Når Ridgebacken løber – lure coursing og væddeløb

Af Klaus Lambæk

En kold lørdag i februar ser jeg på tre veltilfredse Ridgebacks, der ligger på hver sin sækkepude og drømmer om eftermiddagen på engene ved Randers Fjord, hvor deres jagtinstinkt endnu en gang blev pirret.

Først fulgte de spor efter råvildt og duft af fasan, og så løb de efter en hare, der pludselig dukkede op bag et levende hegn – og nåede at krydse en offentlig vej, før vi fik stoppet dem. Jeg spekulerer på, om de er rigtigt klassificeret hos FCI, for de viser anlæg både som mynder og som sporhunde.

De er efterkommere af de ridgede jagthunde, Cornelius van Rooyen fremavlede efter at have krydset sine egne jagthunde med pastor Helms to tæver i 1879. Deres genpulje rummer stadig træk fra de racer, han brugte – bl.a. khoikhoi-hunde, greyhound, pointer, bulldog, terriere, deerhound og collie.

Lovlige erstatninger for haren

Hunde trives bedst, når de får lov at bruge det, de er avlet til. Ridgebacken er alsidig – jagt, schweiss, lydighed, rally, agility, hyrdearbejde, væddeløb og lure coursing. For mine hunde har lure coursing og væddeløbsbanen været fantastiske erstatninger for jagten i det fri.

Jeg så coursing første gang ved RR-dagen i Tølløse i 2001 og kom siden til ”ovalbaneløb” på Kallerup Væddeløbsbane ved Hedehusene. Lure coursing var dengang ikke organiseret i klubregi, så min første Ridgeback og jeg startede vores løbskarriere dér, blandt greyhounds, whippets, basenjier og afghanske mynder – men vi løb aldrig med eller mod andre racer. Både hund og ejer kom i topform: hunden af at løbe, jeg af at holde den før og efter.

Ovalbanen

Ovalbaneløb er ikke alle hundes kop te. Nogle tænder første gang, andre skal have lidt starthjælp, og nogle tænder aldrig – også inden for samme kuld. Jeg har set flere hanner end tæver melde pas. Men vil hunden først løbe, er det en skøn oplevelse. Nogle bliver så tændte, at de bryder ud af bure, forcerer hegn eller bider liner over for at komme ud og fange haren – og glemmer både regnvejr og skudangst.

På ovalbanen er ”byttet” typisk et hareskind på en stang, der trækkes rundt af en fjernstyret motor på skinner. Distancen sættes efter hundens kondition og alder, og det er én lang og hård sprint. Bagefter svulmer muskler og blodårer, pulsen er meget høj, og hunden skal traves ned i puls – ofte går der mere end ti minutter, før den kan få noget at drikke, og den kan have brug for at blive kølet ned på benene og brystkassen.

Lure coursing

Lure coursing kan foregå på ethvert areal, der er stort nok til en bane på 600–800 meter. Luren – plastikstrimler på en stærk line – trækkes af en batteridrevet motor rundt om trisser, der giver knæk og sving, så hunden ikke kan forudse byttets flugt. Det er ikke så fysisk hårdt som ovalbaneløb, men fortæller meget mere nuanceret om hunden.

Nogle forfølger byttet lige bagfra, andre lægger sig ud til siden og ser ud til at regne flugtretningen ud for at skære det af. Den ”kloge” courser, der har opdaget, at luren altid bliver fanget til sidst, tager det med sindsro. Ved skarpe sving giver nogle irriteret hals, mens de tungere hunde skal bruge meget plads på at vende. Mister de kontakten, opgiver nogle, mens andre som gazeller hopper op for at få øje på byttet igen. Og ved fangsten slipper nogle med det samme, mens en af mine nægter at give slip, før hun er sikker på, at luren er ”død”.

Løber flere Ridgebacks sammen, aner man et samarbejde: Én følger byttet bagfra, mens de andre spreder sig for at fange det.

Når byttet fanges, kan der opstå lidt skærmydsler, så der skal altid bruges mundkurv, når flere hunde løber sammen. I USA og flere steder i Europa konkurreres der i lure coursing. Herhjemme løbes der både øst og vest – se klubbens aktivitetskalender, og kom af sted. Din hund vil elske dig for det.