Rhodesian Ridgeback World Congress – mekka for Ridgeback-elskere, specialdommere og opdrættere – holdes hvert fjerde år. Det startede i Sydafrika i 1984, fortsatte i Danmark i 1988 og siden England, Australien, Holland, USA, Irland og nu Canada. I 2016 er det de nordiske lande, der er værter.
Kongressen startede som altid med en velkomstdrink aftenen før, hvor gamle venner mødtes, nye i racen mødte opdrættere med over 40 års erfaring, og Facebook-navne pludselig blev til levende mennesker. Nogle havde kørt seks dage med hundene fra Canadas vestkyst, og deltagerne kom fra alle kontinenter.

Standarden under lup
Programmet lagde hårdt ud. Under ledelse af Liz Megginson blev standarden diskuteret, især de fejl, ikke-specialdommere kan begå i fortolkningen af dens ikke altid klare ord: Hvad er en acceptabel ridge? Hvorfor er en ”box” ikke firkantet? Hvad betyder det, at lemmerne set fra siden skal være bredere end set forfra? Hvordan defineres tung eller massiv? Og skal en lys hvedefarvet hund have helt lyse øjne, når ”øjnenes farve skal harmonere med pelsfarven”? Forskellene mellem standarderne i de forskellige regioner blev også gennemgået, og planen er at lave fælles noter til standarden, som ikke-specialdommere kan støtte sig til.
Historie og forskning
Andre oplæg handlede om racens historie, da den spredte sig fra Afrika til Europa, USA og Australien. Topbilledet var nok Errol Flynn med bar overkrop og armen om en Ridgeback, men mange af de tidlige ejere var spændende personligheder.
Dr. Christine Zink holdt et oplæg om hundens struktur og funktion og fremlagde forskning om problemerne ved at kastrere og sterilisere hunde, før de er udvoksede – ulemperne er langt mere mangfoldige end fordelene.
Tre udstillinger på to dage
Efter to pakkede konferencedage fulgte to dage med tre udstillinger og ca. 140 hunde på hver. Den canadiske Ridgeback-klubs specialudstilling (dommer Martin Klopsch) startede med lydighed og rally og bød også på den nordamerikanske specialitet ”Sweepstakes” – en uofficiel forudstilling for hvalpe og unghunde med en anden dommer. Det er lige så prestigefyldt at vinde ”Sweeps” som selve udstillingen. Næste dag var der presset hele to udstillinger ind, med dommerne Linda Costa og Dianne Brennan. Pyha!

Læs også om verdenskongressen i Lund 2016 og debatten om ridgeløse Ridgebacks fra samme år.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2012, side 9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
