For de fleste konkurrencefolk er det noget helt særligt at kvalificere sig til et Danmarksmesterskab – og i 2016 havde hele fire Ridgebacks kvalificeret sig til DKK’s DM i rally og lydighed, som det år blev holdt af kreds 8 på Bornholm.
Sådan kommer man med til DM
- Rally: Man skal bestå en klasse med mindst 80 point. Højst 20 hunde pr. klasse, og ekvipagerne med flest point optages først. Alle 20 går én bane, og de 10 bedste går videre til en finalebane. Placeringen afgøres af samlede point og banetider.
- Lydighed: Man skal have mindst en 2. præmie. Igen optages de 20 med flest point, og DKK’s almindelige regler for lydighedsprøver gælder.
De fire kvalificerede
- Lydighed LP1: Torben Alsing Øtoft og Thukela Barika by Caito
- Lydighed LP3: Catja Hamæl og Kuzonga’s Chunuka Zazu
- Rally ekspert: Anita Sørensen og Akizuri Ika Aziza
- Rally champion: Karina Green og Kuzonga’s Foenix
En varm dag
Der var lovet rigtigt sommervejr, og mange vil nok påstå, at det var perfekt for en afrikansk hund, der elsker sol og varme. Men I, der træner og konkurrerer med jeres Ridgeback, vil nok give mig ret i, at når temperaturen nærmer sig 30 grader uden meget vind, så elsker en Ridgeback ganske rigtigt solen – men helst liggende på siden uden at lave mere end højst nødvendigt. Så der skulle arbejdes lidt ekstra som hundefører. Til gengæld var det lækkert vejr til at nyde en masse flot hundearbejde.
Flot DM-debut og en beundringsværdig veteran
Torben og Barika var første par i ilden med deres LP1-program. De gik et rigtig fint program med bl.a. tre 10-taller og flere 9-taller, hvilket gav en flot 1. præmie, 179 point og en 8.-plads. Barika er kun 2 år, så det bliver spændende at følge hende.
Alderspræsidenten, 11 år gamle Zazu, og Catja havde kvalificeret sig i LP3 – en klasse, de færreste Ridgebacks nogensinde når til. At de endda kvalificerede sig til DM, er virkelig beundringsværdigt. Hatten af for det arbejde, Catja! Parret fik et enkelt 0, endte med 234,5 point og blev nr. 16.


Det er ikke maskiner, vi arbejder med
Anita og Aziza havde et overbevisende kvalificerende resultat med 99 point i rally ekspert. Desværre var Aziza ikke helt på toppen på Bornholm, og varmen gjorde det ikke bedre, så Anita valgte fornuftigt at trække hende efter de første øvelser. De kommer helt sikkert stærkt igen.
En Ridgeback på podiet
I rally championklassen lykkedes det Foenix og mig at komme blandt de 10 bedste, der gik videre til finalen. Banerne var så svære, at ingen gik fejlfrit – seks ikke-bestået i den indledende runde og én i finalen. Der var derfor spænding til præmieoverrækkelsen, og glæden var stor, da det gik op for mig, at Foenix og jeg var blevet nr. 3 og havde en plads på podiet.


Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2016, side 8–9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
