Verdens dejligste Ridgeback – da røverne kom

Af Dorte Qvist

Alle Ridgeback-ejere kender racens fascinerende historie om jagt- og vagthundeegenskaber, der blev udnyttet og forstærket af de tidlige avlere. Derfor har vi også en lille forventning om, at vores hund passer på os. Men hvad sker der, når de værste tanker bliver til virkelighed?

Mandag den 19. juli skulle hundene og jeg på ferie i Sverige. Jeg havde været hos dyrlægen og en smut i Brugsen – væk hjemmefra i en lille time. Da jeg kom hjem, lukkede jeg hundene ud af bilen og gik ind. I min mands kontor stod der en mand, og bag ham endnu en. ”Hvad laver I her?” Jeg blev overfaldet bagfra, formentlig af en tredje røver, der havde holdt vagt, og blev slået bevidstløs. Røverne tog deres tyvekoster og forsvandt. Heldigvis kom et par gode venner forbi og fandt mig – de anede uråd, da vores gamle beagle, Aqua, gik og snusede rundt på gårdspladsen. Jeg kom på hospitalet.

Hvor var Kidogo?

Hvor var vores afrikanske løvehund med det udprægede beskyttelses- og vagtinstinkt, mens alt dette stod på? Hvorfor stod jeg tilbage med en følelse af, at han ikke hjalp mig? Det spørgsmål stillede jeg mig selv igen og igen.

Jeg ved, at Kidogo kom ind i huset sammen med mig, og jeg kan stadig fornemme, at han smuttede forbi mig, da jeg åbnede døren. Resten er gætterier. Løb han lige ind i en hårdkogt røver? Blev han lukket inde? Eller opfattede han faren og passede på sig selv?

De første dage var han meget stille, og da jeg kom hjem fra sygehuset, forlod han mig nødigt. Men efter nogle dage tog han pludselig afstand – jeg følte, at han var utryg ved mig. Det var forståeligt, men ikke rart. Jeg måtte tage min egen holdning op til revision: Måske havde hans fintfølende psyke opfattet, at jeg følte mig svigtet. Og var der egentlig grund til det?

Vores måde at have hund på

Min mand og jeg snakkede og snakkede. Om forskellen på et røveri, hvor man er hjemme, og vores tilfælde, hvor hundene og jeg tog røverne på fersk gerning – Kidogo kunne jo ikke vide, at de ikke måtte være der. Om racens oprindelse som løvehund, avlet til at passe på sig selv, kende en farlig situation og holde afstand. Om vores måde at have hund på: Vi ville aldrig købe en hund, der ikke var positivt præget på mennesker, og vi forventer, at når vores hunde tager kontakt, er det altid positivt. Og om vores lederskab, der har lært hundene, at de altid trygt kan følge os – hvilket viste sig at være helt forkert den sommerdag.

Tanken om at vågne op ved siden af en død eller slemt skamferet hund er så uhyggelig, at jeg takker skæbnen for, at det var mig, der kom til skade.

Den tanke gjorde tilgivelsen meget lettere. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at vinde Kidogos tillid tilbage. Min krop gav mig i første omgang ikke mange muligheder, men vi fandt plads til små tillidsøvelser og hyggestunder derhjemme. Stille og roligt vendte billedet, og vi fik vores gamle forhold tilbage.

Skuffelsen og følelsen af svigt er for længst erstattet af glæden ved at leve sammen med verdens dejligste Ridgeback.