Rally – eller rally-lydighed – er en officiel hundesport i Danmark, og DKK holdt den første prøve i 2006. Navnet kommer af Rally Obedience, ”hurtig-lydighed”: en række lydighedsøvelser i et frisk tempo. Men selvom det skal gå hurtigt, kan en Ridgeback sagtens være med.
Tiden bruges nemlig kun til at fordele placeringerne ved pointlighed. Rigtig mange af vores hunde er begyndt at gå rally, og de klarer sig rigtig fint – mange er i viderekomne-klassen, og en enkelt i ekspertklassen.
Samarbejde i højsædet
I rally er samarbejdet det vigtigste – helst med en hund, der viser glæde ved øvelserne. Hård tone eller ryk i snoren kan føre til diskvalifikation eller så mange fradrag, at man ikke består. Til gengæld er præcisionen ikke så afgørende: En hund kan sidde lidt skævt uden at miste mange point.
Banen er ca. 12,5 × 25 meter med 10–20 nummererede skilte og 3–5 meter mellem øvelserne. Øvelserne bygger på sit, dæk, stå, bliv og ved fod med sjove variationer – f.eks. skal hunden blive siddende, mens føreren går rundt om den. Det bliver endnu sjovere med de førerfikserede hunde, der drejer med rundt. Hunden skal holde sig inden for en meter af føreren hele vejen – I er et team.


Gode råd til træningen
- Rally skal være sjovt – også indlæringen. Man ser hurtigt fremgang, og det er herligt med succes, når man træner med en Ridgeback.
- Træn kort og ofte – hellere en eller to øvelser ad gangen. Vi skal ikke kede os.
- Slut altid af med en øvelse, I er gode til, så I går glade hjem.
- Det er en fordel, hvis føreren kan øvelserne – det er en opgave i sig selv.
Nogle ekvipager lærer det let – ofte dem, der også kan komme langt i klassisk lydighed. Andre har det lidt sværere. Selv har jeg to hanhunde, der trænes til spor, og det mener de også, de skal, når vi træner rally. Og det kan være svært at få kontakt til en hanhund, når der lige har været en dejlig dame på banen – men det er jo udfordringen.
Til prøve
En fejlfri bane giver 100 point. Fejl koster 1, 3 eller 10 point, og visse fejl – som konstant stram line, eller hvis føreren springer en øvelse over – betyder, at man ikke består. Pointene bliver ret ofte trukket for førerens fejl! Rally er inddelt i niveauer fra begynder til ekspert, og titlerne opnås ved at bestå klassen et antal gange.
Når man har arbejdet sig igennem en rallybane sammen med sin hund, har man en følelse af at have løst en opgave sammen.
Artiklen er fra 2008. Se DKK’s gældende rallyregler for klasser og titler. Læs også Rally til fordel for kræftsagen.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2008, side 20–21. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
