Frivillighed – hvordan får vi flere på banen?

Af Erik Kristensen, formand

Som formand får jeg bl.a. den svenske Ridgebackklubs medlemsblad. I et nummer i 2012 rejste den svenske formand et problem, som også rammer foreningslivet i Danmark: Det kniber med at skaffe frivillige, der vil tage en tørn for fællesskabet.

Det gælder ikke kun i hundeverdenen. Danskerne har altid samlet sig i foreninger og trukket på et fælles hammel – men nu ser vi foreninger, der må lukke eller lave helt om på deres struktur. Jeg har ikke de vise sten, men jeg har nogle bud på, hvad der trækker i den forkerte retning.

Tre bud på årsagerne

• Professionalisering: Man forventer i stigende grad en erkendtlighed for sit arbejde og at få dækket alle sine omkostninger.
• Travlhed: Vi skal nå rigtig mange ting og prioriterer ikke det, vi deltager i, på samme måde som før – vi prøver at nå det hele.
• Tonen: Med de elektroniske medier er det blevet meget let at give sin mening til kende. Mange sender i et anfald af frustration mails, der kan være meget sårende for modtageren – uden at tænke på, at sagen kan have flere sider. Flere hundeklubber har måttet holde ekstraordinære generalforsamlinger, fordi bestyrelsen sagde stop.

Klubben er ikke ved at gå i opløsning – men i min verden er det bedre at forebygge end at helbrede.

Jeg vil gerne opfordre til en god og åben debat om frivilligheden i klubben – både bestyrelsesarbejdet og de mange opgaver, der skal løses i løbet af året. Hvordan får vi flere på banen? Ved fælles hjælp tror jeg, vi kan komme videre – til gavn for klubben og for det, vi er samlet om: vores elskede hunde.

Læs også Vores klub – et håb om fællesskab.