Avlshan – hvornår, og hvornår måske ikke …

Af Annette Rosenfeldt

Jeg bor sammen med to han-ridgebacks, Ajabu og Chikozi. Til daglig lyder de fællesbetegnelsen ’drengene’, og de fylder mit liv med aktiviteter, oplevelser, hygge, udfordringer og ikke mindst sjov.

Ajabu er en nu 8½ år gammel, ’korrekt’ hanhund og er den anden ridgeback, vi fik i familien. Da han var kommet til verden, blev vi af opdrætteren spurgt, om vi ville have mod på at udstille ham. Kennelen ville naturligt nok gerne have vist deres hvalpe frem – og have dem bedømt officielt. Vi sagde ja efter devisen ’det har vi ikke forstand på, men hvis I gerne vil have det, så er vi friske …’ Den lille hvalp med det sorte halsbånd, den sidste hvalp, der blev født i kuldet, blev vores. Dengang som nu var han en herre, der ikke lod sig mærke med verdens udfordringer, hvilede i sig selv og tog tingene, som de kom.

Ajabu voksede til og blev en harmonisk, men lidt for stor dreng. Jeg viste ham i udstillingsringen, og vi klarede os ganske udmærket med en blanding af Excellent- og Very Good-præmieringer. Gennem diverse udstillinger lærte jeg mere om ridgebacks og om racestandarden, hørte om ’fejl’, som ridgebacks kan være født med, og så selvfølgelig en masse smukke hunde.

Temperamentet

En af de ting, der kom til at optage mig, var hundenes temperament. Desværre oplevede jeg et par gange nogle ubehagelige episoder ved udstillinger: hanner og tæver, som opførte sig aggressivt i udstillingsringen. Jeg kiggede på min egen rolige og milde hanhund og tænkte, at sådan et væsen ville jeg faktisk gerne se i flere ridgebacks. Tanken blev lidt mere konkret, som han voksede til, og jeg forhørte mig derfor hos hans opdrætter om deres holdning til eventuelt at lade ham gå i avl.

Igen blev jeg klogere. Faktisk var han allerede på det tidspunkt avlsgodkendt. Det kræver nemlig i princippet bare to ting: at han er røntgenfotograferet på hofter og albuer med resultater inden for nogle fastsatte værdier, samt en præmiering på en officiel udstilling med minimum Very Good. Røntgenfotograferingen var et led i kennelens konsekvente avlsarbejde, og derfor var det et krav, da vi købte ham, at han skulle røntgenfotograferes, inden han blev 2 år.

Der findes en række ’fejl’ og sygdomme, som det er ønskeligt at holde væk fra vores race, og derfor findes der tests, hvor man kan få klarhed over, om hunden genetisk bærer disse. Jeg besluttede mig derfor for at få testet Ajabu, så jeg følte, at jeg kunne stå inde for at tilbyde ham til avl. Heldigvis var hans testresultater gode.

Et nej er også et ansvar

Jungletrommerne lød, og en fin lille hjemmeside (lavet af Ajabus opdrætter) hjalp med at gøre verden opmærksom på, at vi var klar til at indgå parringsaftale. En dag blev jeg ringet op af en venlig dame, som havde en tæve, hun syntes Ajabu kunne passe til. Jeg bad om tævens DKK-registreringsnummer, højde og vægt samt et par billeder. Det viste sig at være en tæve, der var højere end standardbeskrivelsen. Så selvom tæven var rigtig køn og af samme type som Ajabu, sagde jeg pænt nej tak.

Det var faktisk ikke nemt at tage den beslutning; jeg ville jo gerne have ham brugt, men samtidig havde jeg et ansvar over for racestandarden. Ajabu er en lidt for stor hanhund, og jeg ønsker ikke at avle racen større. Grunden til, at jeg har valgt at tilbyde ham til avl, er, at hans størrelse er hans ’største fejl’ – hans rummelige og dejlige væsen må i et ansvarligt avlsarbejde vinde over størrelsen. Men ved at bruge en stor hanhund måtte jeg være ansvarlig og vælge en tæve, som holdt sig inden for racestandarden.

Flere kenneler har vist mig den tillid at spørge, om de måtte bruge Ajabu i deres avlsarbejde. Jeg har kigget på alle tæver, og i 5 tilfælde har der været – i mine øjne – et godt match. De holder størrelsen, er typemæssigt tæver, som jeg synes godt om, og fra opdrættere, som jeg er tryg ved. De 5 kuld har affødt i alt 51 hvalpe, og jeg fører fuld hvalpestatistik over fx, hvor mange der har brune næser, er kryptorkide, har ridgefejl, er ridgeløse, har knækhaler eller Dermoid Sinus.

Chikozi – avlsgodkendt, men ikke i avl

Min anden ridgeback, Chikozi, kommer fra Ajabus første kuld. Han er nu 4½ år gammel og af en anden støbning end sin far. Han holder standarden i størrelse; er faktisk en lidt ’let’ hanhund, og han er naturligvis røntgenfotograferet og udstillet. Chikozis resultater gør, at også han er avlsgodkendt. Men han skal ikke indgå i avl.

For et par måneder siden blev jeg kontaktet af en udenlandsk opdrætter, som var helt forelsket i Chikozis udtryk og hans mørkebrune øjne, og som gerne ville høre, om han var tilgængelig for et kuld hvalpe. Men desværre måtte jeg igen sige nej tak.

Jeg elsker ham højt, men kriteriet har altid været, at jeg skal kunne kigge på min hanhund og tæven og tænke, at ’en hvalp fra den kombination ville jeg sælge til min allerbedste ven’.

Chikozi blev som 6 måneder gammel opereret i sin skulder for noget, som måske kunne være OCD. Tanken om, at han eventuelt ville kunne give det videre, er nok til, at han får et liv uden afkom. Ærgerligt, men desværre klarer Chikozi ikke min egen ’syretest’, og derfor skal han ikke bruges i avl – uagtet at han formelt set er avlsgodkendt.

Læs også opfølgningen “Hvis min hanhund skal bruges i avl” – og klubbens etiske avlsanbefalinger.