Cheko – Dansk Sporchampion

Af Carsten Grøn

Jeg vil gerne fortælle om en skøn oplevelse, jeg havde, da Cheko tog titlen Dansk Sporchampion (vildtspor).

Vores sporrejse startede, straks efter at han var kommet til familien. Han var ca. 10 uger gammel, da jeg lagde det første spor til ham: 10 meter ligeud, trukket med fersk lever i benet fra et par nylonstrømpebukser. Den lille hund, der ellers fornøjede sig med at tisse på gulvet og sætte hajtænderne i mine underarme, slog pludselig snuden til. Han gik pivskarpt ligeud og fandt inden for få sekunder leveren for enden af sporet.

Det blev vores sport – om end vi de første par år havde utallige diskussioner om, hvorvidt hastighed eller nøjagtighed havde førsteprioritet. Jeg ville gerne være superpræcis på sporet; min unge hanhund havde en fest med at trække mig for fuld skrue gennem skovbunden. Det krævede træning og atter træning at få ham til at forstå, at en 400-meter-rekord ikke er brugbar, når et spor skal udredes. Han var jo 10–20 meter forbi et 90-graders knæk, inden han opdagede, at sporet var ”væk”.

Nu er det bare historie. Vi har fundet det rette tempo og nyder at gå spor sammen. Cheko hopper aldrig op ad mig, men når jeg spørger ”Skal vi ud og gå spor?”, kan han ikke styre sin begejstring.

1000 meter og 20 timer gammelt

Vi har over tid arbejdet os op gennem prøverne, og den 21. april 2024 stod vi over for det sporarbejde, jeg allerhelst ville klare med ham: chancen for at blive Dansk Sporchampion. Det var ved Rhodesian Ridgeback Klubbens forårsschweissprøve i Klosterheden Plantage – en råkold forårsdag med masser af sol i den smukke skov.

Vi var første ekvipage, så der var ikke tid til snak. Cheko og jeg skulle straks videre med dommeren, Bjørn, og stifinderen, Henning. Sporet var 1000 meter langt, og færten (krondyrklove og blod) var lagt 20 timer før. Vi fik anvist ”kassen” – 20 × 20 meter – hvor Cheko skulle finde anskudsstedet. Jeg tjekkede vinden, så vi kunne starte i den side, hvor han fik fært ind i snuden.

Inden for 30 sekunder kunne jeg se på ham, at han havde fundet et hjortespor. Men på et spor, der har ligget natten over, kan utallige hjorte have krydset, så jeg holdt lidt igen. Han har lært at skrabe, hvor der er blod, og snart bekræftede han, at det var herfra, sporet gik. Så fulgte jeg efter.

Først et langt lige stykke. Pludselig mistede han sporet, runderede og var hurtigt på igen – et 90-graders venstreknæk. Sådan fortsatte vi med at udrede sporet sammen. Jeg gjorde alt for at læse min hund og undgå at stå i vejen, når han lejlighedsvis søgte tilbage. Han har snuden; jeg aner ikke, hvilken vej vi skal.

På et tidspunkt kom vi til nogle graner, der stod tæt som en mur. Cheko snusede lidt til venstre, vendte, snusede til højre – og fortsatte så direkte ind i granerne. Jeg kunne mærke på trækket i linen, at han havde færten, så det var bare om at mase sig igennem efter ham.

Undervejs dukker der tanker op som ”gad vide, om vi når til enden” og ”er sporet virkelig så langt?”. Jeg besluttede at fokusere endnu mere på hans bevægelser. Et enkelt sted drejede han hastigt til højre ad noget, der lignede en vildtveksel. Jeg har gået mange timer bag ham og kan se, når han har fået duften af en levende hjort, så gennem linen ”spurgte” jeg: ”Er du sikker på vejen?” Han stoppede straks, gik tilbage, fortsatte ca. 50 meter ligeud – og dér lå slutkloven.

Nej, hvor var jeg lettet. Vi gjorde det. Det, vi har trænet så meget på, lykkedes.

Generalprøven, der ikke var prangende

De 31 minutter på sporet – et ganske fornuftigt tempo – føltes til sidst som timer. Alle, der bruger en Ridgeback til brugshundeprøver, ved, at den selvstændige bandit pludselig kan sige: ”Så, nu har jeg gjort min del, nu fixer du resten selv.”

To uger før havde jeg lagt et 1200 meter spor for at teste formen, med flere wiedergange (sporet stopper, vender 180 grader og går ca. 20 meter tilbage, før det knækker til siden), spidse vinkler og andre finurligheder. Han skulle udrede det med mit schweisshold og medinstruktører i hælene. Resultatet: overvejende pænt, men ikke prangende. To gange lod han sig begejstre af andre dufte, en wiedergang blev overløbet, og et knæk blev taget for sent. Når et spor har ligget i 20 timer, er færten svag, og hunden skal være spornøjagtig for ikke at miste den. Jeg var virkelig vævende, da kursisterne spurgte, om jeg ville vælge 400 eller 1000 meter. Det blev 1000 meter – så måtte det briste eller bære.

Denne forårsdag havde han været så let at læse. Jeg vidste præcis, hvornår han var på sporet, og mærkede straks de par gange, han var i tvivl. Dommer og stifinder, som havde gået ca. 20 meter bag os hele vejen, kom frem, og dommeren overrakte mig to grangrene – én til hunden og én til føreren – for veludført arbejde. De blev sat fast i vinduesviskerne, da vi kørte tilbage til de andre ekvipager.

Jeg var bare så stolt og glad. Min ”lille vovse” havde ikke ladet sig distrahere af andre, friskere dufte og havde gjort ganske, som vi havde trænet. Det kunne knap være mere perfekt. Dygtig, Cheko. Far var stolt – klik, godbid!