Som ejer af verdens dejligste hund – en ridgeløs Ridgeback – må jeg naturligvis kommentere den debat, der blev rejst i RIDGEBACKEN nr. 1, 2011. Med udgangspunkt i den norske debat om aflivning af hvalpe uden ridge spurgte Søren Holmegaard, om der reelt er noget argument for kosmetisk begrundet aflivning af hvalpe, der holder.
Mit svar kan kun være et højt og klart nej.
Når det er sagt, har jeg fuld respekt for udstillingskulturen og det store arbejde med at forfine og udvikle racen og racestandarden. Jeg har også stor forståelse for dilemmaet med at finde købere til ridgeløse hvalpe. Og det er netop dét dilemma, jeg mener, debatten bør handle om.

Sindet er adelsmærket
Hvis problemet er, at ridgeløse hvalpe er svære at afsætte, må løsningen være ret ligetil: at Ridgeback-verdenen – ejere, opdrættere og ikke mindst klubben – står sammen om at fremhæve ALLE racens fantastiske træk og muligheder, i stedet for at definere denne stærke, stolte, smukke og dygtige race ud fra én kosmetisk detalje, der ingen indflydelse har på sind, temperament og adfærd.
I et debatindlæg kalder Susan Clayborough og Eva Bjøreng ridgen racens ”adelsmærke” med henvisning til racestandarden. Kongelig retorik passer bestemt til vores majestætiske løvehunde. Men i min verden må adelsmærket være sindet, temperamentet, den stolte, ranke holdning og den adrætte fysik – ridgen kan så være kronen på værket.
Vores smukke race er meget mere end en stribe omvendt hår på ryggen – og der er også et hundeliv uden for udstillingsringen.
Derfor opfordrer jeg alle os Ridgeback-entusiaster til at gøre en ekstra indsats for at fremhæve racens sind, temperament, adfærd og træningspotentiale. Så kan vi måske med tiden overbevise hvalpekøbere om, at en hvalp uden ridge også er en Ridgeback med nøjagtig de samme fabelagtige træk – og at man, medmindre man brænder for udstilling og avl, kan blive meget lykkelig med en ”fejlhund”.

Mens jeg skriver, sover min ridgeløse hund trygt i sin kurv, uvidende om den skæbne, han kunne have mødt, hvis ikke det havde været for en ansvarlig opdrætter. Mens jeg stryger ham over ryggen, sender jeg en kærlig tanke til det manglende gen – og en medfølende tanke til alle ejere af ”rigtige” Ridgebacks, der ikke kan gøre det samme.
En opfordring til opdrættere: Har I svært ved at finde en køber til en ridgeløs hvalp, er I meget velkomne til at henvise skeptiske købere til mig. Jeg fortæller med fornøjelse om glæderne ved en ”fejlhund”.
Læs også Helle Lauridsens artikel Ridgeless – en ny variant?
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2011, side 4. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
