Sandy til mentalbeskrivelse – en omplaceret hund under lup

Af Birgit Hansen

Den 8. maj 2004 deltog vi i klubbens mentalbeskrivelse i Dianalund. Sandy var 24 måneder, og vi havde overtaget hende godt fire måneder tidligere. Hun er en meget kærlig tæve, som elsker sin kuldbror – vores hanhund – mere end noget andet.

Sandy skulle ikke i avl. Jeg ville gerne finde hendes stærke og mindre stærke sider – især hvordan hun reagerede uden sin bror, og når hun blev bange. Lige efter omplaceringen ville hun ikke acceptere besøgende og var stadig usikker i nogle situationer.

Er det klogt?

Et par Ridgeback-ejere spurgte fornuftigt, om det var klogt at udsætte hende for momenterne i betragtning af hendes fortid. Det havde jeg også overvejet – og kom frem til:

• DKK’s testhold har erfaring nok til at stoppe, hvis hunden bliver for bange eller aggressiv – og jeg ville selv stoppe, hvis jeg mente, hun var i mental pine.
• Det er bedre at opleve ekstreme situationer under kontrollerede forhold end tilfældigt i hverdagen. Så lærer jeg hendes reaktioner at kende.
• Ekstreme situationer opstår også i hverdagen: et brag fra naboens byggeri eller en ven, der kommer uanmeldt ind ad havelågen i regnslag med hætten trukket op.
• Og så er det jo spændende at se, hvordan hun passer med raceprofilen.

Moment for moment

Første halvdel gik med en glad Sandy, der overraskende selv tog kontakt til fremmede og elskede at lege. Jagt er hendes store interesse. Men da kedeldragten fløj op, løb hun i tankerne hjem til Nordsjælland. Hun viste sin angst med vrede uden at gå til angreb – og ville ikke nær tingesten, før jeg havde ”dræbt” den. På tredje tur gik hun lige forbi. Hun kan afreagere, men skal have tid.

Ved lyden af kæden over metalpladen lavede hun en undvigemanøvre med øjnene på faren og gik derefter selv hen for at undersøge den. Men nu var hun på dupperne – og fik øje på spøgelserne, før vi nåede frem. Hold da op, hvor blev hun gal. Uden snor holdt hun sig på sikker afstand, men uden flugttendens, og holdt vagt fra fem meters afstand. Først da hovedet var taget af, kunne figuranten lokke hende frem – med en kort og irriteret hilsen. Rigtig tæve!

Ved skudene legede vi trækkeleg. Sandy blev vagtsom ved første skud, men da jeg tog hende i snor, reagerede hun slet ikke på de næste.

Sandy er ikke så meget en usikker hund som en forsigtig hund – med en god portion tillid til mig som fører og beskytter.

Det var også interessant at se, hvor forskelligt de andre hunde reagerede på de samme momenter. Hvor meget er en raceprofil egentlig ønsketænkning?

Læs også Ozzi til unghundementalbeskrivelse.