Gåtur ved Liseleje med 12 Ridgebacks

Af Sven, Dorthe og Bali

Man møder ofte en Ridgeback i Nordsjælland omkring Liseleje – og det er der en god grund til. Her mødes Tisvilde Hegn, Asserbo Plantage, Melby Overdrev og Liseleje Plantage, som tilsammen er en af Danmarks største hundeskove: omkring 2.000 hektar direkte ud til Kattegat med en lang kyststrækning.

Der var al mulig grund til at glæde sig til klubgåturen en lørdag i oktober 2003. Og det var sandelig et syn, da hele 12 veltrimmede Ridgebacks troppede op. Selv deltagerne var lidt paffe – og måske nervøse – over det store fremmøde.

Gåtur ved Liseleje med 12 Ridgebacks
Gåturen ved Liseleje. Fotos: Birgit Rasmussen

Men der kom hurtigt styr på flokken. Der blev løbet i klitterne, spænet i strandkanten og ”machoet” lidt blandt hannerne, mens tæverne gjorde sig til. Imens gik de tobenede beundrende derudad – nogle med friske skridt, andre med øje for materialer til juledekorationen.

Vi havde en rigtig god dag – og glæder os til at gentage succesen med sne, hvor alle er meget velkomne.

Læs også Væddeløbstræning på Kallerup, hvor Bali også optræder.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 4/2003, side 4. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN