Kan en Ridgeback blive schweisshund?

Af Jørgen Olsen

Mit navn er Jørgen Olsen. Jeg bor i Silkeborg, kun en kilometer fra min store legeplads, Silkeborgskovene, og kører til daglig lægeambulance. Jeg sidder i bestyrelsen for Schweisshundeforeningen i Danmark og holder kurser og foredrag om schweissarbejde.

Min store interesse er jagt, særligt eftersøgning af anskudte eller påkørte dyr. For at blive optaget i Schweisshunderegistret skal man have noget i rygsækken, som ikke kan købes: en god portion jagterfaring, man skal være tillidsvækkende – og have en hund med en næse, der kan mere end de fleste. Jeg har været i registret i syv år med mine to labradorer, King og Riko. Så hvorfor blev hund nummer tre ikke også en labrador?

Bashira, Chui og Elisabeth

For tre år siden blev der født et kuld i Galten, og hvalpen Bashira flyttede til Silkeborg. Hendes ejer, Mads, ville lære om schweiss. Jeg må indrømme, at jeg lige måtte på computeren og se, hvordan sådan en hund så ud. Vi lavede et lille spor, hun gik det, og de fik opgaver med hjem. Efter fire uger prøvede vi igen – og som man siger på jysk: Det var ikke så ringe endda. Jeg undrede mig over, at den store løbemaskine kunne være så rolig og koncentreret på et spor.

Jeg farer ikke ud og køber en hund, bare fordi jeg har set én, der er god til spor. Så jeg fik lov at træne med Lykkes tæve, Chui – en skøn og meget samarbejdsvillig hund – og resultaterne kom. Derefter mødte jeg Elisabeth Svendsen fra Rold, mig bekendt den eneste i Danmark, der bruger en Ridgeback til praktisk eftersøgning. For mange hunde er gode til spor – men vil de også gå helt til ende, når det gælder?

Otto bliver dansk statsborger

To år efter mødet med Bashira var beslutningen taget: Jeg måtte have en Ridgeback. Via Elisabeth fik jeg kontakt til Marie i Sverige, som gerne ville se en af sine hvalpe i Schweisshunderegistret. I november 2010 tog Elisabeth, Stinne og jeg til Sverige for at vælge den rigtige hvalp, og den 19. november blev Otto dansk statsborger. Inden en uge var gået, havde han snuset til krondyr, dådyr og rådyr – det er vigtigt, at hunden hurtigt præsenteres for de dufte, den skal arbejde med. Ni uger gammel slæbte han et rådyr, der vejede tre gange så meget som ham selv, tre meter hen over en parkeringsplads.

Otto træner spor næsten hver dag. Den lille hund med så meget krudt bliver helt rolig og koncentreret, når han får sele og lang line på. Hjemme trives han med labradorerne: Den gamle gider ham ikke og fortæller ham spillereglerne, mens Riko er en fantastisk og tålmodig læremester – selvom jeg indimellem får ondt af ham, når 40 kilo rå muskler uden helt styr på sig selv kommer for tæt på.

Pubertet – og fremskridt

En Ridgeback kommer også i puberteten, og det gjorde Otto. Vi fik en 2. præmie på en 3 timers/400 meter prøve i Rold – nok om det. Men dagene blev længere, og det samme gjorde sporene: overnatningsspor på 600–800 meter, og nu ofte 1000–1500 meter med flere knæk, wiedergange, stjerner og rundkørsler, skindstumper og knoglesplinter for at gøre det så realistisk som muligt.

Jeg træner med færtsko – sko med klove – som jeg mener er det eneste rigtige, for mange af de dyr, hunden skal finde, bløder ikke. Hunden skal kunne følge et spor helt uden blod, så jeg bruger ofte kun meget lidt schweiss, nogle gange kun til markeringer. Senere gik vi igen en 3 timers/400 meter prøve – og her opdagede jeg, hvor meget han havde lært. Han var aldrig mere end en meter fra sporet.

Nu kører jagtsæsonen, og Otto er fast inventar i bilen, for han er meget bange for at gå glip af noget. Hvis alt går som forventet, venter der prøver i 2012.

Husk, at der ligger rigtig mange gode oplevelser 10 meter bag jeres hund. Grib dem, og hunden vil elske det.