Kategori: RIDGEBACKEN-artikler

Af Sven Jesper Knudsen

Vandreferie med Rhodesian Ridgebacks er fantastisk og kan hurtigt blive en oplevelse for livet. Det er slet ikke så svært, og turene kan tilpasses smag og behag.

Jeg vil her skrive lidt om mine erfaringer fra vores vandreeventyr i Alperne og håber, at det kan motivere til en tur på fjeldet, i bjergene eller hvor end I nu begiver jer hen. Vi har altid rejst meget med vores hunde og holder meget af at rejse med hund. Denne gang var dog noget helt specielt, for jeg skulle selv afsted med vores to Rhodesian Ridgeback-drenge.

Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle til dolomitplateauet Seiser Alm, en alpin eng i stor højde med en ekstrem bjergrute, som jeg havde forelsket mig i. Det er tempereret på bjergene med ca. 20–25 grader mod 30–35 grader i dalene.

Planlægning af ruterne

Til planlægning af ruterne brugte jeg appen Komoot. Det er en billig løsning, hvor man kan downloade kort, se ruter, andre har planlagt – ofte med billeder – eller selv planlægge ruter. Alle ruter mærkes med cirka gåtider, højdemeter og sværhedsgrad: blå for let, rød for middel og sort for svær.

Sværhedsgraden af ruterne er vigtig at forholde sig til. Mit mål havde 1.500 højdemeter og 20 km strækning, og jeg forbrændte ca. halvanden gange et maraton på sådan en tur! Og med to voksne hanhunde på 45 kg skal man forholde sig til den træning, der skal til, for at hundene kommer sikkert igennem. Vi brugte ca. to uger – først Harzen, så Oberstdorf, Baal og sidst Dolomitterne – hvor vi fik skruet op for stigningerne. Men det behøver slet ikke være så ekstremt; man kan bare tage en lift, hvor hunde ofte må komme med (nogle steder er det påkrævet med mundkurv), og nyde den flotte natur i bjerghøjde.

Forhindringer skal trænes

Vi skulle både udfordres af trapper lavet af elefantriste, køer, der ikke var så venlige, og meget stejle og smalle stier, hvor vi mødte modgående. Vores mangel på lydighed fik lige et gevaldigt spark: “stop” og “plads” på både højre og venstre side skulle friskes op, og med tiden kom “frem” for at gå foran og “hinter” for at gå bag mig. Jeg lærte hurtigt selv ikke at overgøre det, men at give hunden tid til at løse en forhindring og tid til at slappe af bagefter. Det var ultimativt fedt at se, at de to drenge kunne noget forskelligt, og ved at kopiere hinanden begyndte de at samarbejde.

Udstyr og vand

Hundene fik nogle gode seler, som de kunne bevæge sig frit i, fx fra Non-stop, Ruffwear eller DOG Copenhagen. Linen er nok mere individuel; min favorit blev en klassisk 2 meter læderline, som beholder et godt greb i al slags vejr. Vi havde godt med forbinding med, specielt elastisk gaze til forbinding af en skåret pote. Jelly kunne godt have brugt nogle sko på de sidste ture, mens Jabali har lidt hårdere trædepuder. Og så havde vi vand med. Mine Ridgeback-drenge drak ikke overvældende meget, men alligevel 4 liter på en tur. Fordelen ved de populære skisportssteder er de mange små hyggelige kroer, hvor man kan få fyldt op.

Hundevenlige hoteller

Hotellerne var super simple at finde. På booking.com er det let at frasortere steder, hvor kæledyr ikke er tilladt, og derefter er det bare at vælge. Sydpå er det ingen problemer. For god ordens skyld: Skriv antal hunde i kommentarfeltet. Hotellerne er flinke til at svare, ofte med beskeden, at det koster 10 euro ekstra pr. hund. Vores Ridgebacks sover i sengen, og hoteller er ingen undtagelse – men vi har altid egne lagner og håndklæder med til dem og sørger for, at de næste, der kommer med hund, er lige så velkomne.

Bilturen derned blev en fest med Komoot-appen. Jeg kunne planlægge gåture hele vejen fra hjem til destination, og selv hotellerne blev valgt efter muligheden for en morgentur. Det synes jeg næsten var mest fascinerende: Lige meget hvor man var, var der gode ture. Jeg var jo også i det bedste selskab af et par vandreglade Rhodesian Ridgebacks.

Af Helle Lauridsen

I dette forår er der blevet afviklet 2 × Unghunde Mental Beskrivelse (UHM) i Rhodesian Ridgeback Klubben.

UHM’erne blev udført i marts på hver side af Storebælt – og det må siges, at foråret IKKE var kommet til Danmark på det tidspunkt, så det blev til nogle lange, kolde dage for testere og deltagere. Men heldigvis var humøret højt – på den jyske side gav en nærboende flok rådyr ekstra krydderi til jagtmomenterne (og flere af de andre momenter, da nogle af hundene helt sikkert hellere ville på springtur).

