NoseWork – snuseleg for alle hunde med en snude

Af Lene Tornkjær

Er NoseWork noget for mig og min hund? Ja, helt klart! NoseWork er for alle hunde med en snude – sjovt for både ejer og hund, hvad enten man går efter konkurrencer eller bare vil give næsen arbejde i hverdagen.

Det at lære hunden at søge styrker båndet mellem hund og ejer, holder hunden i mental form og giver afløb for energien via de naturlige søgeinstinkter. Resultatet er balanceret aktivering med stor tilfredshed og en naturlig træthed bagefter.

”Min hund kan ikke finde ud af sådan noget,” siger nogle. Tja – hvis din hund kan snuse, spise, stå og gå, og du kan belønne den, er der gode odds for, at I kan lære NoseWork.

Hvad er NoseWork?

Ideen er, at hunden kommer til et nyt miljø og udfører et søg. Det er en aktivitet, man kan ”have med sig” overalt. Træningen bygger på søg efter op til tre udvalgte dufte – lavendel, eukalyptus og anis – i fire forskellige miljøer:

  • Beholdersøg
  • Indendørssøg
  • Udendørssøg
  • Køretøjssøg

Duften placeres i forskellige højder og miljøer med varierende sværhedsgrad alt efter klasse, hvilket giver hunden både psykisk og fysisk stimulering. Sporten tager udgangspunkt i hundens medfødte lugtesans – ikke i hvor god den er til lydighed – og kræver hverken avanceret eller dyrt udstyr.

Ridgeback på udendørssøg
Foto fra RIDGEBACKEN nr. 1/2019

Aldrig for sent

Både Poma og Brace har været med på legen fra starten. Poma begyndte først som tiårig og nåede at træne i halvandet år frem til NW1, og Brace var i 2019 på vej mod NW2 – og elsker det. Det er aldrig for sent at lære nyt, og for seniorer og hunde med lidt skavanker er NoseWork en super aktivitet.

Se reglerne for NoseWork hos Dansk Kennel Klub. Mange træningssteder tilbyder et startsæt med det, der skal bruges for at komme i gang.

God snuselyst!

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2019, side 18–19. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN