i den store hvalpegård.

Da hvalpene var 7 uger gamle, kom hundeinstruktør og adfærdsrådgiver Mia fra Nordhund på besøg og hvalpetestede alle 12 hvalpe. Der var én hvalp, som Nayas familie var lidt lun på, men hvalpetesten viste, at denne hvalp var en forsigtig pige, som nok ikke skulle ud til en stor, aktiv familie med 2 voksne og 5 børn. Så de fik Frk. Lyseblå i stedet – en fin lille pige, der hvilede rigtig godt i sig selv, som var nysgerrig og vaks, og som blev vurderet til sagtens at kunne klare livet i en stor familie.

Og sådan blev det. Da Naya var 8 uger, kom familien og hentede hende med hjem til Varde. Og her har Naya boet lige siden, hvor hun først og fremmest har været en højt elsket familiehund – den bedste hund, hendes ejere nogensinde har haft, siger de. Men Naya har også bidraget på et par andre områder.

Udstilling og avl

Naya deltog nemlig ind imellem i hundeudstillinger de første 4 år af sit liv. Første gang var på Ridgeback Dagen 2012, hvor hun stillede i babyklasse sammen med 5 af sine søskende. Og Naya gik hen og blev Bedste Baby Tæve og derefter udstillingens Bedste Baby. Det udstillingsår blev Naya også Bedste Baby/Hvalp i klubbens eksteriørkonkurrence. Og herefter blev det både til placering som 3. og 4. bedste tæve. Men Nayas families interesse for udstilling trak ikke vildt meget – det gjorde avl og opdræt til gengæld.

Så den 21. april 2016 fødte Naya sit 1. kuld i sin ejers eget kennelnavn, Malkias: i alt 9 smukke hvalpe (4 drenge og 5 piger). Kuldets far var den flotte tyske avlshan Kisangani High-Five Sydney. Den 24. maj 2018 fødte Naya sit 2. kuld, denne gang i Kennel Hazinas’ navn. Der kom 7 dejlige hvalpe (4 drenge og 3 piger). Far til kuldet var denne gang den smukke svenske avlshan Maiden’s Kalahari Kandy. Nayas 3. og sidste kuld blev født den 30. marts 2019 i Kennel Malkias’ navn igen: 5 skønne hvalpe (4 hanner og 1 tæve). Far til Nayas sidste kuld var den dejlige svenske avlshan Mohaget’s Meus Milo.

Naya er også blevet bedstemor. Adia fra hendes første kuld og Halima og Pablo fra hendes andet kuld er kommet i avl – Naya har i dag 71 børnebørn i ind- og udland. Og et af Nayas børnebørn, Milla, har i maj 2024 givet hende 4 oldebørn. Herudover har hun børnebørn i udlandet, nogle som er øremærket til avl. Så det er meget spændende.

Nayas stamtavlenavn er ”Hazinas 6th Funanya By U”. Funanya betyder ”Den som bringer glæde”, og det må man sige passer rigtig godt til Naya. U’et står for Ulanyo, som var Nayas fars navn.

Da Naya havde nogle år på bagen, fik familien en hund mere, nemlig godmodige, sødeste Thor, en broholmer, som skulle have været aflivet, fordi hans familie ikke kunne have ham længere. Heldigvis henvendte de sig til AniCura i Varde og fik konsultation hos Nayas ejer, som er dyrlæge. Aflivning kunne så ikke komme på tale, da Thor var en sund og rask og super godmodig dreng. Så Nayas far tog ham med hjem. Og sådan endte Thor hos Naya og hendes familie – og heldigvis for det, for Naya og Thor har haft rigtig meget glæde af hinanden gennem årene.

Inden Naya kom i avl, deltog hun på DKK’s unghundementalprøve. Hun fuldførte prøven flot og sluttede af med skudtesten, som viste, at hun var skudfast.

Naya er i prima kondition for sin alder, og vi er mange, der ønsker hende lang tid endnu hos sin familie. Tusind tak, Thomas og Heidi, fordi I og jeres børn har passet så godt på Naya og givet hende masser af kærlighed.

Af bestyrelsen

Bestyrelsen har talt om, at det ikke alene er vigtigt for den genetiske diversitet i racen, at flere hanner står til rådighed for avl, men at det også er vigtigt, at ejere af hanner, der måske skal bruges i avl, er bevidste om deres ansvar, som nævnt i klubbens etiske avlsanbefalinger.

