Finsk og Nordisk Vildtsporchampion – PoKali i Finland

Af Lene Tornkjær. Fotos: Lene Tornkjær

Den 4. og 5. juni 2011 var både Poma og Kali tilmeldt vildtsporprøver i vinderklassen hos den finske gravhundeklub. Det er noget af et detektivarbejde bare at finde de finske prøver – og at komme med som udenlandsk hund, endda med to hunde, kræver mere end held.

Men heldet tilsmilede os. Turen gik i bil fra Gesten til Stockholm, med færge i 12 timer til Turku og videre til Riihimäki. Lørdag mødte 15 deltagere op i en hyggelig finsk jagthytte og blev delt i hold af to. Hver fik udleveret svamp, plasticpose, en 2 meter snor, 1/3 liter okseblod, klemmer, bånd, kompas og detaljerede kort.

Poma og Kali
Poma og Kali. Foto: Lene Tornkjær

Sådan lægges et finsk spor

Nicolai og jeg havde aldrig været med før, og der fandtes ikke meget materiale på andet end finsk. Heldigvis blev vi sat sammen med de to mest erfarne. Hvert spor er 1,2–1,4 km langt, med mindst 200 meter mellem sporene. Først går man en orienteringstur og tilrettelægger sporet: start, tre knæk, et særligt hjørne, fire sårlejer og mål. Så vædes svampen, dyppes i lidt blod og bindes i en snor, og den trækkes over stok og sten, mens alle detaljer markeres. Det tager ca. halvanden time pr. spor.

Områderne var utrolig tætte, sumpede og ufremkommelige. Det var 24–25 grader i skyggen og knastørt, så hver bloddråbe blev straks suget op. Det føltes som en evighed, før første knæk blev sat efter ca. 400 meter – det er et helt dansk spor! Sporet skulle være 20–24 timer gammelt, og hunden har højst 45 minutter til at udrede det.

Prøvedagen

Søndag kl. 8 blev alle hunde stillet til skudprøve: bundet af, mens der blev affyret tre riffelskud fra 5 meters afstand. Den mindste antydning af skudrædsel betyder, at prøven slutter. Alle bestod. Hver deltager går med egen hund, er stifinder på det spor, man selv har lagt, og går til sidst sporet baglæns og fjerner alle markeringer. De finske skove kræver god fysik af både hund og fører.

Reglerne er strenge: Føreren må overhovedet ikke blande sig og skal følge hunden, også selvom man kan se, at den er af sporet. Går hunden af sporet, har den tre minutter til selv at finde det igen – ellers mister man en præmiegrad hver gang.

Kali og Nicolai gik først i fuld sol. Efter 22 minutter kom de til syne over bakken med elgbenet – og jeg tænkte, at de havde opgivet. Så hurtigt på så svære spor!

Det finske luftvåben

Poma var rosinen i pølseenden, sidst på eftermiddagen. Efter 23 minutter kom han og Nicolai ud af skovkanten med elgbenet – men Poma rullede sig og gned hovedet i gruset, og til min forskrækkelse var han hævet i hele hovedet, på forbenene og inderlårene. De havde trukket sporet dybt i sumpen og skyggen og mødt det finske ”luftvåben”: myggene. To gange havde Poma kastet sig rundt i linen på grund af sorte plamager af myg og mistet to præmiegrader på tidsgrænsen. Alligevel tog han selv sporet op igen og kom helt frem til elgbenet.

Heldigvis havde vi antihistamin med til et eventuelt hugormebid. Med våde, kolde omslag, medicin og ro i bilen faldt hævelserne efter ca. 30 minutter.

Resultatet

Kali fik 1. præmie og blev Finsk Vildtsporchampion og Nordisk Vildtsporchampion – som første og eneste Ridgeback.

Poma fik en flot 3. præmie – og efter vores mening en tapperhedsmedalje. Vi er klar til at tage af sted igen til et forhåbentlig mere myggefrit Finland, for Poma skal ikke snydes for sine titler. Pludselig virker de danske, svenske og norske spor lidt kedelige og ”nemme” sammenlignet med de lange, komplicerede finske. En kæmpe tak til de flinke finner, der hjalp os med oversættelser, forklaringer og hyggeligt selskab.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 4/2011, side 4–5. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN