Disco – en æres-Ridgeback med Hypo-T

Af Anne-Jo K. Taylor

Er der noget bedre end at se sine hunde trives – og noget værre end at se dem sygne hen? Vi har tre hunde: to Rhodesian Ridgebacks og en æres-Ridgeback, en ”Ridgeblack”. Disco er nemlig en sort schæfer-labrador-blanding.

Med Ridgebacks er man desværre ikke forvænt med hunde, der bliver meget gamle; 8 år er en ældre hund, og når de 12, er det bare dejligt. Mange mindre racer og blandingshunde har ry for at blive ældre.

Bredere, end han var høj

Discos appetit, som allerede var steget efter kastrationen, steg yderligere, og selvom han fik en minimumsportion kalorielet foder, blev han større og større. Samtidig fik han tilsyneladende en skulderskade og haltede, så motionen blev begrænset. Dyrlægen kunne ikke finde noget galt, og specialfoder mod ledproblemer hjalp kun lidt. Han blev mere og mere sløv og træt og tog stadig på.

I starten fik vi kommentarer som ”han er da vist ved at blive bredere, end han er høj”. Men da Disco begyndte at have svært ved at følge med Ridgebackerne på gåturene og så mat og tottet ud i pelsen, blev vi bekymrede. Det afgørende øjeblik kom, da en dame, vi mødte på en af hans korte gåture, sagde: ”Det var dog en gammel fyr, I har der.” ”Ja, han er næsten 8,” svarede jeg – og så ringede alarmklokkerne. Vi havde altid sagt, at Disco skulle blive mindst 20. Nå, så 15.

Blodprøven – og urinprøven

Jeg havde lige læst om Cushings syndrom, som Disco havde flere symptomer på, og skrev til min dygtige dyrlæge. Hun svarede, at symptomerne også passede på diabetes og på Hypo-T – lavt stofskifte, hvor skjoldbruskkirtlen nedbrydes og skaber hormonel ubalance med øget appetit og vægt, sløvhed, mindre legelyst og interesse for omgivelserne, mangel på energi og dårligere pels. Begge dele kan påvises med blod- og urinprøver og behandles medicinsk, så vi fik en tid med det samme.

Hos dyrlægen sad Disco, det rare dyr, helt stille, mens de ledte efter en blodåre. Urinprøven derhjemme næste morgen var en anden sag. Disco plejer at markere efter Ridgebackerne, så vi troede, det var et spørgsmål om at ”fange” ham med et gammelt yoghurtbæger. Men netop den dag gjorde han det på sin egen måde, og synet af min mand, der hoppede rundt på gårdspladsen, mens Disco hele tiden gik lidt længere væk, kan stadig få mig til at fnise.

Den gamle Disco er tilbage

Prøverne udelukkede diabetes, men bekræftede Hypo-T, og Disco kom straks i behandling. Der var bedring med det samme, og på ingen tid havde vi den gamle Disco tilbage. Han er legesyg, pelsen er ved at blive glansfuld igen, og han har tabt 1,5 kg, selvom han faktisk får lidt mere mad. Han sakker ikke længere bagud, men går samme distance som Ridgebackerne på 3½ og 4½ år.

Da han første gang fandt sin gamle tennisbold frem og ville lege, måtte jeg knibe en tåre.

Mens jeg skriver dette, har Disco fundet en gammel sok, som han kaster op i luften og griber – noget, han ikke gjorde for bare to måneder siden. Det har kostet dyrlæge og specialfoder (længe leve hundeforsikringen), og han skal have en tablet to gange om dagen resten af livet og oftere til kontrol. Men det er det hele værd at se ham glad og fræk igen.