Særligt for hanhunden

1. Hanhundens ejer har ansvar for, at hanhunden er i god sundhedstilstand ved parring.
2. Hanhundens ejer har – som tævens ejer – ansvar for, at en parring overholder kravene i de etiske avlsanbefalinger, og må ikke stille hanhunden til rådighed for en parring, hvis han/hun har kendskab til, at de etiske avlsanbefalinger overskrides.
3. Matadoravl (dvs. at en hanhund anvendes til et for stort antal hvalpekuld) skal undgås. En hanhund må derfor ikke producere mere end ca. 40 hvalpe i Danmark.

Og dette ansvar strækker sig ikke kun til at opfylde ovenstående regler, men også til at tænke over det fælles samarbejde med tævens ejer om hvalpene. Derfor har vi lavet følgende lille skriv, der sendes til ejere, når deres han optages på hanhundelisten:

Kære hanhundeejer

Tillykke med registreringen af din hanhund på Ridgeback Klubbens liste over danske avlshanner. For at din hanhund har kunnet registreres, har du allerede sørget for, at han lever op til klubbens avlsanbefalinger.

Det ligger klubben meget på sinde, at du som ejer af en hanhund godkendt til avl ydermere bruger lidt tid på at sætte dig ind i klubbens etiske anbefalinger for opdræt, og hvilke overvejelser du bør gøre dig, inden du siger ja til at lade din hanhund parre.

Glæden over “at blive far” kan overskygges, hvis der opstår problemer med fx aftaler om parringen, hvordan hvalpene holdes, hvem de sælges til, eller deres helbred. Det er særligt ærgerligt, hvis der er ting, der kunne være minimeret eller helt undgået med vejledning.

Du kan søge råd og vejledning om, hvilke overvejelser du bør gøre dig, hvis du får en henvendelse fra en tæveejer, i klubbens avls- og sundhedsudvalg, i klubbens Facebook-gruppe “RRK opdræt og avl” samt hos din egen opdrætter. Læs eventuelt også artiklen om emnet i RIDGEBACKEN nr. 1/2021.

Med venlig hilsen
Rhodesian Ridgeback Klubben

Se også klubbens etiske avlsanbefalinger og listen over danske avlshanner.

Fortalt af Helle Lauridsen, Boos opdrætter

Historien om Buhali, i daglig tale ’Boo’, der har rejst til og boet i mange forskellige lande.

Boo – Buhali, Lewanika Mazazi – startede livet som en af 13 hvalpe i februar 2020. Hun fik farven rød og var altid nem at spotte – aktiv og energisk helt fra begyndelsen. Vi blev snart klar over, at hun nok skulle have en speciel familie, en familie med masser af energi for at matche hendes.

Og det fik hun i Freddy og Sue. De første år blev brugt på leg og senere løb på heden. Men i 2023 skulle Sue til Canada og tilbringe sommeren i en ungdomslejr med omkring 720 børn og voksne samt tre andre hunde og fire katte – og Boo skulle med, for det var alt for lang tid at undvære hinanden.

Det var ikke helt simpelt at få hende hele vejen til Canada, men med professionel pet handling-service gik turen uden problemer. Og sikke nogle oplevelser hun fik: Hun mødte bjørne og elge i de store skove i Algonquin Park. Boo var fascineret af de store dyr, især elgene var spændende, og hun fik indimellem skræmt en op på løbeturen. Ellers tilbragte hun sine dage med at jagte egern og jordegern og hyggede sig med lejrens deltagere.

Godt hjemme fra Canada fik Freddy et jobtilbud i Saudi-Arabien – men KUN hvis Boo måtte komme med. Og … må man overhovedet tage en hund med ind? Er der dyrlæger? Steder at købe foder? Må de leve et “normalt” liv? Der var meget, der skulle undersøges, og hele netværket blev sat i gang med at få information om det næsten lukkede lands forhold til store, aktive hunde.

Men alt tjekkede ud, og denne gang var rejsen helt uden problemer. Det tog kun 7 dage at få alle papirerne i orden, og både flyvetur og modtagelse gik helt glat.

Nu bor hun midt i ørkenen. Det tog lige en god uge at tilpasse sig varmen – men hun har nu lært at være aktiv tidligt om morgenen og efter solnedgang. Og at udnytte de lokale vandingsanlæg til et hyggeligt mudderbad. Firbenene og gekkoerne rundt om huset er spændende at jage, og når hun har vænnet sig helt til varmen, skal hun med ud at løbe i ørkenen. Sandet er køligt tidligt om morgenen og til at løbe på, og bliver det for varmt, har hun støvler med til at beskytte poterne.