Momenterne

UHM er en nøje fastsat beskrivelse, hvor hundene gennem forskellige momenter viser, hvordan de reagerer:

• Kontakt: Testeren hilser på hunden og håndterer den lidt.
• Leg: Der bliver leget lidt med en klud – noget, der efterlader en del ridgebacks særdeles uimponerede.
• Jagt: Jagtlysten testes ved, at en klud bliver trukket over en mark. For de hunde, der har prøvet lure coursing, er det barnemad, mens andre stiller sig noget undrende over, hvad de skal med sådan en klud. Den lugter jo ikke af noget?
• Aktivitet: Afreaktion på alle de nye oplevelser. Her skal hund (og ejer) stå stille i 3 minutter og vise, at hunden godt kan slappe af.
• Overraskelser: En kedeldragt farer op foran hunden, og man ser på, hvordan den afreagerer – vil den nærme sig? Gå forbi uden at trække sig? Det gentages med lyd, hvor en jernkæde trækkes over en plade.
• Spøgelserne: Den nok mest kendte del af UHM, hvor to af testerne trækker i et lagen med store sorte øjne tegnet på og langsomt nærmer sig hunden. Det er selvfølgelig ikke noget, der sker i dagligdagen, men det viser meget godt, hvordan hunden reagerer på noget meget mærkeligt og MEGET ukendt.
• Skud: Til sidst bliver der affyret 4 skud, og testen er forbi.

Læs mere om UHM under Sundhed.

Af Tine Friis Andersen

Den 10. december 2016 flyttede Silwa på 9 uger ind hos os, en familie på to voksne og to børn bosiddende på Lolland. Vi dyrker juletræer og pyntegrønt, og fra start har Silwa været med mig på job.

De fleste af vores arealer ligger spredt på Lolland. Vi leverer pyntegrønt og juletræer til en del kirker, så en af de første opgaver, som Silwa var med til, var at køre ud med juletræer til nogle kirker på Lolland og Møn. På kirkegårdene blev Silwa i bilen, mens jeg læssede af. Efterfølgende fik han lov at løbe lidt rundt og eventuelt hilse på graveren. På den måde er Silwa hurtigt blevet god til at køre i bil, samtidig med at han er utrolig glad for alle mennesker. I bilen, en Toyota Hilux, er der ikke plads til hundebur, men jeg har indrettet en plads med tæpper og dyner bag førersædet, så Silwa skifter behændigt mellem ”sovepladsen” og passagersædet alt efter behov.

Hen over foråret og sommeren er Silwa med ude i juletræsarealerne, når vi laver ufarlige ting som formklipning og tilretning af træerne. Ved sprøjtning eller slåning med krat­rydder er han aldrig med.

En typisk arbejdsdag

Efter at have lokket Silwa ud af kurven (for morgenhund er han bestemt ikke) er der afgang hjemmefra ca. kl. 8 til et af vores juletræsarealer. Ved ankomst bliver arealet undersøgt, og skulle der være en hare, bliver den fulgt til dørs (de fleste af vores arealer er 2–3 ha). Fuglevildt er Silwa ikke interesseret i – måske fordi han er vokset op med løsgående høns og ænder. Når først arealet er tjekket, følger Silwa bare rundt med mig. Stort set hele tiden er han inden for 20 meter af mig, snuser lidt og holder ellers bare øje. Er Silwas menneskefar også med på arbejde, løber han enten frem og tilbage mellem os eller placerer sig i midten, hvor han kan holde øje med os begge.

Før jeg fik Silwa, havde jeg FT cocker spaniels. Fra at føle, at jeg hele tiden skulle holde øje med dem, er følelsen nu, at der hele tiden er én, der holder øje med mig. Det er ganske behageligt!

I løbet af dagen har Silwa hele tiden mulighed for at gå hen og lægge sig i bilen, men det gør han kun sjældent – når vi holder frokostpause, eller når vejret er absolut upassende (= regnvejr) for en løvehund. Silwas og min arbejdsdag slutter normalt først på eftermiddagen. Og så er det tid til en lur. På hjemvejen hverken ser eller hører jeg noget til Silwa, der – så snart han hører, at vi skal hjem – kaster sig om på sin soveplads i bilen. Når vi kommer hjem, fortsættes luren som regel i hundekurven en times tid yderligere.

Da jeg også tager mig af en del af virksomhedens bogholderi, har vi nogle gange kontordage. I de kolde måneder bliver der tændt op i kontorets brændeovn, og så tager Silwa en lang lur i varmen.

Jeg er for det meste bare mig selv på sådan en arbejdsdag i juletræerne. Derfor synes jeg, at det er skønt at have min hund med. Jeg skal sikkert være glad for, at der ikke er nogen, der kan høre mig ude i juletræerne, når jeg går og fører samtaler med Silwa. Vi hygger os og spiser frokost på ladet af bilen, når det er tørvejr – rugbrød til mig og en eller anden hundesnack til Silwa.

Jeg føler mig heldig over at kunne have min hund med mig hele dagen. Når Silwa har hvilet sig og er frisk igen sidst på eftermiddagen, er det tid til fritidsaktiviteterne. Vi leger, trækker spor, laver Nose Work eller går ture. Nogle gange tager vi også hesten med. Silwa er en del af familien for os alle sammen!

