OCR – Obstacle Course Racing – er blevet en utrolig populær sport verden over. På dansk kalder vi det forhindringsløb, og I kender det nok som Nordic Race, Mudrace, Toughest og lignende. K9 Biathlon er det samme – bare med forhindringer tilpasset, så du har din hund med hele vejen rundt.
Både OCR-løb og K9 Biathlon stammer oprindeligt fra udfordringerne på militærets øvelsesbaner. Sværhedsgraden er stille og roligt blevet bygget ud, men størstedelen af deltagerne kommer stadig for at give sig selv en udfordring og få en stor oplevelse. Der er plads til alle – og det er en af forcerne ved netop denne type events.

Fra Sverige til Nærum
Min hverdag som M-Touch-behandler og sportsterapeut går oftest med at hjælpe andres hunde og førere, lige fra sofahunde til landshold. Men for et par år siden besluttede jeg at gøre noget anderledes med min egen Ridgeback. Akoko og jeg gennemførte et K9 Biathlon i Sverige – som nok nogle af de første civile danskere.
Med min alder (48), mine kilo (+100) og en kondi, jeg ikke havde trænet op, tænkte man nok: 8 km og over 40 forhindringer – det gennemfører han da ikke på en fornuftig tid. Men det lykkedes alligevel. Den totalt fede oplevelse ville jeg gerne give andre, så til midsommer 2018 arrangerede jeg Danmarks første K9 Biathlon med udgangspunkt i Rundforbi Idrætsanlæg i Nærum.
Jeg ændrede nogle af de ting, jeg havde savnet ved det første løb, og tænkte tilbage på den gamle ånd i OCR-løbene, hvor man hjælper hinanden igennem forhindringerne, og hvor det handler om at gennemføre og have det sjovt – ikke kun om den bedste tid. Man kunne deltage både individuelt og som hold, og to mennesker kunne deltage med samme hund. En af fordelene ved at hjælpe hinanden er, at man tør tage en udfordring, man alene ville være gået uden om – og det giver en meget større personlig sejr ved målstregen.
Midsommerløbet blev en kæmpe succes med over 340 deltagere – Nordens største event af sin slags, hvor 60–80 deltagere ellers har været stort i Norge og Sverige. Og til stor glæde har der været rigtig mange Ridgebacks med ved begge de løb, jeg har arrangeret i 2018: individuelt, på hold med de faste luftekammerater, eller som Kennel Makucha, der holdt kenneltræf til løbet.
Rart at vide som deltager
- Ingen to løb er ens – terræn og underlag varierer meget.
- Man løber oftest sammen og venter på hinanden. Tiden er bestemt ikke vigtig – fokusér på en god oplevelse.
- Det er helt ok at gå mellem forhindringerne.
- Du er ikke tvunget til at gennemføre alle forhindringer. Ved de mest krævende er der en strafrute, f.eks. 10 englehop.
- Hver forhindring giver en personlig sejr – og har nogen svært ved det, hjælper man helt automatisk hinanden.
- Du kan møde vand, højder, tunneller, mudder, ”pigtråd” og naturens egne forhindringer – og udfordre dig selv på det, du er bange for.
Medlemmerne fortæller
Annette Hansen: K9 Biathlon i det smukke Treldenæs. Jeg er ikke den store motionist og slet ikke løber, men alle Facebook-opslagene gjorde mig nysgerrig – og jeg blev ikke skuffet. Vi startede med 4–5 minutters mellemrum og løb langs stranden over stendiger og væltede træer, kravlede under ”pigtråd”, op og ned ad skrænter og ud og vendte om en fender langt ude i vandet. Turen fortsatte gennem skoven og sluttede 3,5 km senere – godt forpustet – med en fin rosette og et klap på skulderen. En fantastisk oplevelse, som helt sikkert ikke er sidste gang. Måske kan vi stille et RR-hold næste gang?
Heidi Brüggebusch: Hos Kennel Makucha mødes kuldene et par gange om året, og for at gøre det lidt anderledes holdt vi denne gang træf i forbindelse med Midsommerløbet 2018. Flere fra A-kuldet gennemførte den veltilrettelagte 7 km-distance som et samlet hold. Med sved på panden, opmuntrende kommentarer og fælles hjælp ved forhindringerne kom alle i mål. Vi gentager helt sikkert succesen – forhåbentlig med endnu flere fra kuldet.
Stinne Elgaard: Jeg deltog for første gang sammen med min hund Chumi i efteråret 2018, og der var slet ingen tvivl om, at Chumi syntes, det var virkelig sjovt! Der var mange udfordrende forhindringer, men også mange helt simple, så alle kan være med på det niveau, de ønsker. Man bestemmer selv farten – selvom Chumi nok syntes, det gik noget for langsomt. Vi løb på et hold med fire deltagere, så tidsmæssigt kunne vi ikke konkurrere, men til gengæld nød vi det sociale sammenhold.
Jeg har selv løbet med begge mine Ridgebacks, Dutch T’BandiT på 3 og Akoko på 9½. Følelsen af sejr ved at gennemføre er stadig lige så fed som ved det første løb – forskellen er bare, at jeg nu ved lidt mere om, hvad jeg kan blive udsat for. Håber vi ses derude i terrænet!
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 4/2018, side 13–15. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
