Dermoid sinus – en personlig beretning om Aslan

Af Susanne Bech-Hansen, Kennel Bikita’s Legacy

Dette er ikke en videnskabelig artikel om dermoid sinus (DS) hos Rhodesian Ridgeback, men en personlig beretning om ét tilfælde – sammen med mine helt personlige tanker og overvejelser.

En mail, der kom for sent

Tidligere i år fik jeg en mail fra en norsk kennel, der havde set på nettet, at vi havde fået en sinushvalp opereret. Nu havde de også en lille hvalp med DS og overvejede, om den skulle aflives. Jeg læste ikke mailen samme dag, og da jeg ringede to dage senere, var hvalpen aflivet. Jeg var grædefærdig og skyldbetynget, for jeg tænkte, at jeg kunne have reddet den. Husk altid at læse din mail – det kan være et spørgsmål om liv eller død.

Flere kennelhjemmesider har beskrevet et meget traumatisk forløb, hvis man vælger at få sin sinushvalp opereret – bl.a. at hvalpen skal adskilles fra sine søskende. Efter vores oplevelse svarer det til at få en hvalp aflivet ”af medlidenhed”, fordi den har skåret sig på poten.

Hr. Lyseblå

En kold nat i februar 2012 fik Bikita sit første kuld – et meget ønsket kuld med Akono som far, som vi havde ledt længe efter. Vi vidste, at der altid er en risiko for DS, når man parrer Ridgebacks, og havde på forhånd aftalt med Akonos tyske ejere, at eventuelle sinushvalpe skulle opereres. I Tyskland må man slet ikke aflive en hvalp alene, fordi den har DS.

Fødslen var en stor oplevelse. Alle syv hvalpe var utrolig livskraftige og fandt selv en pat, før de næsten var ude af fosterhinderne. Da de var tre døgn gamle, kom en af klubbens sinustjekkere og fandt en lille nakkesinus hos hr. Lyseblå. Det var ærgerligt og bekymrende, men ikke sørgeligt – for vi vidste, at det ikke betød aflivning, men operation. Faktisk tror jeg, at hr. Lyseblå, der senere kom til at hedde Aslan, blev lidt mere elsket fra den dag.

Vi havde hvalpekøbere, der først og fremmest ville elske hunden for det, den er, og ikke bekymrede sig om kosmetiske fejl – de købere, jeg allerhelst ønsker mig. DS er dog ikke bare en kosmetisk fejl, men en medfødt defekt, der ubehandlet kan give infektioner og smerter. Vi var spændte på, om Rikke og Kim turde. Efter de havde set Aslan, gik der ikke lang tid, før de sagde ja – selvom de egentlig havde tænkt sig en tæve.

Operationen

Vi valgte at få Aslan opereret på Karlslunde Dyrehospital, der havde opereret andre med succes, da han var syv uger gammel. Det er lidt sværere at operere så lille en hvalp, men så ejer vi den stadig og kan selv tage os af den bagefter – og overdrage en sund og rask hvalp.

Jeg var grædefærdig og nervøs, men dyrlægen så det tydeligvis som en mindre operation. Jeg kyssede Aslan farvel og kørte til et indkøbscenter for at købe babytøj, jeg kunne tilpasse til ham bagefter. Kort efter ringede telefonen: Operationen var overstået – 35 minutter uden komplikationer – og Aslan var klar til at komme hjem.

Derhjemme havde søskendene lige leget sig trætte, så alle var enige om en lur. Da de vågnede, ville Aslan straks ud og lege. To timer efter operationen sprang han rundt, som om intet var hændt. Han fik ingen smertestillende med hjem, og der var heller ikke brug for det – selvom søskendene ofte lavede ”dræberbid” netop i nakken. En lille forbinding gjorde, at han kunne lege som før. En uges tid efter kom der en lille bule med lymfevæske, som oftest sker, men den forsvandt af sig selv.

Ulemperne?

Der var bekymring før og efter og lidt besvær med at skifte forbindinger og beskytte såret mod ivrige søskende, men intet traumatisk for Aslan. Den største ulempe var økonomien: En operation kostede omkring 10.000 kr., hvalpen sælges til reduceret pris, og udgifterne til dyrlæge, registrering, vaccination og chip er de samme. Men man bør heller ikke få hvalpe for at tjene penge.

Avl og åbenhed

Betyder det noget for avlen at lade en sinushvalp leve? Nej – der er avlsforbud på sinushunde, og det registreres i stambogen. Og det er ingen fordømmelse af opdrættere, der vælger aflivning. Der kan være gode grunde, f.eks. et meget stort kuld.

DS er ikke en ”frygtet arvelig hudlidelse”, men en medfødt misdannelse med en arvegang, der endnu ikke er klarlagt – formentlig med flere gener involveret. Nogle hanhunde er far til mere end 100 hvalpe med kun én sinushvalp imellem. Det er derfor ikke udtryk for manglende omtanke at få en sinushvalp. Men så længe nogen fremhæver det som en særlig kvalitet ikke at have haft sinushvalpe, vil mange opdrættere holde det skjult.

Hvis denne artikel kan være med til en holdningsændring i retning af større åbenhed om DS – uden skyld og skam hos opdrætteren – vil jeg være glad.

Aslan er i dag en stor, smuk, klog og aktiv hanhund med et pragtfuldt temperament, som gør både os og hans ejere, Rikke og Kim, stolte og glade.