Af Susanne Bech-Hansen, Kennel Bikita’s Legacy

RRK hylder avlstæven Bikita i anledning af hendes 10-års fødselsdag.

Vi hentede Bikita hos Kennel Linnemann vinteren 2008. Vi så hende første gang, da hun var blot 3 uger gammel, og jeg var straks helt forelsket i hende. Vi mødte kuldet igen, da de var 6 uger, men vidste ikke med sikkerhed, hvilken hvalp vi fik, før de var blevet 8 uger og havde været gennem hvalpetest. Heldigvis viste Bikita ved hvalpetesten stor selvstændighed, ringe flokdrift og intet særligt behov for at samarbejde – dvs. hun var ikke ligefrem en begynderhund – og da jeg havde haft 4 ridgebacks før, var jeg så heldig at få min lille frk. Gul.

Hun har lige fra første stund været en helt særlig hund med en kæmpe stor personlighed og personlig integritet. Aldrig har jeg lært så meget om hundetræning som af Bikita: Hun har altid gerne villet træne, men det skal være sjovt, varieret, udfordrende og 100 % positivt – ellers går hun simpelthen bare sin vej.

Det er Bikitas fortjeneste, at jeg har taget ikke blot en klikkertræneruddannelse, men efterfølgende også en hundeinstruktøruddannelse og en Nose Work-uddannelse. Jeg kunne se, hvor meget hun elskede træning, hvor hun skulle tænke selv, så jeg fik lyst til at lære meget mere og med tiden også lære fra mig.

Champion og lydighedshund

Udstillingsmæssigt har hun gjort det godt og er både dansk udstillingschampion og klubchampion i RRK. Bikita er aldrig udstillet uden for Danmark, da jeg hellere har villet bruge min fritid på hundetræning og har syntes, hun har vist sit værd godt nok med de 2 danske championtitler. Bikita har nået at få en LP1- og LP2-titel i DKK-lydighed foruden en Rally Begynder Mester- og en Rally Øvet Mester-titel. Vi hyggetræner stadig hver eneste dag.

Kennel Bikita’s Legacy

Da vi syntes, at Bikita var så skøn en hund, at hun var værd at avle på, ansøgte vi om at blive godkendt kennel. Vores kennel blev registreret i 2011 efter opdrætteruddannelse m.v. Egentlig skulle den bare have heddet Bikitas, men det navn blev ikke godkendt af FCI, så vi ændrede kennelnavnet til “Bikita’s Legacy”.

I 2012 fik Bikita sit første og eneste kuld hvalpe. Der har efterfølgende været mange, der har spurgt, om hun dog ikke skulle have flere kuld, men jeg havde fra starten besluttet, at ét kuld måtte være nok, da jeg gerne ville lave så mange andre ting med Bikita. Vi beholdt en tævehvalp fra kuldet, Bikita’s Legacy Anaya, som også er blevet dansk champion og klubchampion i RRK. Anaya har efterfølgende også fået et kuld hvalpe, hvor vi har beholdt en skøn hanhund, Baloo – så nu har vi 3 generationer herhjemme, og det er en skøn og meget harmonisk flok. Bikita har været en enestående mor for sine egne hvalpe, men hun har ikke mindst været en fantastisk kærlig og tålmodig mormor, og Baloo og Bikita har et meget tæt bånd.

Værdig og intelligent

Bikita er i forhold til mennesker en udpræget enmandshund. Hun er min hund, og resten af familien er ikke rigtig vigtig for hende, hvilket hun ikke gør noget for at skjule. Hun har altid været selvsikker og cool; hun bliver aldrig forskrækket eller trykket over noget som helst, er fantastisk til at koncentrere sig, og når jeg fx har været i udstillingsringen med hende, har hun aldrig haft blik for andet end mig (og mine frikadeller).

I racestandarden for Rhodesian Ridgeback står om det ønskede temperament: værdig, intelligent, reserveret over for fremmede, men uden at være aggressiv eller sky. Den beskrivelse kunne være skrevet efter Bikita, og det har været sjovt at opleve, at mennesker, der slet ikke er hundemennesker, netop har brugt ordene værdig og intelligent, når de har hilst på Bikita.

Kort fortalt er Bikita dronningen herhjemme; en ener med egne selvopfundne vaner, der med største selvfølgelighed forventer, at jeg har gemt en godbid til hende, når jeg har spist aftensmad. Hun tigger ikke; det ligger langt under hendes værdighed – men hvis jeg ikke er opmærksom på hende, gør hun mig høfligt, men bestemt opmærksom på, at der vist er noget, jeg har glemt. De sidste mange år har Bikita haft sin faste plads i min fodende. De 2 “små”, Anaya og Baloo, må ligge i børnesengen ved siden af, og den slags privilegier er helt naturlige for en vidunderlig hund som Bikita, som vi håber at få lov at beholde længe endnu.

Af Niels Poulsen

OCR – Obstacle Course Racing – er blevet en utrolig populær sport verden over. På dansk kalder vi det forhindringsløb, og I kender det nok som Nordic Race, Mudrace, Toughest og lignende. K9 Biathlon er det samme – bare med forhindringer tilpasset, så du har din hund med hele vejen rundt.

