Klikker-corner: Hvad sker der i hunden, når du klikker?

Af Jette Fuglsang

Vidste du, at undersøgelser peger på, at klikkeren er 40 % mere effektiv end en verbal markør som ”dygtig”, når hunden skal lære noget nyt? At klikket menes at aktivere et center i hjernen, der er forbundet med lystfølelse? Og at en verbal markør er lige så effektiv, når adfærden først er lært?

Min erfaring er dog, at klikkeren stadig er bedst, når en øvelse skal rettes op – for så er det jo delvist nyindlæring igen. Måske også fordi mange hunde bliver så glade, når klikkeren kommer frem. Men hvad sker der egentlig inde i hunden?

Under bevidstheden

Under den del af hjernen, der har med bevidstheden at gøre, ligger strukturer uden for bevidst styring. Alle sanseindtryk passerer dem, før de når bevidstheden, og det er her, indtrykkene får deres følelsesmæssige værdi. Særligt to strukturer har betydning, når vi træner: amygdala og hypothalamus.

Amygdala – den hurtige vej

Det har længe været kendt, at indtryk, der udløser frygt, går via amygdala. Det er en af hjernens hurtigste veje – hurtigere end vejen til bevidstheden. Det er derfor, vi springer to meter til siden for en cykelslange, før vi når at tænke, at det ikke er en rigtig slange. Hos hunde er bl.a. høje lyde forprogrammeret til at aktivere frygtcellerne, og klikket er en høj, metallisk lyd. Men hos langt de fleste hunde går klikket en anden vej gennem amygdala, som intet har med frygt at gøre. Det er den vej, alle sekundære forstærkere – som klikket – tager, når vi lærer, at et signal efterfølges af en belønning.

Hypothalamus og dopamin

Hypothalamus er en del af et belønningsnetværk med signalstoffet dopamin – stoffet, der gør ting meningsfulde for os og motiverer os til at gøre det, der udløser det. Dertil kommer et netværk med endorfin, der giver lystfølelse. Når vi belønner hunden, aktiveres begge. Dopamin frigives især, når der sker noget uventet – og derfor er klikkeren suveræn til nyindlæring: Hunden ved ikke, hvornår klikket kommer, så det er mere uventet.

Klikkertrænede hunde bliver af og til kaldt klikkerjunkies – men de er glade junkies, med kun gode bivirkninger.

Frivillig adfærd

Positiv forstærkning handler om at belønne den ønskede adfærd, og det er hundens adfærd, der i sidste ende viser, om vi har gjort det. Får vi ikke den ønskede adfærd, kan det skyldes vores timing eller belønningens værdi. Gør vi det rigtigt, får vi glade hunde, der bliver belønnet både af os og inde i hjernen – hunde, der tør prøve nyt, fordi det værste, der kan ske, er, at der ikke kommer nogen belønning.

Når hunden udforsker, hvad der får os til at klikke – altså tilbyder frivillig adfærd – frigives signalstofferne, og selve udforskningen kan være vigtigere end det, den finder. Er hunden kommanderet eller lokket, er der ikke meget opdagelse tilbage, og belønningssystemet træder ikke i kraft i samme grad. Det er et godt argument for at bruge frivillig adfærd frem for at lokke ved nyindlæring – det mindsker også risikoen for, at hunden bliver afhængig af hjælp – og for at bevare hundens frivillige repertoire, også når øvelsen har fået et kommandoord.

Inspiration: Karen Frost Knudsen, Morten Egtvedt og Høje Pote.