Kategori: RIDGEBACKEN-artikler

Af redaktionen

Trænger din hund til lidt aktivering indendørs, er ‘Find mad i håndklædet’ en sjov og billig leg.

Forberedelsestid: et par minutter. Legen kan bruges til en hel portion mad eller til en håndfuld godbidder.

Sådan gør du

• Du skal bruge et helt almindeligt håndklæde. (Et viskestykke kan gøre det, hvis du kun bruger en håndfuld godbidder.)
• Du breder håndklædet ud og lægger en række mad ud i håndklædets længde.
• Så folder du håndklædet ind over maden og lægger en ny række mad på håndklædet. Gentag, til håndklædet er foldet til en lang ‘pølse’.
• Sno ‘pølsen’ og bind en knude. (Hvis det er første gang, I leger ‘Find mad i håndklædet’, kan du lette opgaven ved ikke at binde knuden for stramt.)

Det er en hyggelig aktivering af hunden, der skal tænke og arbejde for at få sin mad. Samtidig sikres det, at maden ikke spises for hurtigt.

Har du en god idé til en indendørs aktivitet med din Ridgeback, så send en beskrivelse og et par billeder til blad@ridgebackklub.dk. Vi vil gerne dele jeres gode idéer.

Af Dorthe Østergaard Christensen

For ca. 8 år siden flyttede en lækker lille RR ind til os. Det var ikke første gang, vi skulle have hund. Det var 15 år siden, vi sidst havde haft en hvalp, men det, mente vi, skulle nok gå.

Endelig kom dagen, da vi kunne hente ham. Det var arrangeret, så en af os var hjemme hos ham de første 14 dage, og derefter arbejdede vi på skiftende tider, så han gradvis blev vænnet til at være alene. De uger gik det rigtig godt. Han sov, vi legede, vi nussede, han sov, vi gik ture, vi småsloges, og vi puttede. Det var ikke noget problem med at blive renlig – det var han nemlig allerede, da han kom hjem, så det skulle vi kun vedligeholde.

Nu lyder det til, at alt bare var fryd og gammen, men sådan var det ikke altid, for han havde nu også masser af energi, så selvom vi havde aflastningslegetøj, var vi ret så hullede på arme og hænder.

Tiden gik, og det blev hverdag med en hvalp og unghund i huset. Vi startede med at lade ham gå i underetagen. Det blev senere til vores store entré og gæstetoilet. Der var legetøj, guf pakket ind i et håndklæde og en hule til ham (et stålbur dækket med et klæde). Igennem de første to år var det altid spændende at komme hjem.

Uanset om vi var hjemme eller ej, om vi lige havde været aktive med ham i lang tid, fik han hurtigt energi igen. Derfor kaldte vi ham også vores ”damp-hund”. Nogle dage var der ”pænt”, når vi kom hjem fra arbejde. Andre dage var der overraskelser.

Når han kunne snige sig til det, blev der splittet toiletruller, slebet tænder i væggen, dækslerne på stikkontakterne måtte vi jævnligt skifte ud, legetøj blev bidt godt igennem, bamserne – også dem der var større end ham – blev overfaldet. Og selvfølgelig kom han også og lokkede os til at lege med ham. Når han var kørt helt op, fik vi ham til ro ved at sidde ved siden af hans kurv og nusse, og senere foretrak han selv at gå ud i sin hule (det overdækkede bur), som han altid havde adgang til.

En enkelt dag havde en af os glemt at lukke lågen til trappen til 1. sal, så et ”fantastisk” syn ventede i soveværelset, hvor vi havde en halvantik gammel velours-sofa stående. Dvs. vi plejede at have den stående. Jeg ved ikke, om det var en aftale mellem min mand og Kiburi, men i hvert fald var det ikke nødvendigt at drøfte, om sofaen skulle til genbrug eller ej, for der var ikke mere nogen sofa. Den var splittet ad, som i splittet i 100.000 stykker og totter.

Hver dag fik han også mindst én flippertur – en tur, hvor han sprintede rundt enten ude eller inde (noget han faktisk stadig kan finde på). Flipperturene kom både hjemme, og når vi havde legeaftaler, og så var det sjovest, hvis der var nogle af de andre hunde, der ville løbe efter ham.

Udover disse flipperture, at bide ting i stykker og drille var – og stadig er – han en meget kærlig hund. En kærlighed han viser med sin meget lange tunge, som han meget gerne bruger, når han ”kysser”. Og kysse det gør han ved rigtig mange, der viser ham kærlighed.

Han var virkelig, virkelig krævende de første 2–2½ år, men det overskyggede ikke glæden ved at have ham. Da han var 2½ år, flyttede hans kuldsøster ind, og så kunne de bruge noget energi sammen, men det er en anden historie, som tidligere har været i RR-bladet.

Nu varer det ikke længe, før de fylder 8 år. Damp-hunden er blevet mere rolig, men kan stadig godt lide, når min mand går på alle fire og ”slås” med ham.

Fortalt af en hvalpekøber

Efter at jeg havde mistet min 10 år gamle hund til cancer, en rottweiler-bokser-blanding, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne få dagligdagen til at fungere uden hund, så mine store drenge og jeg begyndte at kigge på nettet.

Vi tjekkede racer, for det skulle være en god familiehund, og den måtte ikke være for lille. Helt tilfældigt stødte min ene søn på et Rhodesian Ridgeback-kuld, der var til salg, og vi begyndte at læse op på den race, for den havde vi aldrig hørt om før. Sikken dog en fantastisk race – dejlige egenskaber, en fantastisk forhistorie, og så var den jo utrolig smuk.

Jeg skrev til avler; det kunne jo være, at der stadig var en ledig hvalp. Og ja, vi var super heldige, der var stadig et par stykker tilbage, så vi aftalte besøg den førstkommende weekend.

Avler boede et lækkert sted, en stor gård med mange forskellige dyr. De havde et stutteri med nogle super flotte heste af en race, som jeg heller aldrig var stødt på tidligere. Vi blev mødt på gårdspladsen af 3 Rhodesian Ridgebacks, som kom over og lænede sig op ad vores ben, og vi blev helt forelskede i racen. Deres lille datter kom også løbende, fuld af smil og en masse ord – vi skulle have alt at vide om høns, katte og naturligvis hundehvalpe.

Avler fortalte en masse om stedet og viste os hvalpene, som lige var blevet 4 uger. De boede i en indhegning i deres bryggers. Hold da op, hvor var de dejlige. Der var et par stykker, vi kunne vælge imellem, og vi valgte Kenzo, da han valgte min ene søn, og så lignede han hunden fra tegnefilmen Scooby-Doo – det var ikke til at stå for. Han havde ingen ridge, men pyt med det, det var jo ikke det vigtigste. Avler forklarede, at de ikke havde stamtavler til hundene, da det ikke var det væsentlige – det er jo hundens ve og vel, man går op i, ikke et stykke papir – og da vi aldrig har gået op i stamtavler, så betød det ikke så meget. Kenzo var jo en Rhodesian Ridgeback til 14.000 kr.

Vi aftalte, at vi rigtig gerne ville reservere Kenzo, og tog glade hjem igen. Kort efter modtog vi en mail med faktura på depositum, 3.000 kr., som vi naturligvis betalte umiddelbart efter.

To uger efter kom vi på genbesøg, og det hele gentog sig – dog var hvalpene vokset meget og var bare blevet endnu dejligere. Vi fik at vide, at de snart skulle til Tyskland efter et par nye hvalpe, så de kunne få nye gener i deres hvalpe, og de glædede sig meget. Vi talte om, hvor dejligt det ville blive med en lille ny hvalp i familien. Vi aftalte at besøge hinanden med hundene, og vi aftalte også, at så snart alle hvalpe var kommet til deres nye familier, ville de lave en Facebook-gruppe, så Kenzo kunne holde kontakten med sine søskende. En super god idé.

Midt i maj kunne vi hente Kenzo. Vi blev mødt af manden og den lille pige; kvinden var der ikke. Vi modtog en stor pose hundemad, noget legetøj og et gavekort til det firma, som havde leveret maden – men ingen kvittering på restbeløbet på 11.000 kr., som vi havde indbetalt til deres konto, og heller ingen købskontrakt på hunden. Manden sagde, at vi ville modtage en mail, så det var jo fint nok.

Skæve hjørnetænder

Da Kenzo blev 12 uger, tog vi til tjek og vaccine hos vores dyrlæge. Straks han så Kenzo, så han et problem: Hjørnetænderne i underkæben var vokset op i overmunden og havde lavet to dybe huller. Det var ikke godt, da det ville forhindre hans kæbe i at vokse ordentligt, så de skulle opereres ud. Han kontaktede straks tanddyrlægen, som gav ham ret, og vi aftalte, at jeg skulle skrive til avler, da det var et genetisk problem, så de andre hvalpe kunne have samme problem.

Jeg skrev en sms til avler samme aften – det var nemlig den måde, vi holdt kontakten. Jeg modtog intet svar, heller ikke dagen efter. Så skrev jeg over Facebook Messenger, da det var lidt vigtigt med et svar fra avler, men jeg hørte stadig intet. Min dyrlæge tog kontakt til deres dyrlæge, da han ville spørge ind til resten af kuldets tænder, men deres dyrlæge holdt fast på, at der intet havde været galt ved 8-ugers-undersøgelsen, og ville ellers ikke udtale sig.

8 dage efter opdagelsen af de skæve hjørnetænder blev Kenzo opereret; min dyrlæge ville ikke vente længere, da det ikke var godt for Kenzo. Jeg kontaktede mit forsikringsselskab, da Kenzo er sygeforsikret, men de ville ikke hjælpe, da det er en genetisk fejl.

Jeg fandt avlers mailadresse og skrev til dem om Kenzos operation, og at det undrede mig meget, at de ikke havde svaret på mine henvendelser. Samtidig bad jeg om økonomisk dækning af regningen, da både dyrlæge, tanddyrlæge og forsikringsselskab havde sagt, at det var en genetisk fejl. Så fik jeg endelig svar, men de ville ikke dække regningen, da de ikke havde fået lov til at lade egen dyrlæge se på Kenzo. De havde haft 8 dage, men overhovedet ikke reageret på mine henvendelser. Jeg betalte naturligvis regningen – der var ingen vej udenom, Kenzo skulle jo have fjernet tænderne.

“Ikke rene RR”

3 måneder senere så jeg tilfældigvis i et Facebook-opslag, at avler skrev, at Kenzo og hans søskende ikke er rene RR, da hans far er en blandingshund. Jeg var nær faldet ned af sofaen. Det kan da ikke være rigtigt – har vi givet 14.000 kr. for en blandingshvalp i den tro, at den var en RR? Må man det som avler? Jeg blev virkelig vred. Jeg ville bestemt have penge tilbage; det her kunne ikke være lovligt.

Jeg gik straks i gang med at læse op på love og regler. DKK kunne jeg jo ikke kontakte, da vi ikke har stamtavle på ham. Jeg kontaktede den sociale retshjælp, for jeg anede ikke, hvilken vej jeg skulle gå, og de gav mig lidt vejledning. Jeg kontaktede mit forsikringsselskab for at høre til retshjælp, og det ville jeg kunne få – men først efter at jeg selv havde lavet alt forarbejdet, hvilket betød rekommanderet brev med mine krav og en stævning.

Et par dage efter afsendelsen af det rekommanderede brev, som jeg forfattede i samråd med advokathjælpen i min kommune, fik jeg svar fra avler. De ville ikke imødekomme mine krav. Samtidig skrev de en masse, som ikke har hold i sandheden – blandt andet at jeg skulle have ændret foder, så de ikke kan garantere for hans sundhed efter overdragelse, at de præsenterede os for ægte RR ved et besøg, så vi kunne se forskellen, samt at vi var blevet orienteret om, at far var blanding, og at vi skulle have sagt, det var uden betydning, da Kenzo ikke skulle bruges til avl.

Jeg kontaktede straks en jurist, da det svar slog mig helt ud – og det blev jeg ikke mindre slået ud af. Juristen oplyste mig, at når jeg køber en hund uden stamtavle, så har jeg faktisk ingen rettigheder. Avler står ikke med bevisbyrden; de kan være fuldstændig ligeglade – jeg har jo selv valgt at købe hvalpen.

Så mit råd til både mig selv og alle andre: Køb aldrig en hund uden stamtavle. Du aner ikke, om avler fylder dig med vås, om de sælger dig en hvalp med forbudte racer i, eller om hvalpene er degenererede – og så snart du har købt og betalt den, så er den fuldt ud dit ansvar.

Læs også klubbens råd på Før du køber hvalp og Stambog eller ej?

Af Anne Julie Lorentzen

Opdrættere, der leder efter en hanhund til deres tæves næste kuld, står over for en af de sværeste opgaver, der findes. Der lægges enorme ressourcer i at finde det rigtige match – og ud over hjemmesider og stamtavler ønsker opdrætteren også et personligt kendskab til de hanhunde, der har fanget øjet.

For dig, der ejer en avlsgodkendt hanhund, betyder det, at du kan modtage henvendelser fra tæveejere, der vil vide mere om din hund. Det er ganske flatterende. Selvom man selvfølgelig har den bedste hund på jorden, er det lidt særligt, når andre også har fået øje på ham. Her er mine råd til, hvad du bør være bevidst om, hvis du får en henvendelse:

• Opdrættere spørger til mange hanhunde og stiller mange og svære spørgsmål. Det er en del af arbejdet med at lave et kuld – det er ikke sikkert, at det bliver din hanhund, selvom de spørger interesseret.
• Dit ansvar starter allerede her. Har du ikke prøvet det før, så allier dig med din opdrætter eller en anden kyndig person.
• Ridgebackklubbens etiske regler for avl gælder også for hanhundeejere, så du bør kende dem.
• Får du en henvendelse fra udlandet, så vær opmærksom på, om tæven har FCI-stamtavle og er avlsgodkendt i landets FCI-anerkendte specialklub.

Dedikation til at forbedre racen

Du er den eneste, der kender din hunds helbred og mentalitet til bunds. Som hanhundeejer har du et kæmpe ansvar for at videreformidle det kendskab til opdrætteren, som skal bruge det til at vurdere, hvor godt din hanhund matcher tæven. På samme måde har opdrætteren ansvar for at fortælle dig om tævens helbred og mentalitet. For erfarne opdrættere og avlshanhundeejere er noget af det vigtigste i samarbejdet tillid til hinandens ærlige, etiske engagement i racen – og at man forholder sig så objektivt som muligt til sin hunds egenskaber.

Det kræver et basalt kendskab til racestandarden at kunne give kvalificerede svar. Opdrætteren har måske kun set ham på billeder eller på afstand på en udstilling. Er han kohaset, drejer han ud på forpoterne, eller har han meget halshud? Hvordan møder han andre hunde, børn og fremmede? Har han stort jagtinstinkt? Har han haft svamp i ørerne, hotspots eller analkirtelproblemer?

Det væsentligste i regnestykket er IKKE, at din dreng tager sig godt ud. Det er, om hans gener sammen med den pågældende tæve samlet set kan bidrage positivt til racen.

Du er den eneste, der har svarene, og det er utroligt vigtigt, at du ikke udelader eller pynter på noget. Vejer han 50 kilo og er et monster over for andre hanhunde, så vær ærlig om det. Er du ikke så velbevandret i racestandarden, så allier dig med din opdrætter.

Vær tydelig fra starten

Gør dine forventninger og krav klare fra starten, så du mindsker risikoen for misforståelser om, hvorvidt din hanhund er til rådighed. Det gælder kontraktforhold, krav til selve parringen og eventuelle krav til, hvordan opdrætteren holder og sælger hvalpene. Når først tæven er parret, kan du ikke fortryde. DKK har en standard-parringskontrakt, som dækker de basale aftaler.

Hvad kan jeg kræve af tæveejeren?

Du kan forvente, at tæveejeren beredvilligt svarer på, hvorfor de har kig på din hund: hvilke egenskaber de leder efter, tævens fysiske og mentale egenskaber og sundhed, hvordan de vil holde og socialisere hvalpene, hvem de vil sælge til, og hvordan de følger hvalpene. Kan du ikke møde tæven inden parringen, bør du kunne få billeder, video, testresultater og stamtavle.

Du kan ikke kræve, at tæveejeren holder tæven eller hvalpene på en bestemt måde eller sælger til bestemte personer. Derfor er det vigtigt at mærke efter, om det er mennesker, man kan have tillid til. Er der ”noget, der gnaver”, kan du sige nej – men det er ikke god stil at ombestemme sig i sidste øjeblik, så lav forarbejdet i god tid.

Hvad skal jeg have styr på inden parringen?

• Send din kontrakt til underskrift i god tid. Særligt betalingsforholdene skal være krystalklare.
• Få testet din hunds sædkvalitet i god tid, så tæveejeren ikke kører forgæves – og hav dokumentation fra dyrlægen.
• Aftal, hvor og hvordan parringen skal foregå. Du bør have et solidt indhegnet udendørs område, stort nok til at hundene kan lære hinanden at kende, men ikke så stort, at de kan komme for langt væk fra jer.
• Få dokumentation for, at tæven er helbredstjekket for infektioner.
• Kommer tæveejeren langvejs fra, så kend en dyrlæge med speciale i reproduktion i nærheden, som kan assistere, f.eks. ved inseminering eller ekstra progesterontest. Parringer venter ikke altid til åbningstid på en hverdag.

Hvordan foregår en parring?

Langt de fleste parringer foregår ved, at hundene mødes, hilser og lærer hinanden at kende. Ofte bliver hilseriet til (parrings)leg, hvorefter hanhunden prøver lykken. Er tæven højløbsk, står hun som regel godt fast og lægger halen til side, når hun er klar. Vær opmærksom på:

• At mødet ikke bliver for voldsomt. Unge, uerfarne hanhunde kan have svært ved at justere deres adfærd. Lad aldrig din hanhund jagte tæven eller kravle på hende, hvis hun tydeligt forsøger at undgå det ved at knurre, bide eller skrige.
• At hundene ikke kan komme længere væk, end at I kan være hos dem på få sekunder. Når de hænger sammen, kan nogle tæver forsøge at komme fri eller vende sig og bide – og begge kan komme alvorligt til skade.
• At han måske skal have lidt hjælp, hvis han hopper op, men ikke kan ramme.
• Tag tid på, hvor længe de hænger sammen – det er nyttigt for dyrlægen, hvis noget uforudset sker.
• Gå roligt rundt med tæven bagefter, så hun ikke sætter sig og tisser lige efter.

Hav tæpper klar, hvis det er koldt, eller våde håndklæder til at køle af, hvis det er varmt – når hundene hænger sammen, kan man hverken hente ting eller trække dem i læ. I iskoldt regnvejr eller høj sol bør man finde et indendørs område.

I teorien er én god parring på det rigtige tidspunkt nok. I praksis vil de fleste gerne have to parringer med en dags mellemrum, nogle gange tre. Der er ingen grund til at parre hyppigere, da sæden kan holde i flere dage i tæven. Det er tæveejerens ansvar at komme med tæven på det rigtige tidspunkt.

Hvis der ikke kommer hvalpe – og betalingen

Det er normal kutyme at tilbyde en omparring, hvis tæven ikke bliver drægtig. Der kan let gå 6–12 måneder til næste løbetid, så aftal på forhånd, hvad I gør, hvis hanhunden i mellemtiden er blevet steril, er død eller på anden måde forhindret – f.eks. delvis kompensation eller frostsæd.

De fleste parringer koster cirka det samme som værdien af en hvalp. Enten betales fuld pris ved parringen, eller betalingen deles op i en springafgift ved parringen og en rate, der afhænger af antallet af levendefødte hvalpe. Det er en smagssag – men det skal stå i kontrakten.

Besøg og papirarbejde

Kan jeg få lov at besøge og følge hvalpene? Det bør være en selvfølge – jeg kender ingen opdrættere, der ikke påskønner hanhundeejerens interesse i kuldet.

I forbindelse med parringen udfyldes og underskrives et parringsbevis, hvor du som hanhundeejer bekræfter, at det er din hanhund, der har parret tæven. Tæveejeren indsender det til den stambogsførende klub for at kunne registrere kuldet.

Af Lene Tornkjær, veterinærsygeplejerske

Jeg bliver helt ked af det på min elskede races vegne, når jeg ser opslag med Ridgebacks, der står og kryber sammen på grund af regn eller kulde – og hører alle undskyldningerne for, hvorfor Ridgebacks ikke kan lide regn og kulde.

Hvor tit hører jeg ikke i mit job som veterinærsygeplejerske: ”Vi har heller ikke været så meget ude, fordi vejret har været så dårligt, og min hund vil ikke med ud.”

Helt enkelt har de fleste Ridgebacks kun et tyndt lag pels og ingen underuld. Og når vi har de kære hunde i 20–25 grader indenfor, er det ikke så mærkeligt, at de fleste synes, det er koldt, når udetemperaturen er noget lavere – især hvis de ikke kan løbe sig varme og forblive aktive, men skal følges i snor med en ejer, der går i sit eget tempo. At blive kold og få stive muskler og led er ikke hensigtsmæssigt, når det gælder risikoen for gigt og andre lidelser i bevægeapparatet på sigt.

Kulde og regn kan trænes

Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vores Ridgebacks skal pakkes ind i vat, men det er os som ejere, der skal give dem de bedste muligheder for at trives i al slags vejr – med udgangspunkt i den enkelte hund.

Jeg har siden 2001 haft tre Ridgebacks. Vores første, Kali, hadede vand og kulde. Han var helt sikker på, at han smeltede, når det regnede eller var under 15 grader. Han var desværre ikke så heldig som Poma og Brace, som vi trænede med sjov og foder ude i regnvejr helt fra hvalpe af. Ingen havde fortalt os, at det var en mulighed, og at det kunne gøre en forskel. Men det kan det virkelig.

Kulde og regn kan og bør trænes på lige fod med alle de andre ting, en lille hvalp skal vænnes til.

De fleste Ridgebacks kan vænnes til både regn og kulde – og det synes jeg faktisk, man skylder sin hund, når vi nu har valgt, at den skal bo i Danmark, hvor vejret er, som det er. At lave dejlige ting med den nye hvalp udenfor, når det regner, kan gøre underværker for, hvordan den senere opfatter regnvejr. Tag f.eks. lidt vådfoder med ud, og lad hvalpen snuse efter det, mens det regner.

Som oftest er det en god idé at starte med sig selv. Det giver ikke det mest positive billede for hunden, hvis man som ejer står og kryber sammen i hoveddøren, når det regner og er koldt.

Et godt dækken gør underværker

Er det koldt, er et dækken en fin mulighed. Men det skal være rart at have på og give hunden god bevægelighed – det vil sige have den rigtige pasform og størrelse og være af et fleksibelt materiale, f.eks. uld, som er vores favorit. Mange dækkener kan være statiske og give stød; det gør uld ikke.

Skal hunden synes om dækkenet, er det også vigtigt at lære den frivilligt at stikke hovedet ind i halsåbningen. Lad være med at blive fristet til at trække det ned over hovedet på den.

God træning!

Af Annette Rosenfeldt

Jeg bor sammen med to han-ridgebacks, Ajabu og Chikozi. Til daglig lyder de fællesbetegnelsen ’drengene’, og de fylder mit liv med aktiviteter, oplevelser, hygge, udfordringer og ikke mindst sjov.

Ajabu er en nu 8½ år gammel, ’korrekt’ hanhund og er den anden ridgeback, vi fik i familien. Da han var kommet til verden, blev vi af opdrætteren spurgt, om vi ville have mod på at udstille ham. Kennelen ville naturligt nok gerne have vist deres hvalpe frem – og have dem bedømt officielt. Vi sagde ja efter devisen ’det har vi ikke forstand på, men hvis I gerne vil have det, så er vi friske …’ Den lille hvalp med det sorte halsbånd, den sidste hvalp, der blev født i kuldet, blev vores. Dengang som nu var han en herre, der ikke lod sig mærke med verdens udfordringer, hvilede i sig selv og tog tingene, som de kom.

Ajabu voksede til og blev en harmonisk, men lidt for stor dreng. Jeg viste ham i udstillingsringen, og vi klarede os ganske udmærket med en blanding af Excellent- og Very Good-præmieringer. Gennem diverse udstillinger lærte jeg mere om ridgebacks og om racestandarden, hørte om ’fejl’, som ridgebacks kan være født med, og så selvfølgelig en masse smukke hunde.

Temperamentet

En af de ting, der kom til at optage mig, var hundenes temperament. Desværre oplevede jeg et par gange nogle ubehagelige episoder ved udstillinger: hanner og tæver, som opførte sig aggressivt i udstillingsringen. Jeg kiggede på min egen rolige og milde hanhund og tænkte, at sådan et væsen ville jeg faktisk gerne se i flere ridgebacks. Tanken blev lidt mere konkret, som han voksede til, og jeg forhørte mig derfor hos hans opdrætter om deres holdning til eventuelt at lade ham gå i avl.

Igen blev jeg klogere. Faktisk var han allerede på det tidspunkt avlsgodkendt. Det kræver nemlig i princippet bare to ting: at han er røntgenfotograferet på hofter og albuer med resultater inden for nogle fastsatte værdier, samt en præmiering på en officiel udstilling med minimum Very Good. Røntgenfotograferingen var et led i kennelens konsekvente avlsarbejde, og derfor var det et krav, da vi købte ham, at han skulle røntgenfotograferes, inden han blev 2 år.

Der findes en række ’fejl’ og sygdomme, som det er ønskeligt at holde væk fra vores race, og derfor findes der tests, hvor man kan få klarhed over, om hunden genetisk bærer disse. Jeg besluttede mig derfor for at få testet Ajabu, så jeg følte, at jeg kunne stå inde for at tilbyde ham til avl. Heldigvis var hans testresultater gode.

Et nej er også et ansvar

Jungletrommerne lød, og en fin lille hjemmeside (lavet af Ajabus opdrætter) hjalp med at gøre verden opmærksom på, at vi var klar til at indgå parringsaftale. En dag blev jeg ringet op af en venlig dame, som havde en tæve, hun syntes Ajabu kunne passe til. Jeg bad om tævens DKK-registreringsnummer, højde og vægt samt et par billeder. Det viste sig at være en tæve, der var højere end standardbeskrivelsen. Så selvom tæven var rigtig køn og af samme type som Ajabu, sagde jeg pænt nej tak.

Det var faktisk ikke nemt at tage den beslutning; jeg ville jo gerne have ham brugt, men samtidig havde jeg et ansvar over for racestandarden. Ajabu er en lidt for stor hanhund, og jeg ønsker ikke at avle racen større. Grunden til, at jeg har valgt at tilbyde ham til avl, er, at hans størrelse er hans ’største fejl’ – hans rummelige og dejlige væsen må i et ansvarligt avlsarbejde vinde over størrelsen. Men ved at bruge en stor hanhund måtte jeg være ansvarlig og vælge en tæve, som holdt sig inden for racestandarden.

Flere kenneler har vist mig den tillid at spørge, om de måtte bruge Ajabu i deres avlsarbejde. Jeg har kigget på alle tæver, og i 5 tilfælde har der været – i mine øjne – et godt match. De holder størrelsen, er typemæssigt tæver, som jeg synes godt om, og fra opdrættere, som jeg er tryg ved. De 5 kuld har affødt i alt 51 hvalpe, og jeg fører fuld hvalpestatistik over fx, hvor mange der har brune næser, er kryptorkide, har ridgefejl, er ridgeløse, har knækhaler eller Dermoid Sinus.

Chikozi – avlsgodkendt, men ikke i avl

Min anden ridgeback, Chikozi, kommer fra Ajabus første kuld. Han er nu 4½ år gammel og af en anden støbning end sin far. Han holder standarden i størrelse; er faktisk en lidt ’let’ hanhund, og han er naturligvis røntgenfotograferet og udstillet. Chikozis resultater gør, at også han er avlsgodkendt. Men han skal ikke indgå i avl.

For et par måneder siden blev jeg kontaktet af en udenlandsk opdrætter, som var helt forelsket i Chikozis udtryk og hans mørkebrune øjne, og som gerne ville høre, om han var tilgængelig for et kuld hvalpe. Men desværre måtte jeg igen sige nej tak.

Jeg elsker ham højt, men kriteriet har altid været, at jeg skal kunne kigge på min hanhund og tæven og tænke, at ’en hvalp fra den kombination ville jeg sælge til min allerbedste ven’.

Chikozi blev som 6 måneder gammel opereret i sin skulder for noget, som måske kunne være OCD. Tanken om, at han eventuelt ville kunne give det videre, er nok til, at han får et liv uden afkom. Ærgerligt, men desværre klarer Chikozi ikke min egen ’syretest’, og derfor skal han ikke bruges i avl – uagtet at han formelt set er avlsgodkendt.

Læs også opfølgningen “Hvis min hanhund skal bruges i avl” – og klubbens etiske avlsanbefalinger.

Af Mia Trier-Knudsen, NordHund

”Du har jo sådan en Ridgeback … hvordan er den med andre hunde?”

På min hundeskole er jeg så heldig at møde masser af skønne Ridgebacks, og det er selvsagt altid en glæde. Men det er selvfølgelig alle mulige andre racer, der udgør størsteparten af mine kunder. Folk ved godt, hvilke hunde jeg selv har. Mange stiller interesserede spørgsmål til Ridgebacks og komplimenterer vores smukke hunde. Men desværre har jeg flere gange også mødt ovenstående type spørgsmål og fået nogle tåkrummende beretninger om:

• Ridgebacks i skove og på strande, der løber meget langt væk fra deres ejere, og som opsøger og tumler andre hunde på en måde, så det ikke er sjovt.
• Ridgebacks med opsøgende, aggressiv adfærd over for hunde af eget køn.
• Et par episoder fra indhegnede hundeskove, hvor andre har måttet forlade området af den årsag.
• Et enkelt tilfælde af to Ridgebacks, der løber flere hundrede meter fra ejeren, går i jagtmode og gennemrusker en lille hund, indtil hundens ejer heldigvis får dem råbt eller sparket væk.

En historie har selvfølgelig altid to sider, det er jeg klar over. Alligevel får jeg røde kinder, når jeg hører historier som de her. Hvorfor? Fordi jeg mener, at til en stor, atletisk, selvstændig, bomstærk hund med et veludviklet jagtinstinkt hører der et ansvar ud over det sædvanlige. Der skal simpelthen ikke være en finger at sætte på noget som helst.