Både OCR-løb og K9 Biathlon stammer oprindeligt fra udfordringerne på militærets øvelsesbaner. Sværhedsgraden er stille og roligt blevet bygget ud, men størstedelen af deltagerne kommer stadig for at give sig selv en udfordring og få en stor oplevelse. Der er plads til alle – og det er en af forcerne ved netop denne type events.

Fra Sverige til Nærum

Min hverdag som M-Touch-behandler og sportsterapeut går oftest med at hjælpe andres hunde og førere, lige fra sofahunde til landshold. Men for et par år siden besluttede jeg at gøre noget anderledes med min egen Ridgeback. Akoko og jeg gennemførte et K9 Biathlon i Sverige – som nok nogle af de første civile danskere.

Med min alder (48), mine kilo (+100) og en kondi, jeg ikke havde trænet op, tænkte man nok: 8 km og over 40 forhindringer – det gennemfører han da ikke på en fornuftig tid. Men det lykkedes alligevel. Den totalt fede oplevelse ville jeg gerne give andre, så til midsommer 2018 arrangerede jeg Danmarks første K9 Biathlon med udgangspunkt i Rundforbi Idrætsanlæg i Nærum.

Jeg ændrede nogle af de ting, jeg havde savnet ved det første løb, og tænkte tilbage på den gamle ånd i OCR-løbene, hvor man hjælper hinanden igennem forhindringerne, og hvor det handler om at gennemføre og have det sjovt – ikke kun om den bedste tid. Man kunne deltage både individuelt og som hold, og to mennesker kunne deltage med samme hund. En af fordelene ved at hjælpe hinanden er, at man tør tage en udfordring, man alene ville være gået uden om – og det giver en meget større personlig sejr ved målstregen.

Midsommerløbet blev en kæmpe succes med over 340 deltagere – Nordens største event af sin slags, hvor 60–80 deltagere ellers har været stort i Norge og Sverige. Og til stor glæde har der været rigtig mange Ridgebacks med ved begge de løb, jeg har arrangeret i 2018: individuelt, på hold med de faste luftekammerater, eller som Kennel Makucha, der holdt kenneltræf til løbet.

Medlemmerne fortæller

Annette Hansen: K9 Biathlon i det smukke Treldenæs. Jeg er ikke den store motionist og slet ikke løber, men alle Facebook-opslagene gjorde mig nysgerrig – og jeg blev ikke skuffet. Vi startede med 4–5 minutters mellemrum og løb langs stranden over stendiger og væltede træer, kravlede under ”pigtråd”, op og ned ad skrænter og ud og vendte om en fender langt ude i vandet. Turen fortsatte gennem skoven og sluttede 3,5 km senere – godt forpustet – med en fin rosette og et klap på skulderen. En fantastisk oplevelse, som helt sikkert ikke er sidste gang. Måske kan vi stille et RR-hold næste gang?

Heidi Brüggebusch: Hos Kennel Makucha mødes kuldene et par gange om året, og for at gøre det lidt anderledes holdt vi denne gang træf i forbindelse med Midsommerløbet 2018. Flere fra A-kuldet gennemførte den veltilrettelagte 7 km-distance som et samlet hold. Med sved på panden, opmuntrende kommentarer og fælles hjælp ved forhindringerne kom alle i mål. Vi gentager helt sikkert succesen – forhåbentlig med endnu flere fra kuldet.

Stinne Elgaard: Jeg deltog for første gang sammen med min hund Chumi i efteråret 2018, og der var slet ingen tvivl om, at Chumi syntes, det var virkelig sjovt! Der var mange udfordrende forhindringer, men også mange helt simple, så alle kan være med på det niveau, de ønsker. Man bestemmer selv farten – selvom Chumi nok syntes, det gik noget for langsomt. Vi løb på et hold med fire deltagere, så tidsmæssigt kunne vi ikke konkurrere, men til gengæld nød vi det sociale sammenhold.

Jeg har selv løbet med begge mine Ridgebacks, Dutch T’BandiT på 3 og Akoko på 9½. Følelsen af sejr ved at gennemføre er stadig lige så fed som ved det første løb – forskellen er bare, at jeg nu ved lidt mere om, hvad jeg kan blive udsat for. Håber vi ses derude i terrænet!

Af Dorthe Højer Kristensen

Fototips omhandler i denne omgang portrætfoto af hund.