Jeg glæder mig til flere billeder af hendes oplevelser.

Historien er fortalt af Helle Lauridsen, der er Boos opdrætter. Alle detaljer og fotos kommer fra Freddy og Sue, som er Boos menneskeforældre.

Tekst af Heidi Brüggebusch

Året 2013 blev en markant ændring i vores lille familie, da vi blev de lykkelige ejere af Penya – Bitte-Nus Laini Penya.

Først og fremmest var planen, at vi skulle have en god familiehund, og det har Penya i den grad levet op til. Hun er god og kærlig, omgængelig med alle og tager alt med en ophøjet ro. Med denne skønne lille hvalp i hjemmet åbnede der sig dog også en masse nye spændende oplevelser, aktiviteter og bekendtskaber inden for hundeverdenen, og hun blev ophav til Kennel Makucha. Hundeflokken består af tre Rhodesian Ridgebacks i dag.

Efter mange gode samtaler med Vibeke Poulsen fra Kennel Bitte-Nus var det med lettelse, vi fik en opringning lige inden vores sommerferie om, at der ville være en hvalp til os senere på året fra Bitte-Nus’ L-kuld med forældrene Ultra Aslans Heartbreaker og Ridgebow’s Rejea of Navy. Ventetiden var meget lang, men endelig oprandt dagen, og Penya kunne komme hjem. Efterfølgende mødtes vi ofte med alle kuldsøskende både til leg og til udstillinger. Det har været en rigtig stor hjælp og tryghed at have en god og så erfaren opdrætter i ryggen – især efterhånden som drømmene og planerne om egen kennel og hvalpekuld begyndte at udvikle sig.

De udstillinger, vi har deltaget på, har Penya altid klaret godt med mange flotte placeringer: Årets Eksteriørvinder i åben klasse 2016/17, placering på RRK’s top 10-liste flere år i træk og kandidat til dansk championat – men da Penya er gået på pension fra udstillingsringen, er dette ikke aktuelt længere. Af andre aktiviteter har Penya også afprøvet rally, Dog Parkour og lidt Nose Work. Her har hun opnået RBM-titel og har altid været super hurtig til at lære nyt – men som en rigtig Ridgeback, når hun har haft lyst til det.

Penyas absolutte styrke er hendes smittende ro og gode måde at kommunikere på til både andre firbenede og os tobenede. Hun kunne være blevet en god terapihund. Hun er eftertænksom, klog og kan pludselig finde på at gøre sjove, anderledes ting for at fortælle os noget. Normalt bruger hun ikke meget lyd, men fortæller dog tydeligt, når der er noget bestemt, hun gerne vil opnå – om det så er et tæppe, der skal med ud i haven, mad præcis på slaget kl. 18 (selvom vi altid har varieret fodringstidspunktet), optænding i brændeovnen, eller når det er tid til den traditionelle snack om aftenen. Derudover har vi altid haft stor glæde af at kunne have hende med overalt, både offentlige og private steder; selv steder, hvor hunde ikke har haft adgang, har åbnet dørene for os på grund af hendes skønne væsen. Det er blevet til mange gode oplevelser på vores ferierejser.

Penya har haft to kuld hvalpe, begge med naturlige parringer og fødsler uden komplikationer. Første kuld var i 2017 med DKCH SECH KLBCH DKVECH KLBVECH RBM Hazinas 6th Fulani Ajabu by U, aka Ajabu, hvor 10 skønne hvalpe kom til verden – heriblandt glade og livlige Chui, som vi besluttede at beholde. I 2019 kørte vi så til Stuttgart og fik hende parret med Multi Ch. Harmakhis Wisdom Aurora Falko Kai, og her kom 9 smukke hvalpe. Heriblandt flyttede Lilla-pige, B’loved Giza by Falko, hjem til mormor Rejea hos Vibeke Poulsen, Kennel Bitte-Nus. Gul-dreng, B’loved Dogo by Falko aka Raider, kom hjem til Sophie Vitting. Jeg har haft fornøjelsen af at udstille Raider, og han har opnået DKCH og er blevet en flot studdog. Derudover gik Lyserød-pige, Sha-Mia, til Mia i Århus. Sha-Mia fik kuld i 2021 og gjorde Penya til mormor for 16 livsstærke, korrekte hvalpe på én gang. Det er et af de største Ridgeback-kuld født i Danmark til dato.

Penya betyder så meget for os, og som navnet betyder på swahili, er hun ”trængt ind” under huden på os og har erobret vores hjerter fuldstændigt. Hun er blevet ”Queen Penya” og vores gråmule i familien. Vi håber på, at hendes børn og børnebørn vil give yderligere ophav til nye familiemedlemmer og fortsætte de gode linjer.

Af Dorthe Østergaard

I en villa i Dyssegård mødtes jeg med Vibeke Poulsen for at høre hendes historie om Ridgebacken i hendes liv.

Allerede da jeg kommer ind, kan jeg se, at det er en elsket race her i huset. I hele entréen er der nemlig rosetter vejen rundt på vægpanelerne. Et imponerende syn. Giza kommer også og byder mig velkommen, og på bordet er der dækket op med service med logoet fra “Rhodesian Ridgeback Klubben”.

Vibeke fortæller, at hun som 19-årig fik sin første RR den 2. oktober 1973. Det var en søster til en daværende ven, der præsenterede Vibeke for racen. Vibeke blev forelsket, og da hun havde erfaring fra arbejde på kenneler, var hun klar til at få sin egen hund. Dengang fik man ikke så meget introduktion til racen, faktisk kun en enkelt side, hvor der så heldigvis var en henvisning til mere materiale.

Bittenus, som hunden blev kaldt i stedet for stamtavlenavnet Ndugu, var med Vibeke overalt, også på hendes arbejdspladser. Bittenus var smuk, og den 10. maj 1974 var hun på sin første udstilling i Roskilde. Bittenus blev nr. 2 ud af 7 hunde i racen. Siden fulgte der mange flere udstillinger, også med afkom af Bittenus. F.eks. da Basra (datter af Bittenus) blev verdensvinder i Amsterdam 1985.

Fra 2. kuld i 1980 beholdt Vibeke tæven INT. DK CH KBHV 84 VV85 Nadra. Hun klarede sig godt på udstillingerne og blev bl.a. Årets hund i 1984, da klubben startede konkurrencen. I Amsterdam i 1985 blev Nadra verdensvinder og har været tæt på toppen til Show of Winners. Der er endnu en dansk opdrættet RR, der blev verdensvinder i 1994, Kijasaman Dikimba Zuri – hun var barnebarn af Nadra.

I 1981 fik Vibeke kennelmærket “Bitte-Nus”, som selvfølgelig er opkaldt efter Vibekes første RR. Vibeke har siden da haft yderligere 6 tæver, og hun har altid været tæt på sine hunde og har været aktiv med dem, bl.a. til lydighedstræning i DCH og senere i DKK-regi. De har dyrket agility på konkurrenceplan, men de seneste år har det mest været Nose Work og udstillinger – samt selvfølgelig lydighed. Vibeke har været så heldig, at de fleste af hendes hunde har været godt oppe i årene, før de trak vejret sidste gang.

Når man har en smuk hund og gerne vil give andre mulighed for at nyde RR, kræver det, at man også parrer sin tæve og får hvalpe. I 1977 parrede Vibeke sin hund første gang, og siden da har Vibeke været “mor” for mange kuld. Parringerne har altid været naturlige, så det er blevet til mange togrejser for at komme til den helt rigtige han til netop den tæve, der nu skulle parres. Rejserne gik til Warszawa i Polen, Schweiz, Kroatien, Holland og Tjekkiet, Sverige, Tyskland samt selvfølgelig i Danmark.

Hvis man skulle være så heldig at få lov til at adoptere en hvalp fra Vibeke, skulle man altid besøge Vibeke – og det uanset om man kom fra Danmark, Sverige eller Estland – men man får så også en ven for livet. Vibeke har altid fulgt med i, hvordan “hendes” hunde har det. Det er gennem tiden blevet til 119 hvalpe. En af Vibekes hvalpe flyttede til Estland, hvor køberen blev en seriøs avler. Da “hvalpen” for 10 år siden skulle have sit første kuld, var Vibeke fødselshjælper pr. telefon. Det blev en vellykket fødsel.

Mange af vores hvalpekuld har holdt fødselsdag sammen, og det er også blevet til megen julehygge sammen. Med et efterårskuld lavede vi hvalpetræning i Dyssegårdsparken en del søndage i 2013. Efter at have fået stimuli med baljeleg, tunnel, lydighedstræning mm. kom Max med mor til hvalpene, så de kunne hygge sammen.

På grund af sin erfaring med sinus var det på Vibekes foranledning, at DKK indførte sinustestene i 1978, og hun er stadig en af vores garvede sinustjekkere, hvor mange på Sjælland har haft besøg af hende, når de har haft hvalpe. Men faktisk har Vibeke også været sinustjekker på kuld af hendes hunde i Sverige og Estland. Vedrørende kuldet i Estland forsøgte hun godt nok – pga. rejsen – at høre, om der var andre, der kunne, men hundeejeren bestilte en flybillet til Vibeke, så sinustjekkeren måtte på langfart. Samtidig benyttede Vibeke lejligheden til at oplære den dyrlæge, der også havde tilset tæven og kuldet.

At Vibeke brænder for RR og arbejdet med racen, viste hun, da hun i 1982 var med til at starte Rhodesian Ridgeback Klubben, hvor hun var sekretær, indtil hun i 1985–88 var formand for klubben. I 1999 blev Vibeke velfortjent udnævnt til æresmedlem.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Vibeke er oppe i årene, men hun er så heldig, at Max (hendes mand), hendes døtre og børnebørn samt de trofaste hvalpekøbere støtter hende i hendes lidenskab for RR.

Vil du høre mere om Vibekes verden med RR, kan du helt sikkert møde hende rundt i Danmark, når Vibeke udstiller Giza, som nu er 4½ år.

Af redaktionen

Det anbefales at blive hjemme hos hvalpen de første nytårsaftener. Men mange hundeejere vælger altid at fejre nytår hjemme med hunden(e).

Det eneste rigtige er HELT KLART at blive hjemme hos hvalpen nytårsaften. Faktisk er der en del opdrættere, der har anbefalingen med i deres ”Vejledning til hvalpekøbere”, som de udleverer til hvalpekøbere, når de henter deres hvalp.

Men hvis du under ingen omstændigheder vil gå glip af ”årets festligste nytårsaften” ude i byen, er der et par muligheder, som du kan gøre brug af:

1. Nogle opdrættere bor ude på landet, hvor der er meget stille nytårsaften i forhold til de større byer. Bor din opdrætter sådan, kan du spørge, om hun/han tilbyder pasning nytårsaften. Dér vil din hvalp være tryg og i kendte rammer med kendte mennesker.
2. Måske har du familie, der bor på landet, som rent faktisk ville elske at passe din hund nytårsaften, for de skal bare være hjemme. Det er værd at undersøge.
3. Og så findes der luksushundepensioner, hvor der tages særlig godt hånd om hunde, der er bange for nytårsaften. Men det er langt fra alle, der bryder sig om at efterlade deres hund i en hundepension, og har du en hvalp eller unghund, så er det ikke nogen god idé.

Mange hvalpe klarer sig heldigvis godt igennem deres første nytårsaften, takket være mange opdrætteres beundringsværdige lydtræning af de små samt de nye hvalpeejeres forståelse for, hvor vigtigt det er at komme godt igennem den første nytårsaften. Pas godt på jeres hvalp!

Af Louise Andersen, instruktør, hundetræner og adfærdsrådgiver, Hund i Fokus

Ridgeback-dagene i Søften bød også på Nose Work – en super populær sport, og med god grund!

Det kunne vi også mærke til den introworkshop, vi afholdt om lørdagen på Ridgeback-dagene i Søften. En flok skønne Ridgebacks og deres ejere trodsede det lidt våde vejr og stod klar til at lære om Nose Work.

Vi startede med en kort teoriintro om bl.a., hvad NW er, om de 4 forskellige momenter, der er i NW – indesøg, udesøg, beholdersøg og køretøjssøg – og om NW1, NW2 og NW3, som der er mulighed for at konkurrere i. På dagen havde vi som en start arrangeret et udesøg og et beholdersøg.

Nose Work er en sport, hvor vi arbejder for stor motivation for at søge og for at skabe en genkendelighed for hunden i selve opgaven, samt at hunden lærer at arbejde selvstændigt uden vores hjælp. Hundene skulle arbejde enkeltvis, så hver enkelt kunne få feedback.

Vi havde lavet et udesøg ved nogle containere på p-pladsen, hvor der var skjult 10 godbidder. Alle hundene gik nysgerrigt til opgaven og glemte helt det våde underlag – det var fedt at se. Herefter havde hundene et beholdersøg, hvor der lå godbidder i alle beholderne som en start, så der blev skabt en positiv forventning hos hundene om, at der var noget at finde – det giver et godt søgemønster og god motivation.

Som afslutning fik hundene lov til at lave et nemt beholdersøg, hvor vi havde placeret en lavendel-duftkilde sammen med nogle godbidder. Når hunden kom til kilden og spiste godbidderne, skulle hundeføreren så ned og give en kæmpe belønning ved kilden. Normalt bruger vi lang tid på at skabe et stabilt søg, inden vi sætter duft på, men der er ikke én bestemt måde, det ’skal’ gøres på – så længe der skabes en super god belønningshistorik omkring duftkilden, kan man betinge på duften, når man synes.

De fleste Ridgebacks er forholdsvis rolige og grundige i et søgeområde, og ofte er de også meget strukturerede i deres arbejde.

Alle teams var virkelig dygtige og meget engagerede, og alle hundene var virkelig gode – og det rolige, grundige og strukturerede arbejde var også det, vi så på denne workshop. Det var virkelig skønt, at der var så mange gode spørgsmål og en stor interesse for, hvordan de enkelte teams kunne gå hjem og arbejde med Nose Work. Det var en kæmpe fornøjelse at få lov til at introducere nye snuder for sporten.

På hundeskolen i Silkeborg underviser vi 15 til 17 hold om ugen, hvor 2 til 4 af holdene er Nose Work, og det har vi gjort i en del år efterhånden – så Nose Work er en stor passion for os, og det er en sport, man kan blive ved med at nørde i på rigtig mange planer. Så tak, fordi vi måtte komme og indvie jer i én af vores passioner, og 1000 tak for jeres engagement og opbakning.

Af Margit Anna Brodam

Simba har altid brugt snuden. Da han var lille, så han ikke hjortene i Dyrehaven, selvom der var i hundredvis lige for næsen af ham – for han havde næsen i sporet. Det var derfor, tanken om at gå spor opstod. Jeg havde bare ingen idé om, hvordan jeg skulle få gang i det.

Simba er en hanhund på lige over 1 år og 11 måneder fra kennel ShaMia, og jeg hedder Margit, er 21 år gammel og studerende på DTU. Simba er min første hund, så vi opdager og lærer det hele sammen for første gang, og her vil jeg fortælle, hvordan vores oplevelser som nye i schweissregi har været.

Da Simba som 7 måneder gammel fik vokseværk i februar 2022, skulle jeg finde på aktiviteter, så han ikke løb for meget rundt, og da tænkte jeg igen på sportræningen. Jeg skrev til Rhodesian Ridgeback Klubben for at høre, om de kunne pege mig i retning af nogen, som underviste i schweisstræning eller kunne hjælpe Simba og mig i gang – og sådan fik jeg kontakt til Carsten Bruus Grøn.

Jeg fik en grundig beskrivelse af, hvordan jeg kunne starte op med lever i en nylonstrømpe, som jeg skulle trække i en lige linje, hvorefter Simba kunne gå sporet en halv time senere. Carsten fortalte mig godt nok, at dette ville skabe ”en motorvej af fært”, men jeg blev alligevel meget overrasket, da jeg tog Simba med ud til sit første spor: Han var helt oppe at køre, og da vi nåede hen til sporets start, spurtede han afsted, så jeg måtte løbe efter ham det meste af vejen.

Så måtte jeg lige have fat i Carsten igen, og så øgede jeg længden og liggetiden lidt, men det gik stadig meget stærkt, så det var jo ikke ligefrem en rolig aktivitet. Jeg aftalte også med Carsten, at han ville kontakte mig, hvis han oprettede et schweisstræningshold, da han på dette tidspunkt allerede havde et hold i gang. Vi var ude at gå spor nogle gange, men så gled det lidt ud i sandet igen. Jeg kunne dog tydeligt mærke, at her var noget, som Simba virkelig syntes var sjovt, og jeg havde en klar ambition om, at det var noget, vi skulle prøve at komme i gang med en dag.

I januar i år fik jeg så en besked fra Carsten om, at der blev oprettet et nyt schweisstræningshold, og i lyset af hvor få pladser der var, skyndte min mor Nanett sig at melde os til, da jeg sad og skrev på en eksamensopgave på DTU, som skulle afleveres næste dag. Det blev så et projekt, som vi havde sammen alle tre – Simba, min mor og jeg.

Da vi kom til første træning, blev vi introduceret til schweiss: hvordan man lægger spor, markerer det, og hvad man skal bruge af klemmer, kridt, blod, sporline og løb (= hjorteben) osv. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde det lidt stramt med blod og hjorteben, men nu var det jo ikke for min skyld, vi var her.

