Et ansvar ud over det sædvanlige

Af Mia Trier-Knudsen, NordHund

”Du har jo sådan en Ridgeback … hvordan er den med andre hunde?”

På min hundeskole er jeg så heldig at møde masser af skønne Ridgebacks, og det er selvsagt altid en glæde. Men det er selvfølgelig alle mulige andre racer, der udgør størsteparten af mine kunder. Folk ved godt, hvilke hunde jeg selv har. Mange stiller interesserede spørgsmål til Ridgebacks og komplimenterer vores smukke hunde. Men desværre har jeg flere gange også mødt ovenstående type spørgsmål og fået nogle tåkrummende beretninger om:

• Ridgebacks i skove og på strande, der løber meget langt væk fra deres ejere, og som opsøger og tumler andre hunde på en måde, så det ikke er sjovt.
• Ridgebacks med opsøgende, aggressiv adfærd over for hunde af eget køn.
• Et par episoder fra indhegnede hundeskove, hvor andre har måttet forlade området af den årsag.
• Et enkelt tilfælde af to Ridgebacks, der løber flere hundrede meter fra ejeren, går i jagtmode og gennemrusker en lille hund, indtil hundens ejer heldigvis får dem råbt eller sparket væk.

En historie har selvfølgelig altid to sider, det er jeg klar over. Alligevel får jeg røde kinder, når jeg hører historier som de her. Hvorfor? Fordi jeg mener, at til en stor, atletisk, selvstændig, bomstærk hund med et veludviklet jagtinstinkt hører der et ansvar ud over det sædvanlige. Der skal simpelthen ikke være en finger at sætte på noget som helst.

Vores hunde er fysisk overlegne

De er som regel de største, de er bomstærke, ofte vant til at lege vildt, og så er de lynhurtige og meget atletiske. Meget få hunde er dem fysisk overlegne – alene derfor må og skal de lære at vise hensyn, når de færdes blandt andre hunde.

Jeg har for nylig haft en herlig Ridgeback-ejer på et hvalpehold. En erfaren type, der lige fra start regulerede sin hvalp venligt, roligt og fuldstændig konsekvent, hver gang den var ved at ”kamme over” og blive for ”rough” i sin leg med andre hvalpe. Fantastisk start den hvalp får på sit sociale liv. Den får hjælp til at lære at regulere sin egen adfærd, vise hensyn og på sigt læse andre hunde bedre.

Vores hunde er følsomme – men også sejere end de fleste

Ja, Ridgebacks kan være tilbageholdende, passe på sig selv og er ofte følsomme. Men de er også seje som bare pokker, og mange mindre, mentalt blødere hunde kan slet ikke matche dem, hvis der opstår noget. Jeg synes, at når man har den største og den sejeste hund, så må man være den, der tager hensyn. Skulle der blive et problem, så peger pilen altid på den store. Sådan er det bare.

Jeg sørger altid for, at min (venlige) tæve bliver ovre ved mig, når der kommer mindre eller synligt usikre hunde imod os – bare lige til jeg ved, at det er OK. Havde jeg flere Ridgebacks sammen eller en vild unghund, havde jeg helt sikkert også snor på, hver gang jeg mødte en mindre eller lidt usikker type hund.

Vores hunde jager selvstændigt

Ridgebacks er selvstændigt jagende hunde – det er en del af deres raceprofil. De kan trigges af alt, hvad der minder om byttedyr – særligt når de løber i flok. Jeg synes simpelthen ikke, man kan have en Ridgeback løbende rundt langt fra ejeren uden opsyn og kontrol på offentligt areal. Og slet ikke flere ad gangen. Hvad hvis der kommer en hare? Eller en kat? Eller der opstår konflikt med en tilkommende hund? Eller man møder en lille hund, der flygter i hurtige bevægelser, mens den skriger i panik?

Jeg synes generelt, at Ridgeback-ejere er engagerede, kompetente og dygtige hundeejere. Men desværre falder det jo af på os alle, når nogle enkelte ikke er deres ansvar bevidst.

Jeg tror, at det er en meget lille del af os Ridgeback-ejere, der færdes i det offentlige rum uden hensyn og omtanke. Så hvis du møder eller kender én, vil jeg gerne tillade mig at opmuntre til, at man tager en snak om ansvarligt ejerskab og om Ridgebackens ry. Det er sørme synd, hvis vores skønne, smukke race skal have et skidt ry ude i byen, når de nu i virkeligheden er verdens bedste hunde.