Prins Belo og Dronning Chessie – et eventyr om to kuldsøskende

Af Lykke Linnet og Ane Marie Vilhelmsen

Der var engang … to familier i Jylland, der i det herrens år 2002 brændende ønskede sig en hundehvalp. Ikke hvilken som helst hvalp, men en meget smuk, elegant, majestætisk, rødbrun hund med en mærkelig stribe på ryggen: en Rhodesian Ridgeback.

Jagten gik i gang. Internettet var opfundet, men der blev også taget kontakt til tante Margit, som kunne fortælle lidt om den fantastiske afrikanske race – og som helt tilfældigt vidste, hvor familierne kunne få en hvalp: i den lille by Momleby på Fyn. Dér var der født et kuld prinser og prinsesser efter kongedatteren fra Zimbabwe, Monserrato April (kaldet Inja), og kongesønnen fra Danmark, Kinyemi Anzi A’bhubesi (kaldet Buksie).

Begge familier kørte til Fyn for at møde opdrætterne, Vivian og Mikkel fra Isilwane, og se de små vidundere. En meget stolt Inja tog imod, og indenfor vrimlede det med glade, tillidsfulde hvalpe. Ingen af familierne var i tvivl – og heldigvis blev de begge godkendt. HUUURRRAAAA!

Prins Belo

Den lille prins Isilwane Inja Abelo – Belo – flyttede til Vojens med et lille ternet tæppe og legetøj, som han elskede og passede godt på. Han kom til at bo sammen med en lille, lav, lang hund – en gravhund – og et højere pelset dyr kaldet en kat. Han fandt sig hurtigt til rette.

Belo blev en elsket og værdsat hjælper. Han lærte hurtigt at hyrde limousinekvier, der gik lige uden for huset, og at holde sammen på får. Han blev også superdygtig til at ”hjælpe” i en meget speciel bygning kaldet en stald – og elskede at komme susende ind i ridehallen, til stor bestyrtelse for de tobenede, der sad på en kæmpe hundelignende tingest kaldet en hest.

Dronning Chessie

Den lille prinsesse Isilwane Inja Abela – Chessie – flyttede til Sunds. Hun havde en kasse, et stykke tæppe og legetøj med, som hun ikke gad, så snart hun var på vej hjem. Hun havde en stærk personlighed: Den store grund skulle straks inspiceres og snuses – og alt blev godkendt, undtagen kurven, som blev hendes toilet i stedet for hendes seng.

Til hundetræning på Messecenter Herning gik prinsessen, hvor det passede hende – helst så langt fra sine tobenede som muligt. Inden der var gået et år, var hun steget i graderne til kronprinsesse og siden dronning: Dronning Chessie af Strandvejen. Træningen klarede hun godt, bortset fra at gø og bide – for hvorfor bide i et hårdt ærme, og hvorfor gø af onkel Claus, når hun fandt ham i skoven? Hun kendte ham jo, og han gav ros og godbidder.

På udstilling

Familierne havde lovet opdrætterne og onkel Poul og tante Netti at udstille hvalpene. Det gik ”rimeligt” i starten, men Belo syntes, det var træls at vise tænder til fremmede, der også ville føle på ham alle mulige steder – ”det her show gider jeg altså ikke”. Dronning Chessie elskede derimod at blive befølt og vise tænder for alle. Et højdepunkt var Neumünster i maj 2004: Chessie blev anden bedste tæve, Belo fik V og en 2.-plads i avlsklassen sammen med kong Buksie og onkel Poul, og de fik endnu en 2.-plads i opdrætsklassen med kuldsøster Azizo.

Belo droppede udstillingerne, mens Dronning Chessie fortsatte. Men begge fik også andre interesser: lydighed, lure coursing og schweiss – samt tyvetogter og en meget speciel hilseform: at sige goddag til besøgende i hovedhøjde. Begge fik deres egne kuld, og familierne har haft stor glæde af at følge afkommet.

Et stort og velfortjent tillykke med de 10 år den 18. maj 2012 til Prins Belo og Dronning Chessie – og til de søskende, der stadig er derude et sted.

Tak til Vivian og Mikkel, fordi de to familier fik lov til at få hinanden, og til onkel Poul og tante Netti for gode råd, fødselsdags- og julekort, godteposer og lakridser.