Vores hunde er fysisk overlegne

De er som regel de største, de er bomstærke, ofte vant til at lege vildt, og så er de lynhurtige og meget atletiske. Meget få hunde er dem fysisk overlegne – alene derfor må og skal de lære at vise hensyn, når de færdes blandt andre hunde.

Jeg har for nylig haft en herlig Ridgeback-ejer på et hvalpehold. En erfaren type, der lige fra start regulerede sin hvalp venligt, roligt og fuldstændig konsekvent, hver gang den var ved at ”kamme over” og blive for ”rough” i sin leg med andre hvalpe. Fantastisk start den hvalp får på sit sociale liv. Den får hjælp til at lære at regulere sin egen adfærd, vise hensyn og på sigt læse andre hunde bedre.

Vores hunde er følsomme – men også sejere end de fleste

Ja, Ridgebacks kan være tilbageholdende, passe på sig selv og er ofte følsomme. Men de er også seje som bare pokker, og mange mindre, mentalt blødere hunde kan slet ikke matche dem, hvis der opstår noget. Jeg synes, at når man har den største og den sejeste hund, så må man være den, der tager hensyn. Skulle der blive et problem, så peger pilen altid på den store. Sådan er det bare.

Jeg sørger altid for, at min (venlige) tæve bliver ovre ved mig, når der kommer mindre eller synligt usikre hunde imod os – bare lige til jeg ved, at det er OK. Havde jeg flere Ridgebacks sammen eller en vild unghund, havde jeg helt sikkert også snor på, hver gang jeg mødte en mindre eller lidt usikker type hund.

Vores hunde jager selvstændigt

Ridgebacks er selvstændigt jagende hunde – det er en del af deres raceprofil. De kan trigges af alt, hvad der minder om byttedyr – særligt når de løber i flok. Jeg synes simpelthen ikke, man kan have en Ridgeback løbende rundt langt fra ejeren uden opsyn og kontrol på offentligt areal. Og slet ikke flere ad gangen. Hvad hvis der kommer en hare? Eller en kat? Eller der opstår konflikt med en tilkommende hund? Eller man møder en lille hund, der flygter i hurtige bevægelser, mens den skriger i panik?

Jeg synes generelt, at Ridgeback-ejere er engagerede, kompetente og dygtige hundeejere. Men desværre falder det jo af på os alle, når nogle enkelte ikke er deres ansvar bevidst.

Jeg tror, at det er en meget lille del af os Ridgeback-ejere, der færdes i det offentlige rum uden hensyn og omtanke. Så hvis du møder eller kender én, vil jeg gerne tillade mig at opmuntre til, at man tager en snak om ansvarligt ejerskab og om Ridgebackens ry. Det er sørme synd, hvis vores skønne, smukke race skal have et skidt ry ude i byen, når de nu i virkeligheden er verdens bedste hunde.

Af Dea Vemming

Han var den forreste hvalp i flokken, da de løb mig i møde. Jeg gik i knæ, og han sprang direkte op i favnen på mig og gav mig et kys. Det var vores første møde, men det føltes, som om vi havde kendt hinanden altid.

Han sad på mit skød hele vejen hjem, og der har han følt sig tryg lige siden, også selvom han endte på 55 kilo ren kærlighed. Vi havde nogle gode år med masser af træning og gode ture i skoven og på markerne. Men intet varer ved, og i løbet af 2013 blev jeg mere og mere dårlig. Jeg havde altid været plaget af rygsmerter, men langsomt blev listen af tilstødende problemer længere og længere.

I 2014 blev jeg endelig diagnosticeret og efterfølgende opereret for nogle cyster i min rygmarvskanal, der i årevis havde vokset sig større og større på deres begrænsede plads inde i mit korsben. De havde gnavet sig ud gennem knoglen, så i forbindelse med operationen fik jeg rekonstrueret korsbenet og rygmarvskanalen.

Siden da har intet været det samme. Den eneste konstant har været Hannibal og hans urokkelige kærlighed. Jeg var sengeliggende i månedsvis efterfølgende og kunne kun bevæge mig rundt vha. krykker eller kørestol. Så dér lå jeg i mørket og følte mig defekt og værdiløs, ensom og vridende af smerter. Hannibal var 4 år gammel og i sin bedste alder, og enhver bekymring, jeg havde over, hvordan han ville håndtere vores nye hverdag, blev gjort totalt til skamme. Han elskede hvert et minut af mit lægeordinerede sengeleje, som var det hans livslange drøm, der endelig blev til virkelighed.

Jeg havde aftalt hundeluftning med venner og familie, og hver eneste gang (selv ved fodringstid!) måtte de fjerne ham fra mig med magt – der var intet i hele verden, han hellere ville end at ligge ved min side. Havde jeg ligget alene, tror jeg aldrig, jeg var kommet ud af sengen. Men Hannibal ville lege, og Hannibal ville kun gå tur med mig. Så op kom jeg til sidst. Man svigter ikke en trofast hund, der står dér med sin bamse og spørger, om vi ikke skal hjælpes ad med at flå alt indholdet ud af den.

Genoptræning med en Ridgeback

Cysterne og operationen gjorde stor skade på mine nerver, og i årene efter var jeg plaget af bl.a. følelsesløshed, ufrivillige bevægelser, svimmelhed, smerter og manglende førlighed. Jeg måtte lære alting igen: sidde op, rejse mig, sætte det ene ben foran det andet. Tre år gik med genoptræning og gangtræning, i de lange gange på hospitalet såvel som hjemme. Ofte måtte jeg sætte mig ned af udmattelse blot for at konstatere, at jeg ikke kunne komme op igen.

Hannibal var imponerende hurtig til at tilpasse sig både tempo og mine behov. Han gik klistret til mit ben på den dårlige side, og hans højde gjorde, at jeg kunne støtte mig til ham. Og hvis jeg ikke kunne komme op, stillede han sig som det naturligste i verden helt hen, så jeg kunne sætte en hånd på hans skulder og få et boost til at komme på benene. Uden ham havde jeg nok siddet på en mark et sted endnu.

Han tillærte sig flere færdigheder, bl.a. at hjælpe med at skubbe, flytte og hente ting. Hannibal tog selv og bar alt fra sine egne tæpper til helt fyldte rygsække. Men hans hjælp stoppede ikke dér: Han begyndte at stille sig op midt på gulvet og kalde på mig, fordi han mente, at jeg skulle ind i seng igen. I starten syntes vi, at det var liiige lovlig skrapt, at han skulle bestemme det, men det varede ikke længe, før det gik op for os, at Hannibal sagde til lige præcis inden, jeg blev så træt, at jeg skulle bæres ind og hvile. Ved at lytte til ham undgik jeg overanstrengelse og lærte at finde mig til rette i min nye virkelighed.

Hannibal passede og plejede mig med en nærmest menneskelig omhu og dedikation. I dag kan jeg gå tilnærmelsesvis normalt, på en god dag kan jeg endda løbe, og selvom jeg stadig er plaget af konstante smerter, tilskriver jeg Hannibal den fulde ære for min tilbagevenden til en næsten normal tilværelse. Som kronisk syg bliver den aldrig normal, men livet er klart bedre med en (og gerne flere) Rhodesian Ridgebacks!

Kære Hannibal, du har lært mig så meget om livet, om kærlighed, om vedholdenhed, om umiddelbarhed, om ukuelighed og om glæde. Men det bekymrer mig, at du ikke har lært mig at leve uden dig. Jeg frygter den lektie mere end noget andet.

En Ridgebacks intuition er uden sidestykke

For nylig havde vi besøg af en dyrlæge, der skulle tilse en hest. Med sig havde hun sin unge datter, som lige var blevet hentet hjem fra skole, fordi hun havde det skidt. Vi placerede barnet med en stol, et tæppe og en kop te i et hjørne af stalden. Som så mange andre ridgebacks er Hannibal og hans lillesøster Nubia ikke særligt interesserede i fremmede, men på meget ukarakteristisk vis ville de ikke lade barnet være. Hannibal lagde sig klods op ad hende, så han rørte ved hendes ben, mens Nubia kiggede intenst på afstand. Pludselig sprang Hannibal op og Nubia frem, hvilket fik os alle til at kigge op og gav dyrlægen muligheden for at gribe sin datter, da hun fik et epileptisk anfald. Efter anfaldet var hundene ikke længere interesserede. Overhovedet.

Der var i alt 5 hunde i stalden, og det var kun de to ridgebacks, der – uden nogen form for forudgående træning – forudså og advarede om anfaldet. Var vi ikke blevet gjort opmærksomme på det, før det startede, kunne det være endt helt anderledes på det betongulv.

Af Dorte Alsing Øtoft, Kennel Thukela

Vi har i Kennel Thukela opdrættet fire kuld hvalpe, og hver gang har vi været optaget af at få pakket den bedste rygsæk til hver enkelt hvalp, som den kan tage med sig ud i verden.

Det er et stort ansvar at opfostre et kuld hvalpe. Der er først og fremmest hvalpene, som skal passes, nusses og drages omsorg for efter alle kunstens regler, men der er også en tæve, som skal opvartes og have de bedste betingelser for at give sine hvalpe mad, ro, et godt hundesprog mm.

I vores optik er der også en anden vigtig faktor, som hedder hvalpekøbere. For det første skal hvalpekøbere udvælges, og herefter skal de klædes bedst muligt på til at kunne fortsætte det arbejde, som vi har lagt de første otte uger. Selvom vi blandt vores købere har erfarne hundeejere, er det jo ikke sikkert, at de er hvalpeerfarne eller har en nyere viden og forståelse for f.eks. lederskab og dominansteori. Der kommer hele tiden ny viden til, både i forhold til opdræt, træning og adfærd, som vi er forpligtet til at holde os opdateret omkring.

Hvad er Puppy Culture?

For nogle år siden fik vi øjnene op for et program til socialisering og træning af hvalpe, som hedder Puppy Culture. Det er baseret på den nyeste videnskab og undersøgelser af hvalpe- og dyrehold og er udviklet af en amerikansk opdrætter af Bull Terriers i samarbejde med en række forskere, dyrlæger og adfærdsspecialister. Vi fulgte programmet og studerede det nøje hos opdrættere af andre racer, inden vi kastede os ud i at afprøve det på vores D-kuld, som vi sendte hjemmefra i oktober.

Puppy Culture er et socialiserings- og træningsprogram, der er specielt udviklet til hvalpe fra fødslen til afslutningen af deres kritiske socialiseringsperiode. Programmet består af videoer, bøger og en arbejdsbog med bl.a. protokoller og lektioner organiseret efter alder. Det bruger positiv forstærkning – korrektioner og dominansteori er smidt i skraldespanden.

Programmet bygger på præmissen om, at hvalpen viser vejen, og at hvalpen lærer bedst, når den får passende erfaringer på det rette tidspunkt. En del af Puppy Culture handler derfor om at observere den enkelte hvalp og ud fra forskellige adfærdsmarkører tilbyde den en oplevelse eller læring på det mest optimale tidspunkt. På den måde opnår vi den maksimale fordel af udfordringerne og minimerer risikoen for at overstimulere eller skræmme hvalpen.

Vi kan skabe en god grobund for selvtillid og selvværd ved at tilbyde den enkelte hvalp et passende niveau af udfordringer, så den ikke oplever at fejle eller komme til skade.

Hvalpe kan få adfærds- og temperamentsproblemer af en uheldig oplevelse i den kritiske socialiseringsperiode – og det kan følge hvalpen resten af livet med et uretfærdigt mærkat som ”en umulig hund med dårligt temperament”. Ved at lade hvalpen vise vejen er det lettere at undgå, og man kan nyde hunden som det vidunderlige væsen, den er.

De første to uger: Early Neurological Stimulation

I den neonatale fase, fra 0–14 dage, skal de små hvalpe ligge og suge mælk i sig. Samtidig er det i denne periode, at hvalpenes nervesystem udvikler sig, og vi kan få indflydelse på, hvor udviklet det ender med at blive. En lille hvalps hjerne er åben for påvirkninger, og det udnytter vi bl.a. med biosensorprogrammet ”Early Neurological Stimulation” (ENS), som vi også har brugt på vores tidligere kuld.

I perioden med ENS observerer vi den enkelte hvalp tæt. Det er vigtigt, at programmets trin ikke blot udføres, uden at man samtidig ser på hver hvalps reaktioner og daglige velbefindende og tager individuelle hensyn. Programmet ”stresser” hvalpen, men den må ikke overstresses. Vi kan ikke vide, om hvalpenes nervesystem var blevet ”tilpas” stresset alene af den daglige håndtering, men med ENS sikrede vi, at alle hvalpene var i hænder og blev nusset nogenlunde lige lang tid hver dag.

En plan for hver uge

Da ENS var afsluttet, gjorde vi det til fast rutine hver lørdag at planlægge den næste uges udfordringer og oplevelser ud fra, hvilket udviklingstrin kuldet generelt var på – igen med hensyn til den enkelte hvalp. Vi havde læst bøgerne og set videoerne, inden kuldet kom til verden, og hver uge så vi den video, der passede til alder og udviklingsstadie. Undervejs havde vi bl.a. fokus på hvalpenes reaktioner og afreaktioner, når vi udfordrede dem med udefrakommende stressfaktorer eller små frustrationsopgaver, som de hver især skulle løse.

På mange måder synes vi, at det har været nemmere at opdrætte D-kuldet, fordi der var en tydelig overordnet plan for, hvornår vi skulle gøre hvad. Vi har fulgt Puppy Culture rimelig stringent, men har også sprunget enkelte elementer over – både pga. corona, og fordi det ikke gav mening for os og kuldet. Denne gang har der været mange individuelle træningssessioner med hver hvalp, men en session har sjældent varet mere end et minut, så det har været til at overskue. Ved vores tidligere kuld bestod den individuelle træning af en gåtur og et par korte spor.

Vi har informeret og introduceret vores kommende hvalpeejere til tankerne bag Puppy Culture, så de kunne fortsætte arbejdet med at støtte den enkelte hvalp på dens præmisser. På den måde har vi sammen forhåbentlig skabt et solidt grundlag for, at hver hvalp kommer til at trives optimalt.

Kunne vi mærke en forskel?

Det er et svært spørgsmål, da der er mange faktorer i spil. Der, hvor vi umiddelbart har mærket en forskel, er roen. D-kuldet har været vores roligste kuld – men om det skyldes genetik, de vilkår, vi har opdrættet under, eller Puppy Culture, er svært at afgøre.

Umiddelbart tænker vi ikke, at indholdet er så meget anderledes end det, vores tidligere kuld er blevet præsenteret for. De største forskelle har været strukturen og den individuelle træning af hver hvalp. Inden vi gik i gang, hørte vi fra flere opdrættere, at det var et stort stykke arbejde at komme igennem Puppy Culture – men er det ikke bare et stort stykke arbejde at opdrætte et kuld hvalpe?

Der er ingen tvivl om, at vi vil arbejde på samme måde ved vores næste kuld – indtil ny viden dukker op.

Af Flemming Ørnø

Min kone er vokset op med schæfer, og det var derfor helt naturligt, at det også skulle være den race, der blev vores første hund sammen. Faktisk var det helt utænkeligt, at det overhovedet kunne ændre sig på noget tidspunkt. En gang schæfer, altid schæfer – hvilket svigerfar var helt enig i.

Tilbage i 2009 var jeg med mit job, Kopenhagen Fur, på kursus i Namibia. Her skulle vi blandt andet besøge en farmer med swakarafår. Farmeren havde en hundeflok på 3, og de blev brugt til at holde øje med området. Da vi ankom til farmen, lå de på ladet af en pickup og skuede ud over gårdspladsen. De to var af en ubestemmelig race; den tredje viste sig at være en Rhodesian Ridgeback-tæve. En helt ukendt race for mig på det tidspunkt.

Selve farmen var så stor, at ejeren havde et fly for at kunne overskue hele arealet. Men vi skulle ud til et mindre område i det fjerne for at se nogle af hans får og kørte i bil dertil. Alle hundene løb med ved siden af bilen – på vej hjem sad de på ladet sammen med os andre.

Vi skulle spise middag på farmen, og der fik jeg selskab af Ridgebacken, som lagde sig ved siden af mig, til stor undren for ejeren. Den havde aldrig før lagt sig ved en fremmed. Så var jeg solgt: Hun var meget smuk og elegant, og hun havde valgt mig. Samme aften sendte jeg en sms hjem: “Jeg har fundet den næste hund, vi skal have.”

Helt stille i hallen

Jeg var i Namibia i en måned, og da jeg kom hjem, startede det fællesprojekt, som nok er det, vi har været allermest forberedt på i familien. Vi googlede os frem til smukke billeder og racebeskrivelser og ikke mindst klubbens udstillinger på Sjælland. Vi tog afsted til Store Merløse for at se racen herhjemme. Vi kom ind i hallen og blev så fint modtaget. Der var mange hunde – og der var HELT stille. Sådan er det ikke, når man tager på udstilling med en schæfer; der kan ingen høre noget for hundeglam og handlere, som giver den gas i ringen.

Vi var nærmest kun lige ankommet, før jeg fik en 6 måneder gammel han i hånden – ”hold ham lige” – og så gik ejeren. Skøn hund, og vi skulle kun kigge. Men der herskede ingen tvivl: Næste hund skulle være en Rhodesian Ridgeback.

Vi var dog helt enige om, at det ikke skulle være samtidig med vores schæfer; han var spået et kort liv på grund af sygdom, og det ville være synd at byde ham en energisk hvalp. Så vi ventede og ventede, og schæferen blev ældre og ældre. Vi nåede at besøge tre udstillinger på Sjælland, og lige pludselig gik det op for os, at den tæve, hvor vi havde hilst på flere af hendes ”hvalpe”, skulle have sit sidste kuld.

Så gik der lidt panik i min kone, og vi måtte undersøge, om vi kunne komme i betragtning til en tæve. Heldigvis lykkedes det – måske fordi vi var forberedte og var mødt op til flere af udstillingerne. Så gik det pludselig stærkt med dejlige hvalpebesøg og skønne timer i hyggeligt selskab.

I april 2012 hentede vi vores første Ridgeback, og hun gik så fint i spænd med schæferen, som nu var blevet 8½ år. Han livede faktisk op, og de nåede at få 1 år sammen, inden vi måtte sende ham over regnbuen. Der blev helt stille med kun én hund – der var meget mere lyd på vores schæfer end på Ridgebacken. Siden er der kommet flere til, så flokken er nu på 3 Ridgebacks og 1 whippet – men det er en helt anden historie.