Udstilling på godt og ondt – 500 udstillinger med Buksie og Bakari

Af Poul H. Jensen

I begyndelsen af 1999 havde Netti og jeg ingen anelse om, at vores liv var ved at ændre sig radikalt. I juni hentede vi vores nye Ridgeback-hvalp hos Nada og Anders, Kennel Kinyemi.

Vi ville have en familiehund, som vi kunne gå lange ture med og i øvrigt nusse. Men Nada ønskede, at vi skulle udstille Buksie, som han kom til at hedde, ”et par gange” – og så blev vi ramt af det, man kan kalde udstillingskuller. Fra aldrig at have sat vores ben på en hundeudstilling har vi på godt 14 år besøgt over 500 udstillinger i 15 lande. Det skyldes især, at Buksie og senere Bakari udviklede sig til meget vindende udstillingshunde.

Al begyndelse er svær

De første to år lykkedes det kun at vinde én udstilling, og det var langt fra hver gang, vi fik det eftertragtede CK, der er adgangskortet til den videre konkurrence. Men vi syntes, det var hyggeligt, og fortsatte hårdnakket – også i udlandet. Først i Sverige, hvor Buksies far, Astor, boede, og hvor vi ofte deltog i hans avlsklasser. Det var vi meget stolte over at blive inviteret til.

Man må kravle, før man kan gå

Også Tyskland blev forsøgt, første gang i Berlin, hvor Buksie var én af syv juniorhanner. Han opførte sig rimeligt disciplineret, da vi alle gik rundt i ringen. Men ved den individuelle bedømmelse syntes han åbenbart, at det var blevet lige lovlig kedeligt at være artig. Da vi skulle løbe til det modsatte hjørne og tilbage, indledte han en gangart, der bedst kan beskrives som ”kolbøttegedebukkespring”, mens han brugte udstillingslinen som tyggepind. Den venlige dommer gav os en chance mere – med samme resultat. Buksie havde en fest, og jeg tænkte: ”Lad os få pakket sammen og komme hjem.”

Vi skulle dog være med ved placeringen, og jeg var overbevist om en pinlig sidsteplads. Stor var min forbavselse, da vi lidt efter stod som nr. 2 med reserve-juniorcertifikat. Hans eksteriør var åbenbart faldet så meget i dommerens smag, at det overstrålede den noget alternative gangart.

Den lille blev den store

Buksie lærte efterhånden lidt disciplin og begyndte at vinde af og til. Han var en ”lille” hanhund, og dengang som nu vandt hunde i toppen af standarden ofte. Alligevel vovede vi i 2003 at tilmelde ham den svenske Ridgebackdag, ”Specialen”. I championklassen var der 13 championhanner, heriblandt vinderen fra 2001, verdensvinderen fra 2002 og flere multichampions. Men den sydafrikanske dommer Lothar Rohmer var ikke i tvivl: Til vores store overraskelse vandt vi championklassen, og lidt senere – efter bl.a. at have slået Buksies far, Astor – stod vi som Bedste Han.

Vi havde slet ikke regnet med det, så vi måtte tilbage til hotellet og sikre os en overnatning mere. Næste dag føltes meget lang, men Nada havde taget turen over Sundet for at følge finalen. Om eftermiddagen stod vi over for en næsten uovervindelig modstander: en meget smuk og ekstremt velgående levernæset tæve fra Kennel Rex Ventors, som havde vundet Specialen året før. Jeg sagde til Buksie, at nu gjaldt det om at spænde livremmen ind – og han må have hørt mig, for kort efter stod vi med den største sejr i hans karriere.

218 Ridgebacks var tilmeldt – og der stod vi med rosetter, pokaler og plaketter som den første dansk opdrættede og ejede Ridgeback, der havde vundet den svenske Ridgebackdag.

Selv en prof kan fejle

I marts 2007 drog vi til München for at udstille Bakari, Buksies søn. Han kunne vinde det afgørende juniorcertifikat og blive tysk juniorchampion – endda på sin 1-års fødselsdag. På hotellet viste det sig, at jeg havde booket det forudbetalte værelse på en forkert dato, så vi måtte betale én gang til. Jeg var ikke ligefrem i kridthuset hos Netti.

Næste dag kørte vi til Olympiahalle, pakkede ud, læssede grejet på rullevognen og trillede frem til indgangen. Prof som jeg jo er, orienterede jeg mig straks om ringen – og sagde så til Netti: ”Vi kan godt gå tilbage til bilen. Det var i går, vi skulle have udstillet.” Var jeg ikke i unåde i forvejen, så blev jeg det nu.

Prøv jer frem – jeg håber, I får lige så meget fornøjelse af det, som vi har haft.