Bordet fanger – om test, åbenhed og ansvar i avlen

Af Helle Lauridsen

§ 1 i klubbens etiske regler siger: En opdrætters målsætning og ansvar er at opdrætte de sundeste og bedste repræsentanter for racen og at have sat sig ind i, hvad det indebærer at have et kuld hvalpe. Det påhviler enhver, der udvælger en hund til opdræt, at vurdere, om avlsdyret fysisk og mentalt er egnet.

Jo mere jeg arbejder med vores race, jo mere sikker er jeg på, at netop dette ligger langt de fleste opdrættere på sinde. Vi leder efter de ideelle avlspartnere og tjekker vores egne avlsdyr så grundigt som muligt. Vi udstiller, mentalbeskriver og HD-fotograferer, og klubbens opdrættere er blandt de mest aktive inden for schweiss, lydighed, lure coursing og andre aktiviteter, der viser hundens mentale egenskaber – ikke kun eksteriøren. Vi VIL virkelig det bedste for racen.

Men hvor stopper det?

Ud over de obligatoriske HD- og AD-fotograferinger kan man i dag få OCD-fotografering, øjenlysning og UHM, og udenlandske laboratorier tilbyder DNA-test for bl.a. det blå gen, DM og hæmofili B. Flere test kommer, efterhånden som hundens DNA kortlægges, og om få år vil der være et utal af muligheder for at teste for relevante som irrelevante ting.

Mange tester for at bevise, at deres hund er et supereksemplar. Men intet er givet 100 %: Der kan være en skygge på røntgenbilledet eller en genmarkør, som ikke ”burde” være der. Og hvad så? Ignorere det? De fleste vil helt automatisk sige, at man selvfølgelig ikke skal ”double up” på noget uønsket. Men hvad så, hvis den udvalgte avlspartner ikke er tjekket for netop dette?

Tja – så fanger bordet. Man kan ikke ignorere viden om et potentielt problem og avle, som om det ikke eksisterer.

Bærer hunden noget, der kan skade kommende hvalpes sundhed og livslængde, skal man sørge for, at avlspartneren ikke er bærer. Men vi risikerer også at udelukke gode hunde fra avlen og kun gå efter de helt ”rene”. Det er måske ikke det store problem med det begrænsede antal test i dag – men hvor mange er der næste år? Om fem år? Og hvor relevante er de?

De store problemer kan ikke testes

Husk, at de største problemer i vores race er dermoid sinus, autoimmune sygdomme som allergi og stofskiftesygdomme samt kræft. For dem er hverken arvegang eller DNA kortlagt, så her må opdrætteren stadig bruge de gammeldags metoder: kommunikation, kommunikation og kommunikation.

• Med egen opdrætter: Hvad ligger der bag min tæve? Hvordan var hendes kuld? Hvordan har hendes forældre, søskende og deres afkom det? Hvor ligger problemerne?
• Med hanhundens ejer: Hvad ligger der bag ham? Hvordan har hans kuld været? Og før man stiller en han til rådighed, er det hanhundeejerens ansvar at kende hans baggrund grundigt.

Åbenhed og kommunikation er stadig et bedre og sikrere værktøj end laboratorietest og røntgenbilleder – og her menes ikke sladder, men ærlig oplysning.