Ridgeback som race i 50 år – interview med Vibeke Poulsen

Af Dorthe Østergaard

I en villa i Dyssegård mødtes jeg med Vibeke Poulsen for at høre hendes historie om Ridgebacken i hendes liv.

Allerede da jeg kommer ind, kan jeg se, at det er en elsket race her i huset. I hele entréen er der nemlig rosetter vejen rundt på vægpanelerne. Et imponerende syn. Giza kommer også og byder mig velkommen, og på bordet er der dækket op med service med logoet fra “Rhodesian Ridgeback Klubben”.

Vibeke fortæller, at hun som 19-årig fik sin første RR den 2. oktober 1973. Det var en søster til en daværende ven, der præsenterede Vibeke for racen. Vibeke blev forelsket, og da hun havde erfaring fra arbejde på kenneler, var hun klar til at få sin egen hund. Dengang fik man ikke så meget introduktion til racen, faktisk kun en enkelt side, hvor der så heldigvis var en henvisning til mere materiale.

Bittenus, som hunden blev kaldt i stedet for stamtavlenavnet Ndugu, var med Vibeke overalt, også på hendes arbejdspladser. Bittenus var smuk, og den 10. maj 1974 var hun på sin første udstilling i Roskilde. Bittenus blev nr. 2 ud af 7 hunde i racen. Siden fulgte der mange flere udstillinger, også med afkom af Bittenus. F.eks. da Basra (datter af Bittenus) blev verdensvinder i Amsterdam 1985.

Fra 2. kuld i 1980 beholdt Vibeke tæven INT. DK CH KBHV 84 VV85 Nadra. Hun klarede sig godt på udstillingerne og blev bl.a. Årets hund i 1984, da klubben startede konkurrencen. I Amsterdam i 1985 blev Nadra verdensvinder og har været tæt på toppen til Show of Winners. Der er endnu en dansk opdrættet RR, der blev verdensvinder i 1994, Kijasaman Dikimba Zuri – hun var barnebarn af Nadra.

I 1981 fik Vibeke kennelmærket “Bitte-Nus”, som selvfølgelig er opkaldt efter Vibekes første RR. Vibeke har siden da haft yderligere 6 tæver, og hun har altid været tæt på sine hunde og har været aktiv med dem, bl.a. til lydighedstræning i DCH og senere i DKK-regi. De har dyrket agility på konkurrenceplan, men de seneste år har det mest været Nose Work og udstillinger – samt selvfølgelig lydighed. Vibeke har været så heldig, at de fleste af hendes hunde har været godt oppe i årene, før de trak vejret sidste gang.

Når man har en smuk hund og gerne vil give andre mulighed for at nyde RR, kræver det, at man også parrer sin tæve og får hvalpe. I 1977 parrede Vibeke sin hund første gang, og siden da har Vibeke været “mor” for mange kuld. Parringerne har altid været naturlige, så det er blevet til mange togrejser for at komme til den helt rigtige han til netop den tæve, der nu skulle parres. Rejserne gik til Warszawa i Polen, Schweiz, Kroatien, Holland og Tjekkiet, Sverige, Tyskland samt selvfølgelig i Danmark.

Hvis man skulle være så heldig at få lov til at adoptere en hvalp fra Vibeke, skulle man altid besøge Vibeke – og det uanset om man kom fra Danmark, Sverige eller Estland – men man får så også en ven for livet. Vibeke har altid fulgt med i, hvordan “hendes” hunde har det. Det er gennem tiden blevet til 119 hvalpe. En af Vibekes hvalpe flyttede til Estland, hvor køberen blev en seriøs avler. Da “hvalpen” for 10 år siden skulle have sit første kuld, var Vibeke fødselshjælper pr. telefon. Det blev en vellykket fødsel.

Mange af vores hvalpekuld har holdt fødselsdag sammen, og det er også blevet til megen julehygge sammen. Med et efterårskuld lavede vi hvalpetræning i Dyssegårdsparken en del søndage i 2013. Efter at have fået stimuli med baljeleg, tunnel, lydighedstræning mm. kom Max med mor til hvalpene, så de kunne hygge sammen.

På grund af sin erfaring med sinus var det på Vibekes foranledning, at DKK indførte sinustestene i 1978, og hun er stadig en af vores garvede sinustjekkere, hvor mange på Sjælland har haft besøg af hende, når de har haft hvalpe. Men faktisk har Vibeke også været sinustjekker på kuld af hendes hunde i Sverige og Estland. Vedrørende kuldet i Estland forsøgte hun godt nok – pga. rejsen – at høre, om der var andre, der kunne, men hundeejeren bestilte en flybillet til Vibeke, så sinustjekkeren måtte på langfart. Samtidig benyttede Vibeke lejligheden til at oplære den dyrlæge, der også havde tilset tæven og kuldet.

At Vibeke brænder for RR og arbejdet med racen, viste hun, da hun i 1982 var med til at starte Rhodesian Ridgeback Klubben, hvor hun var sekretær, indtil hun i 1985–88 var formand for klubben. I 1999 blev Vibeke velfortjent udnævnt til æresmedlem.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Vibeke er oppe i årene, men hun er så heldig, at Max (hendes mand), hendes døtre og børnebørn samt de trofaste hvalpekøbere støtter hende i hendes lidenskab for RR.

Vil du høre mere om Vibekes verden med RR, kan du helt sikkert møde hende rundt i Danmark, når Vibeke udstiller Giza, som nu er 4½ år.