Supa – en omplaceret Ridgeback finder ro

Fortalt af Supa – og hendes ejer Rebekka

”Jeg hedder Supa – nå nej, i virkeligheden hedder jeg Thorhusets Fairchild Faustina.” Sådan begynder Supas egen beretning. Hun blev født den 12. juli 1997 og havde fire trygge år i sit første hjem. Men hun lærte aldrig at være alene, for hendes ”menneskefar” havde hende med overalt. Og efter en dårlig oplevelse med nytårsfyrværkeri kunne hun ikke tåle høje lyde.

Da ”far” fik nyt arbejde, ødelagde Supa ting, når hun var alene, og familien kontaktede klubben for at finde et nyt hjem. Inden omplaceringen kom i stand, fandt familien selv et sted – og det blev en tid, Supa gyser ved. Hun fik hvalpe med husets labrador, blev straffet uden at forstå hvorfor, blev meget tynd og lærte, at man ikke kan stole på mennesker. Hos tredje familie blev hun sat i løbegård med en tæve, der bed hende slemt i halsen.

Et nyt liv på landet

I september 2002 mødtes Supa med Rebekka ved et dyreinternat i Århus. Rebekka havde arbejdet med problemdyr i mange år, og hun og hendes mand havde i ti år ønsket sig en Ridgeback. Hjemme på gården var der heste, køer, grise, høns og katte – og ingen gjorde hende noget. Manden, Allan, satte sig på hug og ventede, til Supa selv turde hilse.

Langsom træning

Problemerne var store. Supa kunne slet ikke være alene: Hun hylede, ødelagde døre og skrabede på væggene, så poterne blødte. De første uger gik Rebekka ud i et halvt minut og kom tilbage, som om intet var sket – mange gange om dagen. Efter halvandet år kunne Supa være alene i korte perioder, men rystede og klaprede tænder af angst.

Familien prøvede som supplement til træningen også et naturlægemiddel og oplevede efter nogle uger, at Supa blev gladere, hilste på gæster, legede med børnene og frivilligt gik i sit ”hus”. Selv fyrværkeri reagerede hun ikke længere på.

Vedholdenhed og tålmodighed har hjulpet Supa til at genvinde sin psykiske ligevægt. I dag er hun en socialt velfungerende hund, der kan være alene en hel arbejdsdag.