Telefonen ringer: ”Goddag, mit navn er Gry, jeg ringer fra Ree Park. Vi er interesserede i dit transportable lure coursing-anlæg til aktivering af vores geparder.” Jeg vidste faktisk ikke, om det var en joke. Men den var god nok.
Ree Park havde længe ledt efter et anlæg til at aktivere deres ”dovne” geparder og var faldet over min hjemmeside. Efter et par måneders dialog blev vi enige om, at de kunne prøve mit anlæg, før de investerede i et større. Jeg har erfaring med mange hunderacer – men geparder! Hvordan skulle jeg køre luren, kunne vi gå ind til dyrene, var de farlige? Jeg hev fat i John Boje fra Kennel Ikunga, og den 24. juni kl. 5.30 kørte vi mod Djursland.
En halv meter fra en gepard
Vi blev ført om til løbegårdene, som ikke er tilgængelige for gæster. Ingen dobbelthegn, ingen af parkens sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger – vi gik bare forbi et hegn, hvor der gik et par ”katte” på 60–70 kg. En halv meter fra disse prægtige dyr. Hvordan skulle vi få maskinen og snoren gennem hegnet? ”Kom I bare med herind,” sagde dyrepasseren Michael. Jeg troede, han lavede sjov – geparden var jo lige derinde. Men kunne dyrepasseren gå ind, kunne vi også.
Banen var ca. 30 × 25 meter med meget bevoksning i midten. Hver gang vi kom for tæt på, hvæsede geparderne af os. ”Bare ignorer det, geparder angriber ikke voksne mennesker,” sagde dyrepasserne. Nå ja, så var John og jeg selvfølgelig helt rolige.

Fra dovne til lynhurtige
Kl. 9.45 gik starten. Alle stod spændte – også geparden – og så vågnede den for alvor. Den kom flyvende forbi os, to meter foran os. Første gepard tog fire runder, så var den flad. Nummer to var en han, lidt mere forsigtig, men efter et par omgange var han klar og fløj af sted. Det mest imponerende var, at man slet ikke kunne høre dem løbe, og man kunne tydeligt se, hvordan de styrede med halen i svingene.
På et tidspunkt fulgte geparden luren så tæt, at den var helt henne ved maskinen, da luren smældede rundt om hjulet. Den sprang 1–2 meter lodret op i luften lige foran os – og vi blev også forskrækkede. Da vi stoppede luren, kom geparden flyvende, tog fat i den og lagde sig lige foran mine fødder.
John og jeg mangler simpelthen ord for den oplevelse. Den vil vi huske for evigt.
Læs også, hvordan Ridgebacks løber lure coursing i Lure coursing ved Hakkemosen.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2009, side 10. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
