For at udstille på Crufts i Birmingham skal en udenlandsk hund kvalificere sig ved at blive Bedste Han eller Tæve på en af de udvalgte udstillinger i Europa året før. Vores Buksie var kvalificeret for livstid som International Champion og efter en 2.-plads i Open Class i 2003. Med hans søn Bakari var det en anden sag.
Bakari vandt meget i 2007, men netop på de kvalificerende udstillinger stod han ikke forrest, og vi havde opgivet Crufts 2008. Sidst i november var vi så til Winner-udstillingen i Amsterdam, hvor Bakari blev Bedste Han. Først bagefter bladrede jeg i kataloget og opdagede, at udstillingen gav adgang til Crufts. Beslutningen blev taget på et splitsekund.
Crufts
Crufts varer fire dage, og der udstilles omkring 25.000 hunde fra hele verden. Der er så megen prestige forbundet med det, at mange bruger store summer på at deltage. De afsluttende konkurrencer foregår i The Arena med plads til 7.000 tilskuere – alle pladser var udsolgt – og vises direkte på BBC. Grønt tæppe, spotlight og musik. Sikke et show.
Papirerne
Der var en del forberedelse: chip, ansøgning om et ATC-nummer (Authority To Compete) hos The Kennel Club, onlinetilmelding og ormekur og flåtbehandling hos dyrlægen mellem 48 og 24 timer før indrejsen, omhyggeligt noteret i hundepasset. Vi valgte Eurotunnelen og hotel i Birmingham – med kørsel, overnatninger og forplejning blev det let 10–12.000 kr. Men sådan er det med en hobby.
Ved veterinærkontrollen i Calais begyndte genvordighederne. Først kunne inspektøren ikke se, at dyrlægens attest var dansk. Så anerkendte England ikke Bakaris slovakiske tatovering – han er født i Slovakiet. Pulsen var over 200, mens jeg forklarede, at man jo ikke kan tatovere en hund to gange. Efter et opkald til Dover og en halv times venten fik vi lov. Hele seancen tog halvanden time – et bevis på, hvor vigtigt det er at have alle papirer, datoer og klokkeslæt i orden. Bagefter skulle vi så lære at køre i venstre side i rundkørslerne.


Udstillingsdagen
Vi var der kl. 6.30 for at få en parkeringsplads og var de første Ridgeback-ejere. Alle hunde har en ”bås” på ca. 1 × 1 meter, hvor vi stillede burene ind. Kl. 8.30 var over 250 Ridgebacks samlet omkring ringen.
Først var det veteranhannerne – 14 i alt. Efter et par runder blev fem udvalgt, og Buksie var heldigvis med. Han blev nr. 5. Så kom Open Class, hvor alle voksne hunde står – også alle nationale og internationale champions, for der er ingen championklasse i England. Der var 43 hunde. Dommeren lavede en shortliste på ca. 15, så 8 – og vi var stadig med – og til sidst blev 5 placeret. Bakari blev nr. 4, den højeste placering for en han, der ikke var champion.
At tage til verdens største hundeudstilling og få begge sine hunde placeret må siges at være yderst tilfredsstillende.
Det skal ses i lyset af, at hunde, der ikke bliver placeret, intet får – ingen kritik, ingen kvalitetspræmie. Vi fik et papkort til hver hund. Vinderen af Best in Show får en kæmpe pokal og en pengepræmie – det eneste sted, jeg kender, hvor man vinder kontanter. Rig bliver man dog ikke.
Artiklen er fra 2008. Reglerne for at rejse med hund til Storbritannien er ændret siden – tjek de gældende regler, før du rejser. Læs også om 500 udstillinger med Buksie og Bakari.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2008, side 9–10. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
