I 2004 trænede en gruppe Ridgebacks væddeløb på Kallerup-banen ved Hedehusene. Vi nåede ikke at få licens til Ridgebacks den sæson, men klubbens bestyrelse erklærede, at de aldrig havde set så mange Ridgebacks til træning – og støttede os meget.
Hver hund sin vej
- Hugo og Montie, to store hanner, startede med at hoppe over sporet og udforske græsset på midterarealet i stedet for at jage haren. De lærte hurtigt og blev meget hurtige.
- Bali viste først ikke den store interesse – indtil hendes husfælle, en blandingshund, drønede afsted efter haren. Så ville Bali også.
- Sandy, min egen tæve, var usikker og vendte om efter første sving for at finde mig. Jeg lod hende løbe med et kæmpe forspring til sin bror, så hun ”glemte” mig – og næste gang løb hun hele vejen rundt alene. Nu går hun glad i boks og løber med de store hanner.
- Busa sagde et par gange nej tak til boksen – og en dag kom han ikke ud, fordi han stod og slikkede på boksens side: ”Uhm, tæve i løbetid.” Vi skiftede boks.


Tving ikke hunden i boks
Jeg fravælger at tvinge min hund i boksen. Man kan sagtens vise vejen, men at kæmpe fysisk med en stor hund er en negativ oplevelse for begge – og vinder hunden kampen, har den fået en succesoplevelse, man ikke ønsker. Tænk, hvis dyrlægen en dag skal tage fat.
Skæld ikke for meget ud på en utålmodig hund på banen. Utålmodighed giver større fart!
Mundkurve
Mundkurv er nødvendig, så ”haren” ikke bliver splittet ad, og de to hunde ikke kommer op at toppes, når haren stopper. Standardmundkurve er ofte for små til en Ridgeback-han. Plastikmundkurve kan let tages af, og wiremundkurve kan knække. Mine hunde accepterede en let mundkurv af tråd, der ikke trykker på næsen – blødt læder ville være endnu bedre.
Læs også En Ridgeback er STÆRK – det bør købere vide.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2004 og 4/2004, side 20–21 og side 14–15. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