1. Brug aldrig blitz til hundefotografering. Blitzen kan meget let forskrække hunden og give den kameraskræk. Brug derfor kun naturligt lys.
2. Lær din hund at posere for kameraet. Lettest er det at starte med at lære hunden at stå med poterne på en træstub eller lignende – så fanger hunden som regel lynhurtigt idéen om at fryse positionen. Husk masser af belønning for korrekt adfærd. Hvis hunden synes, det er en sjov øvelse, bliver det hele meget lettere.
3. Lysstyrke. Hvidbalance og skygger er svære at kontrollere i direkte sollys. Derfor er slørret sollys den letteste måde at få gode, detaljerede fotos på – i slørret sollys falder lyset mere jævnt. Mange bruger desuden solopgang og solnedgang, fordi det udover et blødt lys også giver flotte farver.
4. Lysindfald. Fotos i modlys kan være smukke, men til portrætfotos skal lyset helst falde bagfra eller fra siden. Bedst er det, hvis man kan få hunden til at dreje hovedet mod den største lyskilde.
5. Ret horisonten. Et skævt billede giver et sjusket indtryk. Sørg derfor for at holde horisonten i vater.
6. Ned i hundens øjenhøjde. Prøv at tage fotoet i eller under hundens øjenhøjde. Det får hunden til at træde bedre frem i billedet. Så ned på hug – eller endnu bedre: Læg dig helt ned på jorden.
7. Tænk over afstanden. Prøv at tage billedet så tæt på hunden som muligt, så den fylder hele fotoet ud. Hvis du har zoom, så zoom ind til den tænkte komposition, så du undgår for meget beskæring.
8. Dybde i billedet. En skovsti, en bro, en vej eller en lysning skaber god dybde i billedet. Leg med vinkler og perspektiv, og planlæg kompositionen. Tænk også over baggrundens farvesammensætning i forhold til hunden.
9. Sløret baggrund. Skyd med stor blænde/lille blændetal, fx f/2.8, for at opnå en sløret baggrund. Det giver en lav dybdeskarphed og mere ro og fokus på hunden. Vil du have baggrunden helt skarp, skal du vælge et højt blændetal, fx f/11. Har du ikke kontrol over blænden, så vælg en rolig baggrund i ensartede farver og uden forstyrrende elementer.
10. Fokus. Det er naturligvis vigtigt, at hunden er i fokus – og det er ikke ligegyldigt, om fokus er på hundens snude eller øjne. Hvis du har kontrol over kameraets fokus, så forsøg altid at få hundens øjne i fokus. Det giver en god intensitet i billedet.

Af Vibeke Poulsen, Kennel Bitte-Nus

RRK hylder avlstæven Rejea i anledning af hendes 10-års fødselsdag.

Ridgebow’s Rejea of Navy er født den 17. juli 2008 hos Britt-Marie og Sven Stjärnfeldt i Sverige. Far: australske Rijstone Aussie Rules. Mor: svenske Ridgebow’s Imazi of Sauvage, som har vores Kennel Bitte-Nus i sine aner. Tusind tak, Bitte og Sven, fordi I lod os få denne skønne guldklump. Rejea er ud af et kuld på 12, alle korrekte, og det var et svært valg, når der var hele 8 tæver. Hun var bare noget særligt, så stolt og vaks – hun skulle være vores nye avlshund.

Rejea er meget afbalanceret; hun hviler bare totalt i sig selv, intet kan ryste hende. Hun er meget kærlig og en fantastisk familiehund, en super skøn ven for os, børn og børnebørn. Hun har et stort jagtinstinkt, så vi har gået lidt til schweiss, men desværre er mine knæ ikke længere til at forcere grøfter og ujævnt terræn, så vi laver nu spor andre steder og er startet op med lidt Nose Work. Det er hun ret så vild med.

Rejea blev mentalbeskrevet i Sverige, og hun reagerede godt på alle momenter, helt som ventet. På udstillingsområdet har vi ikke opnået det store – et enkelt cert, og hun blev nr. 2 i mellemklasse ved WDS i 2010. Rejea synes ikke, det er sjovt at være i ringen, ret kedeligt faktisk. Hun blev dog lidt gladere, når vi kun tog hende med et par gange om året.

To kuld – og 49 børnebørn

Rejea har fået 2 kuld – 18 hvalpe i alt. Da hun skulle parres første gang, tog vi toget til Warszawa, en tur på 14 timer, og Rejea opførte sig bare, som om hun aldrig havde lavet andet. Jeg var meget imponeret. En time efter ankomsten mødtes Rejea og australske Caprivi Ticket To Ride, Apache, og det var kærlighed og parring ved første blik.

Andet kuld var kun en tur på 5 timer med tog til Stockholm. Rejea mødtes med svenske Ultra Aslans Heartbreaker, Elvis. De var meget glade for hinanden. Elvis var nybegynder, men så var det godt, at Rejea er så selvsikker og en lidt fræk tøs. Rejea har 18 børn i Estland, Sverige og Danmark, og det er blevet til 49 børnebørn, der bor i Estland, Finland, Sverige og Danmark.

Rejea er en fantastisk hund; hun er altid glad og helt vildt legesyg. Hun elsker at rende rundt med noget i munden – vi har legetøj i hele huset, og det er ikke hendes datter Zari, der smider det alle steder. Når vi er ude at gå tur, er det ofte Rejea, der lægger op til leg med de fremmede hunde, vi møder, med enden i vejret og fuld af krudt. Jeg er så glad i hjertet over, at hun stadig er lige så frisk som for 5 år siden.

Ikke noget med at stjæle mad, gå i sofaen eller i sengen, hvis man ikke har fået lov – de er elskede, vores hundepiger, hvor end de kommer hen. Når vi skal på ferie, har vi flere af vores hvalpeejere, som er vilde med at passe Rejea og Zari; de opfører sig eksemplarisk. Vi er så heldige at kunne mødes med en del af vores afkom til ture i parkerne, vi fejrer fødselsdage, og i flere år har vi også holdt julehygge sammen.

