Vandretur i Alperne med to Ridgebacks

Af Sven Jesper Knudsen

Vandreferie med Rhodesian Ridgebacks er fantastisk og kan hurtigt blive en oplevelse for livet. Det er slet ikke så svært, og turene kan tilpasses smag og behag.

Jeg vil her skrive lidt om mine erfaringer fra vores vandreeventyr i Alperne og håber, at det kan motivere til en tur på fjeldet, i bjergene eller hvor end I nu begiver jer hen. Vi har altid rejst meget med vores hunde og holder meget af at rejse med hund. Denne gang var dog noget helt specielt, for jeg skulle selv afsted med vores to Rhodesian Ridgeback-drenge.

Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle til dolomitplateauet Seiser Alm, en alpin eng i stor højde med en ekstrem bjergrute, som jeg havde forelsket mig i. Det er tempereret på bjergene med ca. 20–25 grader mod 30–35 grader i dalene.

Planlægning af ruterne

Til planlægning af ruterne brugte jeg appen Komoot. Det er en billig løsning, hvor man kan downloade kort, se ruter, andre har planlagt – ofte med billeder – eller selv planlægge ruter. Alle ruter mærkes med cirka gåtider, højdemeter og sværhedsgrad: blå for let, rød for middel og sort for svær.

Sværhedsgraden af ruterne er vigtig at forholde sig til. Mit mål havde 1.500 højdemeter og 20 km strækning, og jeg forbrændte ca. halvanden gange et maraton på sådan en tur! Og med to voksne hanhunde på 45 kg skal man forholde sig til den træning, der skal til, for at hundene kommer sikkert igennem. Vi brugte ca. to uger – først Harzen, så Oberstdorf, Baal og sidst Dolomitterne – hvor vi fik skruet op for stigningerne. Men det behøver slet ikke være så ekstremt; man kan bare tage en lift, hvor hunde ofte må komme med (nogle steder er det påkrævet med mundkurv), og nyde den flotte natur i bjerghøjde.

Forhindringer skal trænes

Vi skulle både udfordres af trapper lavet af elefantriste, køer, der ikke var så venlige, og meget stejle og smalle stier, hvor vi mødte modgående. Vores mangel på lydighed fik lige et gevaldigt spark: “stop” og “plads” på både højre og venstre side skulle friskes op, og med tiden kom “frem” for at gå foran og “hinter” for at gå bag mig. Jeg lærte hurtigt selv ikke at overgøre det, men at give hunden tid til at løse en forhindring og tid til at slappe af bagefter. Det var ultimativt fedt at se, at de to drenge kunne noget forskelligt, og ved at kopiere hinanden begyndte de at samarbejde.

Udstyr og vand

Hundene fik nogle gode seler, som de kunne bevæge sig frit i, fx fra Non-stop, Ruffwear eller DOG Copenhagen. Linen er nok mere individuel; min favorit blev en klassisk 2 meter læderline, som beholder et godt greb i al slags vejr. Vi havde godt med forbinding med, specielt elastisk gaze til forbinding af en skåret pote. Jelly kunne godt have brugt nogle sko på de sidste ture, mens Jabali har lidt hårdere trædepuder. Og så havde vi vand med. Mine Ridgeback-drenge drak ikke overvældende meget, men alligevel 4 liter på en tur. Fordelen ved de populære skisportssteder er de mange små hyggelige kroer, hvor man kan få fyldt op.

Hundevenlige hoteller

Hotellerne var super simple at finde. På booking.com er det let at frasortere steder, hvor kæledyr ikke er tilladt, og derefter er det bare at vælge. Sydpå er det ingen problemer. For god ordens skyld: Skriv antal hunde i kommentarfeltet. Hotellerne er flinke til at svare, ofte med beskeden, at det koster 10 euro ekstra pr. hund. Vores Ridgebacks sover i sengen, og hoteller er ingen undtagelse – men vi har altid egne lagner og håndklæder med til dem og sørger for, at de næste, der kommer med hund, er lige så velkomne.

Bilturen derned blev en fest med Komoot-appen. Jeg kunne planlægge gåture hele vejen fra hjem til destination, og selv hotellerne blev valgt efter muligheden for en morgentur. Det synes jeg næsten var mest fascinerende: Lige meget hvor man var, var der gode ture. Jeg var jo også i det bedste selskab af et par vandreglade Rhodesian Ridgebacks.