En alsidig hund som Ridgebacken elsker at deltage i forskellige aktiviteter med sine mennesker. Hyrdetræning kombinerer en tæmmet udgave af jagtinstinktet med glæden ved at arbejde sammen med os – så selvom Ridgebacken ikke er en hyrdehund, kan instinktet testes og udvikles.
I USA tester og afholder flere organisationer konkurrencer for hyrdehunde, bl.a. American Kennel Club (AKC). AKC’s test, Herding Instinct Certification (HIC), er en standardiseret måde at måle hundens basale hyrdeinstinkt og indlæringspotentiale på. Oftest bruges tre får, men også geder eller ænder. En kvalificeret dommer tager hunden ind i en mindre fold og bedømmer i 10–15 minutter dens evne til at flytte og kontrollere flokken – og hvordan den gør det.
Hyrdestilarter
- Heelers napper i hælene
- Strong eyes går foran og stirrer flokken ned
- Headers går foran og drejer eller stopper flokken
- Barkers styrer med stemmen
- Backs løber hen over ryggen på dyrene
- Tenders fungerer som et levende hegn
ZiZula møder fårene
I foråret 2011 arrangerede vores lokale Ridgeback-klub en test hos Susan Rhoades, dommer i AKC og AHBA, og vi drog af sted med den 10 måneder gamle ZiZula (Lewanika Ghaniyah). Da hun fik færten af – og senere så – de interessante uldtotter, var hun bare tændt, og vi tvivlede på, om vi overhovedet skulle lade hende prøve. Flere andre med ”grønne” Ridgebacks havde samme tanke. Men Susan beroligede os: Hun havde endnu ikke mistet et får, og hun ville have en lang snor på, så hun kunne trække hunden væk.



ZiZulas første reaktion var, at nu skulle der jages. Men i løbet af kort tid fik Susan hende til at forstå, hvad der blev forventet. Så kunne snoren slippes, og ZiZula begyndte hurtigt at reagere på håndsignaler. Susan formåede at afpasse sine signaler til den enkelte hund, så der var utrolig meget nonverbal kommunikation imellem dem. Vi stod bare og måbede over, hvordan en fremmed kunne ændre hendes adfærd i en så intens situation – med tre lammekøller lige foran.
Hun bestod og fik sit HIC – jubi!
Vi overvejede seriøst et tilbud om at komme tilbage og træne videre, men det var for langt at køre, og der var andre aktiviteter, der skulle prøves. På hjemturen var ZiZula helt flad – det var noget, der aktiverede hende hele vejen rundt. Vi fik et lille indblik i, hvordan jagtinstinktet kan formes med positiv instruktion fra en dygtig hyrde, og kan varmt anbefale testen under de forhold.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2012, side 8. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