Vi håber, at vores Rejea-mus kan blive rigtig gammel. Hun er noget helt særligt.

Af Mia Trier-Knudsen, NordHund

I løbet af sommeren har jeg på min hundeskole afholdt nogle dage med temaet “Negleklip for Ridgebacks”. Min oplevelse er, at Ridgebacks relativt ofte er følsomme omkring deres poter og kløer og ikke er glade for at få klippet dem.

Derfor fik jeg lyst til at holde nogle dage, hvor der var mulighed for at arbejde koncentreret med poterne. På de to dage har vi arbejdet med forskellige metoder til at komme i gang med de negle. Her er et kort referat af, hvordan vi har grebet det an.

Frivillig håndtering

Jeg er stor fortaler for “frivillig håndtering” – altså at man lærer sin hund at blive håndteret (herunder at få klippet negle) på frivillig basis. Følelsen af kontrol hænger meget sammen med graden af tryghed. Hvis hunden føler, den har kontrol over situationen og kan starte og stoppe efter behov, vil den typisk være meget hurtigere til at føle sig tilpas, end hvis den ikke får det valg. Derfor har vi på forskellig vis arbejdet med at give hunden mulighed for at sige “jeg er klar” og “nu gider jeg ikke mere” i træningen:

• Det kan være at gå på tæppet, når man er klar, og kunne forlade tæppet, hvis det bliver for meget.
• Det kan være at røre et target, når man er klar, og opleve, at håndteringen slutter med det samme, hvis man flytter sig fra target.
• Eller det kan være, at hunden spiser eller slikker på noget lækkert, mens man håndterer – og så snart hunden stopper med at spise, stopper berøringen også.

Metoden giver øget tryghed og skal altid kombineres med, at hunden forinden ved, hvad der skal ske. Så vis neglesaksen (medmindre hunden er bange for den), sig noget bestemt, eller gør det altid et bestemt sted. Start så med at belønne hunden for at sige “jeg er klar” (fx når hunden går på tæppet) – og så kan træningen starte.

Babysteps

Det kræver lidt tålmodighed, når man skal skabe tryghed omkring noget, som hunden er utryg ved. Allerførst er det en god idé at skabe en ny og anderledes situation, så alle de gamle følelser ikke trigges. Man må starte et sted, hvor hunden føler sig tryg, og træne derfra. Måske er trin 1 bare at vænne hunden til, at man holder poten lidt – og gradvist i længere og længere tid. Vi har arbejdet med at belønne 1:1 for alle de små skridt, fx:

• vise neglesaks – godbid
• række ud mod hundens ben – godbid
• røre pote – godbid
• holde pote – godbid
• holde i længere tid – godbid
• holde pote og røre negl – godbid
• holde pote og hive i negl – godbid
• holde pote og røre med noget andet end negleklipperen – godbid

Bliv selv ved, og find på flere. Pointen er aldrig at overskride grænsen, samtidig med at man arbejder sig længere og længere i forløbet. Hvis hunden bliver utryg og vil væk, så lad den komme væk! I næste session må man så træne med mindre belastning for at genfinde trygheden.

Hunden kan selv file neglene

Et alternativ eller supplement til denne træning kan være at lære hunden selv at file neglene. Det var vi også i gang med.

Fotos og fortælling af Alexandra Nielsen

Her er en lille fortælling om mine to dejlige Ridgebacks, Faruk og Argos. Måske er det ikke noget for dig – men så spring det over.

Faruk bliver 3 år til maj. Jeg hentede ham i Finland, men han er født i Ukraine. Han var som alle ridgebackhvalpe aldeles bedårende og opførte sig eksemplarisk under flyveturen hjem. Han sad i en lille taske på sædet sammen med mig. Der var ingen problemer med at få ham ind i landet. Det største problem for os var, at han ikke måtte veje mere end 8 kg for at kunne komme med i kabinen. Men det gik – han vejede 7,9 kg.

Det viste sig desværre efter nogen tid, at han havde et tandproblem. Han kom ned til hundetandlæge Jens Ruhnau, der hurtigt fortalte, hvad jeg jo godt kunne se, nemlig at lille Faruk havde et kæmpe underbid. Vi fik en tid ugen efter. Faruk blev lagt i narkose, og der blev taget MANGE røntgenbilleder. Det var betryggende at være der selv. Undervejs fortalte de, hvad diagnosen var: Faruk havde fået et traume som spæd – måske var han blevet klemt, måske havde moderen flyttet ham og var kommet til at klemme ham. Konklusionen var, at det ikke var medfødt. Det blev til en lang operation. Alt gik godt, og det lægede hurtigt. Efterfølgende er vi til kontrol en gang om året. Heldigvis ser alt fint ud.

Han er blevet den dejligste, blideste, bedste ven, man kan forestille sig. Hans korte snude er jo noget atypisk, men det er kun en charme. Han har budt min lille nye ridgeback, Argos, velkommen på den mest kærlige måde.

