Rhodesian Ridgeback – jagthund eller hvad?

Af Søren Holmgaard

For at forstå vores race er det vigtigt at kende dens baggrund og særpræg. Det kan virke overflødigt, men der kan være et behov for at gå tilbage til rødderne og se på, hvad det egentlig er for en hund, vi har med at gøre.

Et af incitamenterne er rygter om opdrættere, der fortæller hvalpekøbere, at hunden ikke kan eller må bruges til jagt. Et andet er, at vi generelt glemmer jagtaktiviteterne – i vores snak om hundene, i arbejdet med dem og i avlen. Og et tredje er, at hundens baggrund hjælper os med at forstå dens adfærd i hverdagen.

Avlet til et formål

Rhodesian Ridgeback er udviklet i Afrika fra midten af 1600-tallet ved krydsninger mellem khoikhoi-hunden og indførte europæiske jagthunde – greyhounds, støvere og pointere – med indslag af mastiff og terrier. Resultatet var en kombination af mod, forsigtighed og samarbejdsevne, der kombineret med adræthed og styrke gjorde, at hundene kunne holde en løve eller andet farligt vildt fast uden selv at blive dræbt. Storvildtjægerne opdagede, at særligt de ridgede hunde havde den rette blanding. Hundene skulle være udholdende, hårdføre og modstandsdygtige – og samtidig fungere som familiehunde og vogte farmen. Standarden fra 1922 beskriver resultatet og gælder med få ændringer stadig.

Den sofahund derhjemme?

”Det er da ikke min sofahund!” Jo, faktisk – den har det i sig, eller skal have det. Men for de fleste Ridgebacks kommer det aldrig eller kun delvis til udfoldelse. Og her ligger en stor opgave i avlen: at sørge for, at hundene ikke kun avles for et smukt eksteriør eller selskabsegenskaber, men at jagtegenskaberne prioriteres. Ellers risikerer vi at avle hunde, der hverken eksteriørmæssigt eller mentalt passer til funktionen – f.eks. for store og tunge hunde eller for ”pyssenyssede”, oversociale hunde i forhold til standarden.

Hvis vi vil undgå at fremavle en race af smukke sofahunde, må vi inddrage det jagtmæssige i brugen af hundene, i vurderingen af dem og i avlen.

Ridgebacken på jagt

Ridgebacken kan søge, følge spor – koldt og varmt – forfølge vildtet på spor eller ved synet, stille det eller nedlægge det selv. Alt sammen selvstændigt. På dansk drivjagt går den ikke så langt ud som de kontinentale racer, men holder sig nærmere føreren, til den får fært – en fordel ved skovjagt. Den tager ikke stand, men signalerer tydeligt, når den er tæt på vildt: Jo mere tampen brænder, jo mere energisk bliver søget, og jo hurtigere logrer halen.

Apportering er ingen selvfølge, men kan i nogle tilfælde læres (det kostede mig et par delvist ædte fasaner). Som schweisshund har racen vist sig velegnet: Lysten til næsearbejde specialiseres forholdsvis let, og flere Ridgebacks har bestået schweissprøver. En god aktivitet, hvis man ikke kan tilbyde hele jagtrepertoiret.

Hvad Ridgebacken ikke er

En brugshund. Dens mentale profil afviger – og skal afvige – fra brugshunderacernes. Den er ikke skabt til bidearbejde og har ikke den ubetingede lydighed til på kommando at kaste sig ud i noget, den selv vurderer som risikabelt. Vil du træne brugshundearbejde, så anskaf en brugshund – ellers risikerer man, at avlen begynder at favorisere de hunde, der er bedst til netop det, og det vil ødelægge racens særpræg.

En lydighedshund. Træn gerne lydighed for relationens og det sociales skyld – og for underholdningens, når Ridgebacken fortolker en øvelse anderledes, end man troede, man havde aftalt. Men vil du opnå målrettede resultater i lydighed, så vælg en sheltie eller en border collie. Agility er mere stimulerende og sundere.

En kamphund. Ridgebacken er heldigvis så langt fra en kamphund, som man kan komme – med sin forsigtighed, sin ulyst til ubegrænset konfrontation og sin indbyggede bidehæmning. Det skal vi værne om i alt, hvad vi gør med hundene, og når vi vælger hvalpekøbere.

Discipliner, Ridgebacks trives med, er de, der er afledt af jagten: alle former for sporing og eftersøg og de visuelle som lure coursing og ovalbaneløb. Ikke fordi vi alle skal være ”frelste” og kun bruge hundene til jagtrelateret arbejde – men hvis ”den afrikanske løvehund” ikke bare skal være en tom, glorificerende betegnelse, så må vi huske, at en Rhodesian Ridgeback er: en jagthund!