Skal der gøres en forskel? – om racens ry på træningspladsen

Af Lene Tornkjær

I 2006 begyndte Kali og jeg til agility på to forskellige træningspladser. Super sjovt – selvom Kali ikke synes, det er helt så hyggeligt i regnvejr. Men næsten uanset hvor vi har trænet de seneste fem år, har trænere og kursister haft dårlige oplevelser med vores race.

Man kan allerede høre det i telefonen: ”Hvilken race har du?” – ”Rhodesian Ridgeback.” Heldigvis er både trænere og kursister efter første time kommet hen og har rost Kali for hans gode temperament over for både hunde og mennesker. Det er jeg stolt af. Men det ærgrer mig, at der stadig er så mange dårlige oplevelser.

Racen bliver lagt mærke til

Der er nok ikke flere problemhunde blandt Ridgebacks end i andre racer. Men vores race bliver lagt mærke til, den ses ikke så ofte – og de Ridgebacks, trænerne møder, er måske netop dem med den dårlige opdragelse. Så bliver racen hurtigt stemplet.

Mange starter desværre først til træning, når hunden giver problemer – i stedet for når hvalpen er frisk, frejdig og positiv.

Er din hund godt opdraget og har et dejligt temperament? Så er det på tide at komme ud på træningspladserne og vise det.

Et ansvar for opdrætterne

Opdrætterne skal tænke temperament, når der avles – det er trods alt det, ejeren og omverdenen skal leve med. Og de kan give endnu mere information om træning, miljøtræning og socialisering, og om hvor vigtigt det er for hvalpens senere liv. Det kan altid gøres en lille smule bedre.

Jeg glæder mig til at høre om mange gode oplevelser med vores dejlige race på træningspladserne – den fortjener det virkelig.