Argos kommer fra den samme kennel som Faruk og blev ligeledes hentet i Finland og fløj i den samme lille sorte taske som Faruk. Min lille Argos er en rigtig lille gavtyv. Jeg glæder mig til at se, om han udvikler det samme gode temperament som Faruk, men nu, hvor han er 9 måneder, ser alt lovende ud. Han har dog en stor fejl: Han jager høns! Men det er et problem, vi arbejder på.

Svømning, balance og rally

Begge hunde har lært at svømme i Frederikssund Hundecenter. Engang troede jeg, at alle hunde kunne svømme, men det er min erfaring, at det ikke er tilfældet. Derfor har de, på trods af at de ikke kan lide vandet, gået til svømning. Da det jo også er godt for deres muskler, er det kun en gevinst mere.

Faruk gik til det, jeg kalder hundepilates, hos Hund i Balance. Da Argos kom til huset en torsdag, var han med til balancetræning om mandagen. Det styrker muskler og balance, specielt de indre muskler – og så er det sjovt. Det er utroligt, som ens store hund kan holde balancen på bolde. Den lærer også at arbejde med benene – ikke kun forbenene, men også bagbenene. Argos kom med på holdet med det samme, og det har givet ham en frygtløs tilgang til rigtig mange ting. Det er en træningsform, jeg er meget begejstret for og absolut vil anbefale.

Drengene går til rally hos NordHund. Vi er så heldige med vores hold; det er altid så hyggeligt og sjovt, og så lærer vi også noget. Det sidste nye er, at vi er startet så småt med Nose Work. Spændende – og de er glade for det. Lydighed træner vi også, og her bliver der taget hensyn til den enkelte hund og trænet ud fra dens niveau. Jeg havde helt mistet lysten til træning, men den er vendt tilbage. Lydighedskonkurrencer bliver det nok ikke til – men vi hygger os.

Spor i skoven

Jeg har været meget glad for at gå spor med alle mine hunde, men det er ikke blevet til så meget de sidste par år; faktisk har Argos ikke gået sit første spor endnu. Vi er nemlig så heldige, at vi nu bor i en gammel skovløberbolig midt i skoven. Så mulighederne er der – men der er altid dårlige undskyldninger. Det tager så lang tid med alle de spor, der skal planlægges, blod der skal skaffes osv. Men når så det hele er på plads, og man står der med sin hund og skal starte, så er det så dejligt. At se sin gode ven gøre det, han er bedst til, nemlig at gå spor – det er en glæde uden lige.

Det er vel sådan, når vi lever sammen med Ridgebacks, at det bliver lidt en livsstil. Vi bliver vel en del af flokken. Og det er jo slet ikke så værst.

Er der noget så dejligt som at se en ridgeback foran brændeovnen eller i en varm solstråle? Det er altid dejligt at gå ture med dem. Glade og fulde af liv hopper og springer de omkring – måske kan de lige lugte, at Mikkel Ræv har været der.

Hvis du har fundet lidt glæde ved at læse om vores hverdag, er det dejligt. Der er mange andre, der har det på samme måde – derfor: Skriv lidt om, hvad du laver med din Ridgeback! Måske tager du til udlandet og udstiller, måske har I været på ferie sammen. Der er rigtig mange muligheder.

Glade hilsner fra Argos, Faruk og Alexandra

Af Dorte Alsing Øtoft

Sommeren er herlig for os hundeejere. Vi kan løbe, lege, svømme og meget andet med vores bedste venner i det gode sommervejr. Men med sommeren kommer også nogle ting, som man skal tage højde for som hundeejer.

Det er tid til at gøre sig nogle overvejelser om, hvorvidt ens hunde skal med overalt i sommervarmen, og om man kan tilbyde hunden optimale forhold, når man er på ferie, på stranden eller kører en tur i bilen.

Bilen er en dødsfælde

Hvert år advares der om, at vores biler er dødsfælder for vores hunde, og alligevel er der fortsat hunde, der hvert år dør af hedeslag, fordi de bliver efterladt i en bil. Lad aldrig hunden sidde alene i en parkeret bil. Sol og skygge flytter sig, og der bliver hurtigt meget varmt i bilen, også selvom bilen er parkeret i skyggen. Luften i bilen er stillestående og hed, og det hjælper sjældent med vinduer på klem, hvis luften udenfor er stillestående. Temperaturen i bilen stiger lynhurtigt, og de fleste ved, hvor ulideligt det kan være at opholde sig i en bil, der måske blot er 30 grader varm.

En newzealandsk undersøgelse har påvist, at en hund kan få livstruende skader efter 20 minutters ophold i en 49 grader varm bil – og husk, at en indkøbstur altid tager mere end 10 minutter. Der er kun én fremgangsmåde, der virker: Efterlad aldrig din hund i bilen om sommeren! Du er på den sikre side, hvis du betragter det som et princip, som du aldrig går på kompromis med.

Lad være med at rulle vinduerne ned under bilkørsel, så hunden sidder med hovedet ud ad vinduet. Det kan give træk og forårsage infektioner i øjne og ører.

Varme poter og solskoldning

Fortove, veje, sand og andre overflader kan forbrænde hundens trædepuder. Det kan være en god idé at lufte sin hund om morgenen og om aftenen, når underlaget er køligst. Prøv at holde hånden eller din bare fod på underlaget i 30 sekunder, inden du lader din hund gå på det. Hvis det gør ondt på dig, vil det også gøre ondt på din hund. Man bør være ekstra opmærksom, hvis man skal ud og sejle med sin hund – et færgedæk bliver meget varmt på en sommerdag.

Det er skønt at opleve naturen sammen med sin hund og evt. tage længere dagsvandreture. Alt efter hvilken type underlag man skal vandre på, bør man være opmærksom på, at længere ture i ujævnt landskab kan være hårdt for hundens poter. Man kan hjælpe sin hund i varmen ved at medbringe vand på turen, så den kan tilbydes vand oftere end normalt. Desuden kan man fugte hundens poter og køle dens hoved med vandet.

Alle områder af huden, som kun er dækket af et tyndt lag hår, er udsat for solskoldning. Hunden kan også blive solskoldet på snuden. Man kan bruge en vandfast solcreme specielt til babyer eller kæledyr. Sørg for at smøre ører, snude og huden omkring munden ekstra godt.

Hedeslag

Hunde kan ikke regulere deres varmebalance ved at svede gennem huden, ligesom vi mennesker kan. Hunde bliver derfor nemt overophedede, og de kan få hedeslag efter ganske kort tids eksponering i varmen. Hvis hunden skal være uden opsyn, skal man derfor altid sikre sig, at den har adgang til frisk vand og skygge. Voldsom halsen, gispen efter vejret eller bevidstløshed kan være tegn på hedeslag.

Hvis hunden får hedeslag, skal man først og fremmest sørge for, at opvarmningen ikke fortsætter, ved at anbringe hunden i kølige omgivelser. Bagefter renser man hundens mund for eventuel fråde eller savl. Hunden afkøles ved at overbruse den med 15–20 grader varmt vand. Vandet må ikke være for koldt, for så forhindres kroppen i at komme af med varmen, fordi blodkarrene i huden trækker sig sammen. Det bedste sted at afkøle kroppen er i lysken og på bugen, hvor behåringen er tyndest. Afkølingen kan også foregå med håndklæder, opvredet i koldt vand, som man lægger over hunden.

Selvom hunden i løbet af kort tid kan virke normal igen, bør man kontakte sin dyrlæge. Har hunden været bevidstløs, skal man straks kontakte sin dyrlæge, da alvorlige tilfælde af hedeslag kan være livstruende og kræver dyrlægehjælp hurtigt.

Vand, både og grill

Nogle Ridgebacks elsker vand, og at plaske rundt i svømmebassinet kan være en god måde at bekæmpe varmen. Søer og strande er også fine steder for hunden at lege og svømme. Vær sikker på, at hunden nemt kan komme op af vandet, og at der ikke er nogle stejle kanter. Andre Ridgebacks er bange for vand og vil kun soppe – tving ikke hunden, men lad den udforske i sit eget tempo.

Pas godt på understrøm, grønne alger og brandmænd. Det kan varmt anbefales at have hunden i en lang line. Husk at skylle både klor- og saltvand ud af pelsen, og hold øje med overdreven hovedrysten og kløe i øret efter svømmeturen – det kan være tegn på en øreinfektion. Vær også opmærksom på, at hunde ikke er velkomne på strande med blåt flag fra april til oktober. Skal hunden med ud at sejle, bør den have redningsvest på og helst være fastspændt til båden med en line.

De lune sommerdage lægger op til bål- og grillhygge. En evigt sulten Ridgeback kan kræve sin opmærksomhed, når der grilles. Pas på, at hunden ikke snupper en pølse fra risten eller slikker på en varm grillrest, da det kan forårsage forbrændinger på tungen eller i munden. Optændingsvæske er gift for din hund og skal holdes uden for dens rækkevidde.

Skrubtudser og insektstik

Udover hugormen er skrubtudsen heller ikke nødvendigvis det mest behagelige bekendtskab for en nysgerrig og legesyg Ridgeback. Skrubtudsens hud er oversået med vorter med kirtler, der producerer et slimet, giftigt sekret. Får hunden nappet i en skrubtudse, vil den begynde at smaske eller gnide læberne mod jorden, og læberne kan blive dækket af skum. Oftest forsvinder ubehaget i løbet af kort tid.

Insektstik ses ofte hos hunde og skyldes i reglen bier, gedehamse og hvepse. Stikket er i reglen ufarligt, men man må være særdeles opmærksom på, om det er sket i mundhulen, for så kan tunge og/eller svælg hæve så voldsomt, at der kan være risiko for kvælning. Symptomerne er, at hunden savler, smasker, eller man kan se en hævelse i læber og/eller tunge. Er der tale om bistik, bør brodden fjernes: Brug en pincet, og tag fat så tæt på broddens spids som muligt.

Vi ønsker jer en dejlig sommer med mange sjove og spændende oplevelser i de mange lyse og lune timer sammen med jeres skønne firbenede venner.