”Bare den kommer, når jeg kalder, så er jeg glad.” Men træning kan så meget mere – også for hunde, der aldrig skal til prøve eller udstilling.
Mennesker og hunde fungerer så godt sammen, fordi vores familie- og flokstrukturer ligner hinanden. Når et teambuildingfirma kan forbedre samarbejdet på en arbejdsplads med enkle samarbejds- og tillidsøvelser, gælder det samme for vores hunde: Jo flere gode oplevelser hunden har haft ved at samarbejde med os, jo lettere går kommunikationen – også i helt nye situationer. En god kontakt og lyst til samarbejde stimulerer hundens hjerne og styrker relationen.
Øvelser med en mening
Selvom man ikke går til lydighedsprøver eller udstillinger, er træningen ikke ligegyldig. Dæk på afstand er f.eks. en god øvelse til at lære hunden at acceptere, at ejeren går fra den, men stadig er inden for syns- og hørevidde. Den opbygger selvtillid og mentalt overskud og hjælper hunden til ikke at stresse op, når den skal blive i buret under udstillingen, eller ligge i dæk, mens der kommer gæster.
Selv et hyggetrick som at sidde som en vingummibamse – med ret ryg og løftede forben – træner balancen og de små muskler i ryggen og kan forebygge rygskader. Og sådan kunne man blive ved.

Selvtillid og problemløsning
En hund med mentalt overskud håndterer stressede situationer – f.eks. med andre hunde – langt bedre. Hunde er gode til at generalisere oplevelser på godt og ondt: Føles fyrværkeri farligt, kan de gradvist overføre det til en smækkende dør og i yderste konsekvens den mindste lyd. Men de bruger også deres gode erfaringer til at løse nye udfordringer.
Forestil dig to hunde, der begge kommer den forkerte vej rundt om en pæl i linen. Den ene ejer går altid tilbage og vikler linen ud; den anden står stille og venter på, at hunden selv løser problemet. Den første hund kan blive en ”curlinghund”, der ikke kan regne noget ud selv og går i panik, hvis halsbåndet sidder fast i en busk. Den anden lærer, at den selv kan løse problemer, får selvtillid og går ikke så let i panik.
En hund med masser af selvtillid bliver meget sjældent udfarende eller provokerende over for andre hunde – den hviler bedre i sig selv.
Ridgebacken – en kommunikerende flokjæger
Vores Ridgebacks er avlet til at jage i flok og er gennem selektiv avl blevet utrolig dygtige til at kommunikere – det er nødvendigt for at koordinere en fællesjagt. Jeg mener, det er vores pligt at stimulere de egenskaber, der er fremavlet i dem. Når vi træner, skærper de opmærksomheden på os og lærer at aflæse vores kropssprog. Det giver en helt anden kontakt end den uendeligt hyggelige nussestund i sofaen.
Det er ingen salgstale for lydighedskonkurrencer, men et lille opråb om, at vores hunde har godt af at bruge hovedet. De færreste får lov til at samarbejde i flok om at nedlægge et bytte, så vi må stille os til rådighed. At racen er selvstændig og avlet til at arbejde på afstand og på egen hånd, gør den indimellem udfordrende at træne. Men at den ikke gider gentage den samme øvelse 21 gange for en tennisbold, betyder ikke, at den ikke nyder at lære nyt.

Lure coursing og schweiss er oplagt stimulerende for næse og hjerne, men alle kontakt-, tillids- og kommunikationsøvelser er guld værd for hundens selvfølelse, mentale overskud og selvtillid. Og så gør det os som ejere meget mere interessante – og dermed bliver indkaldet nemmere.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2013, side 5. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
