På spor i Norge – Bwana bliver norsk eftersøgningshund

Af Jan Fyllgraf

I foråret var jeg på arbejdsbesøg hos en norsk kollega i Lalm, en lille by ca. 300 km nord for Oslo. Om aftenen sad vi i festligt lag med rutinerede jægere og hundefolk, og der blev fortalt mange spændende historier, hvor hunde var en naturlig ingrediens.

På et tidspunkt – godt hjulpet af et par store sjusser efter maden – nævnte jeg, at jeg var den stolte ejer af en Rhodesian Ridgeback. Det gav kun et par overbærende smil. Så jeg holdt stædigt fast og fortalte med stor iver, hvordan vi i april havde bestået vores første sporprøve i Danmark med 1. præmie. Superjægerne foreslog venligt, at jeg tog hunden med til Norge om sommeren, så ville de arrangere nogle prøver. Jeg sagde resolut ja tak.

Bagefter gik det op for mig, hvad jeg havde indladt mig på. Hunden var kun et år, og manden i den anden ende af snoren temmelig urutineret. Jeg var sikker på, at det var glemt. Men nogle dage senere skrev min kollega, Egil, at der var arrangeret tre prøver i juli – og en hytte til hele familien. Bordet fangede.

Egil Skogum er inkarneret jæger og har i mange år opdrættet nogle af Norges bedste sporhunde. I dag har han norsk elghund, og en af hans hunde er godkendt til eftersøgning af bjørn. Han er selv godkendt norsk spordommer.

Første prøve: Elgben på fjeldet

Søndag den 12. juli vågnede en noget nervøs hundefører tidligt om morgenen. På fjeldet mødte vi prøvelederen Christian Volle, en levende legende på over 70, som kendte racen, men aldrig havde set den arbejde. Sporet var mindst 12 timer gammelt og 600 meter langt, terrænet helt anderledes end den danske skovbund – og en elgko med kalv havde lige strejfet rundt i området.

Bwana var meget tændt og startede direkte ind i skoven og op ad fjeldet. Han arbejdede intenst og koncentreret, og efter godt ti minutter var vi fejlfrit fremme ved ”dyret” – et helt underben fra en elg. En meget stolt, men også meget svedig og forpustet fører. Pludselig var interessen for at gå spor med en Ridgeback enorm. Vi fik 1. præmie, og den eneste kritiske bemærkning var ”litt stort tempo”.

Dommer Egil Skogum, Jan Fyllgraf og Bwana
Dommer Egil Skogum, Jan Fyllgraf og Bwana (Izinja Winche’s B’unfana)

Ferskspor efter elg – om natten

Fordi det var gået så godt, skulle vi ud igen samme aften til anden del af godkendelsen: ferskspor. Man finder vildt, går ind på det med hunden, og når dyret flygter, følger man det friske spor – uden at hunden siger et pip. Lige en opgave for en Ridgeback.

Kl. 23.30 kørte vi op på fjeldet og fik efter en times tid øje på en elgko med kalv. Vi klatrede over høje hegn, hvor jeg bandede over at have valgt så tung en hund – men Bwana lod sig løfte over uden en lyd, også forbi en fold med kreaturer. Han havde fået færten – men af en stor elgtyr, der lå i græsset tæt på os. ”Gå efter tyren,” hviskede dommeren, ”og vender den sig mod os, så slip Bwana.” Tak for oplysningen! Tæt på fik elgen øje på os og satte heldigvis i løb.

Bwana satte straks efter – gennem højt græs og ud i et vandløb. Han går ellers store omveje for at undgå en våd plet, men det havde han glemt, og føreren fulgte efter i vand til over støvlerne. Ved et højt vildthegn søgte han op og ned og kom hele tiden tilbage til samme sted, så han blev endnu en gang løftet over, og føreren måtte yndefuldt følge efter – godt det var nat og uden tilskuere. På den anden side fik han straks færten igen. Til sidst kaldte dommeren os tilbage.

Bwana gik fint ind på dyrene og opførte sig flot og tavst ved synet af elg: 1. præmie – og godkendt norsk eftersøgningshund.

Hvorfor slippe hunden? Egil forklarede, at der hvert år bliver dræbt jagthunde af elg, fordi de ikke bliver sluppet. En hund i line agerer ikke naturligt og venter på, at føreren gør noget – og elgen kan lynhurtigt slå den med forbenene. Sluppet vil hunden instinktivt kredse om elgen og forvirre den, til den flygter.

Det svære spor

Som afslutning på ferien havde Egil lagt et ekstra svært og langt spor i ufremkommeligt terræn med væltede træer og stejle stigninger, efter en hel dags regn. To gange gik vi forkert, men begge gange viste Bwana tidligt, at han var på vildspor, og vi gik tilbage, til han fandt det rigtige. Derfra gik han et superspor. Vi fik 1. præmie og hæderspræmie for det fine arbejde ved tab af sporet – det er dér, man ser, om en hund er egnet, sagde Egil.

Bwana på sporet
Foto fra RIDGEBACKEN nr. 3/2009

Så kunne vi bevæge os rundt i Norge med oprejst pande, og spurgte nogen til Bwana, måtte de bare håbe, de havde god tid. Børnene blev vist lidt trætte af det til sidst.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2009, side 4–6. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN