Mange husker måske Mendels love fra skolen – historien om en gammel munk og nogle ærteblomster, der skiftede farve. Nogle gener er recessive, andre er dominante. Og den viden er afgørende, når vi bruger DNA-test i avlen.
Dominant og recessiv arvegang
Gener for et bestemt træk findes i par: Hvalpen får ét gen fra hver forælder. Et klassisk eksempel er øjenfarve hos mennesker. Anlægget for brune øjne (B) er dominant, anlægget for blå øjne (b) recessivt. Personer med Bb eller BB har brune øjne; kun personer med bb får blå øjne.
- Bb × bb: 50 % sandsynlighed for brune øjne
- BB × hvad som helst: 100 % brune øjne
- Bb × Bb: 75 % sandsynlighed for brune øjne – og 25 % for blå

DNA-test hos Ridgebacks
Der findes DNA-test for flere træk hos Ridgebacks – bl.a. ridge (RR, Rr eller ridgeløs rr), snudefarve (er den sortnæsede hund bærer af brun næse?) og pels (er den hvedefarvede hund bærer af ”blå”?). De har ingen betydning for sundheden. Det har derimod testene for sygdomme som degenerativ myelopati (DM), Early Onset Adult Deafness (EOAD) og juvenil myoklon epilepsi (JME), og der har været tilfælde af både EOAD og JME i Danmark og i de lande, vi deler avlsmateriale med.
Mange af klubbens opdrættere bruger allerede DNA-test, og mange synes nok, at listen over test og prøver efterhånden ligner en gammeldags smørrebrødsseddel i længde og kompleksitet.
En lukket stambog giver mindre genetisk bredde
Vi har avlet racehunde i generationer og har brugt alt fra sund fornuft og professionel granskning af stamtavler til sladder og fornemmelser. Racen er snart 100 år gammel, og stambogen blev lukket for ca. 60 år siden. På verdenskongressen i 2016 talte den østrigske forsker Anja Geretschläger netop om denne indsnævring af racens genetiske materiale: Sandsynligheden for, at en hund har to ens kopier af et gen, er blevet større over tid. Det er glimrende, når vi taler om ridge-genet, ret uinteressant for farvevarianter – men kan betyde liv eller død for den uheldige hvalp, der får to kopier af JME-genet.
Der sker intet ved at bruge en bærer af et sygdomsgen i avl, så længe den parres med en ikke-bærer.
Derfor må vi som seriøse opdrættere holde øje med test for kendte sygdomme og bruge dem som et værktøj i avlsplanlægningen – men vi må ikke gå i panik. Jo flere test der kommer, jo større er chancen for, at netop vores sunde og raske hund viser sig at bære den næste arvelige sygdom. Og den hund, der i går blev anset for at være testet fri for alt og derfor blev flittigt brugt, kan vise sig at bære noget endnu værre. Derfor må bærere ikke udelukkes fra avl, men bør parres med ikke-bærere. Jo bredere avlsbase, jo større chance for, at vi også får alle de gode gener med.
Hvis vi udelukkede alle DM-bærere, ville vi miste omkring 40 % af racens genmateriale. Til forskel fra JME er en Ridgeback med to kopier af DM-genet heller ikke automatisk syg – der er stadig ret få bekræftet syge hunde i forhold til antallet af bærere.
Husk: Der findes ingen DNA-test for de virkelig alvorlige problemer som kræft, allergi og dermoid sinus. Ingen DNA-test fritager en opdrætter for ansvaret for at vælge fysisk og mentalt sunde avlsdyr og for at tale åbent med egen opdrætter og hanhundens ejer om eventuelle problemer i familien.
Redaktionel note: Artiklen er fra 2016, hvor testene for EOAD og JME stadig var under udvikling. Kontakt Avls- og Sundhedsudvalget for aktuel viden om test og anbefalinger.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2016, side 14–15. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
