Omplacering 2002–2003 – gode råd og glade slutninger

Af Lena Carlson, omplaceringskoordinator

Når en hund skal omplaceres gennem klubben, er det vigtigt at vide alt om den. Er den vant til børn, bange for fyrværkeri eller kan den ikke være alene? Kun med åbne oplysninger kan koordinatoren matche hunden med en familie, der kan give den præcis det liv, den har det bedst med.

Thanga og Chumba

I efteråret 2002 kom to hunde fra samme familie – en Ridgeback-blanding og en Ridgeback-han – til omplacering på grund af sygdom og flytning. Kun én familie ville tage begge, og da var hannen allerede afsat. Måske skulle man have ventet, for det bedste ville have været, at de kom sammen. Det endte godt: Chumba faldt fint til, og Thanga, som ingen først ville have, kom via et internat til et ægtepar på landet, hvor hun stortrives sammen med en gammel hund.

Oliver

I efteråret 2003 skulle Olivers familie flytte til Grækenland og ville ikke tage ham med for hans skyld. Koordinatoren fandt en familie på ventelisten, og det var kærlighed ved første blik. Oliver bor nu i lejlighed i København, men tilbringer weekenderne på familiens landsted og tager med på vandreture. ”En meget sød, kærlig og velopdragen hund,” skrev hans nye ejer.

Op på dupperne, opdrættere!

Nogle opdrættere hjalp til, mens andre blot henviste til, at det måske var bedst at aflive hunden. Men en sund og rask Ridgeback fortjener en ekstra chance – og det kan ske for enhver opdrætter, at et afkom pludselig skal omplaceres.

Når man tager en omplaceringshund, har den noget med i bagagen. Men med lidt kendskab til hundeadfærd lykkes det som regel at få den ønskede adfærd frem.

Ved udgangen af 2003 stod 14 familier på ventelisten – og der var ingen hunde til omplacering. En stor tak til alle omplaceringsfamilierne, for uden dem var nogle af hundene måske blevet aflivet helt uden grund.

Læs også Supa – en omplaceret Ridgeback finder ro.