Vi kom i gang med at lægge de første slæbespor, og dagens første lektie var: Mærk tydeligt op! Det er helt utroligt, hvor ens træer ser ud, når man lige pludselig skal huske præcis, hvor man har gået. Heldigvis for min mor og mig var der kyndig vejledning, og Simbas næse virkede upåklageligt, så vi kom godt gennem sporet. Han var dog ikke det fjerneste interesseret i løbet for enden, men så fik han sin belønning: kattemad i stedet for. Vi havde en dejlig dag, og det var super hyggeligt at møde resten af holdet og deres Ridgebacks.

Vi kom hjem med en meget glad og meget træt hund, og jeg var bare så stolt af min lille hund, for det virkede virkelig, som om det var min mor og mig, der skulle lære, hvordan man gjorde – for Simba vidste godt, hvad han skulle.

Sådan gentog det sig egentlig de næste gange, vi gik spor. Jeg kunne godt mærke, at det blev sværere efterhånden, som sporene havde ligget længere og fik knæk på, men det var stadig ofte mig og ikke Simba, der lavede fejl – fx ved at stoppe ham, når han afveg fra sporet, når han i virkeligheden bare ville korte et hjørne af eller pga. vinden valgte at gå et stykke til højre eller venstre for sporet. Her var det virkelig en stor hjælp, at der altid var en anden fra holdet, der gik med og observerede, så man bagefter kunne høre deres råd om, hvad man måske skulle gøre anderledes, eller hvornår man bare skulle have lyttet til sin hund.

Jeg tror faktisk, at det er det råd, der er blevet givet allerflest gange, når vi har talt sporene igennem bagefter: ”Stol på din hund”.

Jeg tror, at samtlige deltagere på holdet indtil flere gange har troet, at deres hund havde tabt sporet eller var på vej efter noget andet, hvor hunden i virkeligheden stadig var på sporet, men bare valgte en anden vej af den ene eller anden grund. Så træningen har i virkeligheden haft to hovedformål: at lære hunden, hvad vi gerne vil have den til – nemlig at følge det spor, vi har lagt – og at lære os at se på vores hund, læse den og stole på den.

Når det så er sagt, så var der også nogle gange, hvor Simba bare ikke kunne finde sporet. Til den sidste træning, vi havde sammen som hold inden prøven, øsregnede det, da vi skulle ud på et sidste blindspor. Simba kunne slet ikke finde sporet. Han markerede blodet ved starten af sporet, men så løb han bare alle andre veje end den rigtige … Jeg prøvede flere gange at vise ham tilbage på sporet med hjælp fra Carsten, der havde lagt sporet til os, men Simba kiggede bare på mig, så løb han lidt i den rigtige retning og stoppede igen. Jeg havde en helt klar fornemmelse af, at han bare prøvede at gå lidt i den retning, som jeg viste, for at please mig, men det var overhovedet ikke sporet, han fulgte. Vi endte med at stoppe og gå tilbage. Det var første gang, Simba og jeg ikke fuldførte et spor, og jeg følte bestemt ikke, at vi var klar til at gå til prøve.

Det var en enormt demotiverende oplevelse, og det gik mig virkelig på, også selvom jeg fik en masse opbakning fra resten af holdet og også fik at vide, at sådan er der bare nogle dage, hvor det ikke fungerer. Det var en svær dag for flere af hundene på holdet, og det var jo heller ikke ligefrem ridgeback-venligt vejr med kold regn, men det værste af det hele var, at Simba ikke virkede særlig glad. Han havde været totalt ligeglad med min kommando ”Søg sporet”, som normalt gjorde ham helt vildt ivrig.

Vi gik så nogle spor weekenden før prøven og igen dagen før prøven, og her gik Simba, som han plejede, med næsen i sporet og fandt selv tilbage, når han var gået forbi et knæk – og han virkede rigtig glad.

Så blev det den 7. maj. Vi pakkede bilen og kørte afsted til prøven i Danstrup Hegn, og jeg besluttede mig for, at uanset hvad, så skulle det være sjovt for Simba, og jeg ville stole på ham, når vi gik sporet – for den hyppigste fejl var jo netop at tro, man vidste bedre end sin hund.

Da vi kom hen til prøven, var alle bare virkelig søde – både dommerne, stifinderne og de andre deltagere – og der var sådan en dejlig stemning af, at alle håbede det bedste for de andre, så jeg nåede faktisk ikke rigtig at blive nervøs, før vi skulle i gang.

Da vi kom hen til sporstart, markerede Simba fint anskudsstedet og begyndte at gå i den anviste retning. Det forekom mig, at han gik helt vildt langsomt, men han har også hele tiden været en meget grundig hund, og han viste mig blodet to gange inden for de første 10 meter.

Første gang han drejede, nåede jeg at blive i tvivl om, det mon var rigtigt, men da jeg holdt lidt igen, fortsatte han, og han virkede sikker, så jeg fulgte med. Jeg ventede bare på, at dommeren ville råbe ”tab”, men det gjorde han ikke, og lidt senere viste Simba mig igen blod – jeg var så lettet. Jeg har absolut ingen retningsfornemmelse, så jeg registrerede slet ikke knæk nummer to, men det føltes, som om vi gik i en evighed, og ligesom jeg var sikker på, at vi måtte være gået for langt, var løbet der!

Simba havde gjort det helt selv, og jeg var så stolt over ham og så lettet over, at jeg var lykkedes med at stole 100 % på ham og hans næse. Dommeren ønskede os tillykke og sagde, at Simba havde gået sporet helt perfekt, og hans eneste tilføjelse var: ”Så er det i gang med 20 timers spor”.

Jeg fik to bøgegrene, og Simba og jeg gik storsmilende og halelogrende tilbage til de andre og ventede på, at alle kom gennem deres spor. Da jeg talte med stifinderen efter prøven, sagde hun, at Simba havde gået præcis oveni sporet hele vejen, og selvom det føltes som en evighed, så havde det kun taget ca. 10 minutter.

Simba endte med at blive kåret til den bedste hund på sin distance, 400 meter/3 timer, og dagens bedste Ridgeback, og vi fik en masse fine præmier fra Ridgeback Klubben, STARK, vinbutikken.dk og Hundehjertet. Vi havde en fantastisk dag, og jeg var ved at revne af stolthed over min smukke, dygtige Ridgeback.

Vi har lært så meget, og jeg er så glad for at være kommet i gang med spor. Så tusind tak Carsten, Peter, Hanne, Per og Maj for at have brugt tid på at hjælpe os og de andre deltagere i gang, delt ud af jeres erfaringer og gode råd. Det bedste af hele dette forløb er alle de dejlige ridgebackejere og skønne Ridgebacks, som vi har mødt undervejs. Det har været så hyggeligt. Det har været så sjovt at se, hvor forskellige hundene er, og hvordan de hver især griber opgaverne an på hver deres måde.

Af Martin Grimshaw

Canicross er en løbesport, hvor hunden løber foran dig og trækker dig.

Jeg bærer et løbebælte designet til canicross. Bæltet sidder på hofterne og hjælper med at undgå belastning på ryggen og med at give en naturlig løbeposition. Mellem bæltet og hunden er en bungee-line (elastisk snor). Elastikken absorberer alle ryk, så det er venligere for kroppen hos både hund og menneske.

Hundens sele er vigtig. Den er forskellig fra seletøjet til den daglige gåtur og er designet til at fordele kraften i trækket jævnt og sørge for, at hunden stadig kan trække vejret naturligt.

Jeg har dyrket canicross i flere år med min beagle Teddy, og det var helt fra starten også mit håb, at Bear ville synes om det.

Vi startede små træningsløb med Bear, da han var ca. 10 måneder – bogstaveligt talt blot tilvænning til selen og 50 meters løb. Med tiden øgede vi afstanden, og kommandoer blev indført (venstre og højre osv.). Efter at vi havde fået tjekket, at hofter, skuldre og albuer var helt perfekte (A/0/fri), løb han sit første 7 km-løb, da han var 18 måneder, og vi kom på tredjepladsen – kun bag en tidligere professionel løber og en semiprofessionel løber.

Da han stadig er meget ung, har en af de store udfordringer været at holde hans fokus på træning, men han elsker at løbe, og på løbsdagen kan han ikke vente med at starte, og han løber stærkt. Vores hurtigste kilometer er 3 minutter og 2 sekunder. Den 4. og 5. februar konkurrerede vi i det danske mesterskab i canicross, hvor vi formåede at opnå 1. pladsen og en ny rekordtid: 5,1 km på 17:22.

For at variere hans træning er jeg også begyndt at dyrke bikejoring med ham. Det er samme princip som canicross, men koblet til en mountainbike. Det er også godt, hvis mennesket har skader, da Bear stadig får lov til at strække ud i fuld fart, hvilket han elsker.

Canicross giver Bear et job og et afløb for hans løbelyst, som han ellers ikke ville få, da han har for meget byttedrift til bare at blive sluppet fri.

Sporten giver ham frihed både fysisk og mentalt, og den binder os begge helt utroligt sammen.