Sterilisation af tæver – hvad skal man vælge?

Af fagdyrlæge Lars Bloch

Denne lille artikel skal hjælpe med at afklare de spørgsmål, man skal tage stilling til, hvis man ønsker sin tæve steriliseret. Valget af metode afhænger af, hvorfor man ønsker indgrebet.

Tre metoder

  1. Fjernelse af både livmoder og æggestokke – det almindeligste indgreb. Det standser hormonproduktionen og fjerner/forebygger problemer i livmoderen.
  2. Fjernelse af æggestokkene – standser hormonproduktionen, så tæven ikke kommer i løbetid. Livmoderen er intakt og kan stadig få betændelse.
  3. Underbinding af æggelederne – tæven kan ikke blive drægtig, men har stadig løbetider og samme risiko for livmoderproblemer som før.
ØnskeMetode 1Metode 2Metode 3
Kan ikke blive drægtig✓✓✓
Ingen løbetid / blødning✓✓
Nedsat risiko for brystkræft (jo tidligere, jo mere)✓✓
Ingen risiko for livmoderbetændelse og -kræft✓
Ingen risiko for kræft i æggestokkene✓✓
Ingen tiltrækning af hanhunde✓✓
Ikke udelukket fra træning/udstilling pga. løbetid✓✓
Ingen falsk drægtighed✓✓
Ingen øget risiko for urininkontinens✓
Ingen risiko for pelsændring✓

Sygdommene i korte træk

  • Livmoderbetændelse: Meget hyppig, især hos ældre tæver. Kræver oftest fjernelse af livmoderen.
  • Livmoder- og æggestokkræft: Sjældne; opdages de i tide, kan spredning undgås.
  • Brystkræft: Hyppig – over 30 % af knuderne er ondartede.
  • Urininkontinens: Forholdsvis sjælden og kan let behandles med medicin.
  • Falsk drægtighed: Ca. to måneder efter løbetiden kan tæven opføre sig som drægtig, med mælk i patterne og ændret adfærd. Ved kraftige symptomer kan der gives medicin.
  • Pelsændring: Sjældent lidt øget hårvækst eller flere krøller – ubetydeligt for hunden.

Endelig findes der hormonbehandling hver femte måned, som udskyder løbetiden. Efter forfatterens mening har den en del bivirkninger – øget risiko for livmoderbetændelse, brystkræft og sukkersyge – og er dyrere i længden. Den kan dog bruges til en kortvarig udsættelse.

Redaktionel note: Artiklen er fra 2004. Anbefalingerne om sterilisation – og om tidspunktet for indgrebet hos store racer – har udviklet sig siden. Tal med din egen dyrlæge.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2004, side 9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN