Hundesprog – en lille ABC i dæmpende signaler

Af Jette Fuglsang

En helt ny verden åbnede sig for mig, da jeg fik øjnene op for hundenes indbyrdes sprog. Pludselig forstod jeg meget bedre, hvad hundene prøver at fortælle – også os mennesker.

Vi er så fokuserede på ord, at vi overser kropssproget. Men vi kan det godt; vi bruger det også mennesker imellem, ofte ubevidst. Her er en lille ABC – ikke for at gå de dygtige forfattere på området i bedene, men for at vække interessen. Hundesprog er et emne, man aldrig bliver færdig med. Husk, at et signal oftest har flere betydninger og altid skal ses sammen med resten af hundens kropssprog.

Dæmpende signaler

Hunde er rovdyr med drabelige våben. Det ville let gå galt, hvis de ikke havde en måde at omgås hinanden på uden at slås. De fleste hunde bryder sig f.eks. ikke om at gå direkte mod og tæt forbi fremmede hunde – slet ikke i snor. Derfor bruger de dæmpende signaler: De er ”høflige”. Det gør de også over for mennesker, og vi kan svare med de signaler, vi selv kan lave. Truende eller afstandssøgende signaler er ofte det modsatte.

  • Slikke om snuden: Et vigtigt og meget hyppigt signal – ofte er kun tungespidsen lige fremme.
  • Se væk og blinke: Direkte øjenkontakt er uhøfligt for en fremmed hund. Før et slagsmål har hundene ofte stået og stirret på hinanden.
  • Gabe og smaske: Ses, når hundens nærhedsgrænse overskrides, i ophidsende situationer – og når flokken går til ro. Det kan vi selv bruge til at få en hvalp til at falde til ro.
  • Poteløft: Ved nærkontakt eller i ubehagelige situationer.
  • Langsomme bevægelser: ”Jeg er ikke ude på skrammer.” Hurtige bevægelser virker provokerende.
  • Sætte sig eller lægge sig: ”Du er for vild” – eller en sikker hund, der beroliger en usikker.
  • Vende rumpen til: Et stærkt aggressionsdæmpende signal. Når hunden hilser ved at vende bagdelen til, er det en venlig modtagelse.
  • Fryse: Den ene hund står helt stille, mens den anden snuser.
  • Gå i bue: At gå direkte mod en anden hund er upassende. Giv plads, når din hund er i snor – at gå tæt forbi på fortovet skal læres gradvist.
  • Snuse: En overspringshandling, når hunden ikke kan forholde sig til situationen.
  • Bukke: Et hurtigt buk ned og op dæmper; et længerevarende legebuk er en invitation til leg.
  • Gå imellem: Ved optræk til uenighed går en tredje hund ofte langsomt ind imellem og splitter op.
  • Ryste sig: Ses ofte efter vild leg, og når én ryster sig, følger andre efter.

Når hunden snuser i stedet for at komme

Begynder hunden at snuse i jorden, når du kalder, er det ikke nødvendigvis ulydighed. Står du med front mod hunden og ser direkte på den, kan du være for direkte. Vend siden til – eller endnu bedre: Bevæg dig væk fra hunden, når du kalder.

Logren er ikke altid glæde

Logren skal altid ses sammen med hundens andre signaler. Lav logren kan betyde usikkerhed eller være dæmpende, og langsom, lav hale kan være optakt til slagsmål. Halen mellem benene viser usikkerhed eller angst. Vandret logren er typisk glæde, høj logren en mere selvsikker legeinvitation – men en høj, stiv hale fortæller, at situationen er anspændt.

Venligt og uvenligt ansigt

Et venligt ansigt er fladt og blødt: lange mundvige, skjulte tænder, smalle øjne og ører ført ned og tilbage. Et uvenligt ansigt er det modsatte: rynket næse, korte mundvige skudt frem, stirrende øjne og et direkte blik.

Sådan hilser du på en fremmed hund

  • Løb ikke mod hunden, og gå ikke direkte mod den – gå lidt ved siden af.
  • Sæt dig eventuelt på hug, især ved hvalpe.
  • Undgå direkte øjenkontakt.
  • Stop, før du når hunden, og lad den gå det sidste stykke.
  • Ae nedefra på hage og kinder – aldrig oppefra på issen.
  • Tag ikke kontakt til en hund, der ikke ønsker det.

Kan du ikke lide, at hunden slikker dig om munden, så vend kinden til – den hilser bare pænt.

Læs også om de dæmpende signaler i Lederskab – fup eller fakta?

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2009, side 16–20. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN