Lure coursing ved Hakkemosen

Af Susanne Grandahl. Fotos: Janni Holzendorff

Hver anden lørdag, fra det sene forår til efterårsvejret bliver for surt, mødes en flok Ridgeback-entusiaster med hang til fart på en græsmark.

Denne lørdag er vi et stenkast fra Ikea i Taastrup, hvor vores ankermand, Niels, har fået lov til at bruge flere skønne områder ved Hakkemosen. Solen bager fra en skyfri himmel, så der skal tænkes alternativt, så hundene ikke får hedeslag i bilerne mellem løbene.

Banen gøres klar – kun fantasien og fornuften sætter grænser for længde og antallet af knæk – og kaffebordet gøres klar; begge dele lige vigtigt. Vi aftaler en løbsrækkefølge, hvem der løber alene, og hvem der løber parløb. Hver hund får 2–3 løb alt efter kondition.

Opvarmning og afskridtning

Vi går meget op i at forebygge skader. Hunden skal være varm og smidig, før den løber, og da kun de hunde, der skal løbe, må være ved banen, varmes der op på et tilstødende areal. Her får de tobenede både motion og en udfordring i at holde en Ridgeback, der kun har én ting i hovedet. Efter hvert løb skal hunden skridtes af, mens luren trækkes ud til den næste.

Som en harejagt

Hundene løber solo eller parløb, og ved parløb skal de have løbsmaske på. Selvom det kan ligne væddeløb, handler det ikke om, hvem der kommer først, men om at fange haren – alene eller i samarbejde. Banen efterligner en harejagt: Haren flygter i zigzag, og når hunden sætter farten ned og sænker hovedet for at angribe, ændrer haren retning op til 90 grader. Så må hunden starte et nyt jagt- og angrebsforsøg. Det er fascinerende at se hunden ”lægge sig” på siden af luren og holde øje med den.

Hvorfor gør vi det?

Hvorfor bruger jeg hellere end gerne en hel eftermiddag på lure coursing – og synes, det er sjovt, når min ellers så lydige og rolige hund begynder at gø og hyle, så snart bilen kører ind på arealet, bliver helt ustyrlig og døv og trækker mig af sted, mens de andre griner og kender et godt sted at træne lydighed? Fordi det er fantastisk at se min hund lave noget, hun er virkelig god til og synes er sjovt. Hundene får brændt energi af og brugt både muskler og hjerne.

Nogle hunde har svært ved at tænde på et bundt plastikstrimler, men som regel lykkes det. Kniber det for en ny hund, har vi rutinerede hunde, der kan være ”trækkere”. De første gange er stilen ikke optimal – men efter et par gange fanger hunden det, og pludselig er ens Ridgeback blevet en smuk og elegant hurtigløber i flyvende stil. Det er dér, man virkelig bliver grebet.

Den opmærksomme læser har nok regnet ud, at den hylende og selektivt hørende hund er min egen. Humusha er en bandit og hurtigløber og mener bestemt, at hun er dronningen af banen – inklusive den fælles vandskål. Christophers Tabili er dog den rigtige dronning. Hun er forrygende, når hun løber, og hver gang top-underholdende, når Christopher bogstaveligt talt må bære hende væk, fordi hun smider sig om på ryggen og nægter at gå. Til hverdag er de begge ret lydige og kan fordybe sig i et schweissspor.

Tæver som Tabili, Humusha og den lidt yngre Indi er bygget til at løbe stærkt og kan vende på en femøre. De større drenge i gruppen, Garai, Ajabu og Changu, er mere powerfulde: Når de sendes af sted, er det godt 40 kilo muskler, der tordner af sted.

Jeg har kun én ting at sige: Prøv det!

Der er lure coursing både på Sjælland og i Jylland. Se klubbens aktivitetskalender for aktuelle løb.