Poma og Brace på skolebesøg

Af Lene Tornkjær, PoKali Ridge

En fridag fra jobbet på Dyrlægehuset Kolding blev igen brugt på et superhyggeligt skolebesøg med Poma og Brace – deres tredje besøg på samme skole, og igen med tre 0. klasser. Det er mange børn at hilse på!

Hvert besøg starter med, at børnene ser en film om, hvordan man omgås hunde, og hvad hunde er for nogle. Det er lidt svært for nogle af børnene at holde fokus, når Brace og Poma ligger på tæppet og bare er til at klappe. Men vi bliver lige imponerede hver gang over, hvor stille de små poder kan sidde.

Efter filmen går turen til den store sal, hvor de tre klasser samles langs væggen – og turen derhen kan jo lige bruges til at snige sig tæt forbi Brace og Poma og sige hej.

Tricks, foderspil og en sjov stribe

Vi går ind i midten, og et par tricks vil børnene gerne se. De sjove hundespil er også med. Brace laver et par spil med foder i, og en af drengene udbryder: ”Sådan vil jeg også have min morgenmad!” Ind imellem er der plads til mange spændende spørgsmål fra både lærere og børn. Striben på ryggen bliver der altid spurgt til – og mange vil vide, hvornår de må hilse på hundene. De har jo set i filmen, hvordan man gør, når man vil hilse på en fremmed hund.

Et fællesfoto med alle børnene er obligatorisk, inden Poma og Brace stiller sig op ude på gangen, så dem, der har lyst, kan komme og hilse og give en godbid. Det er dejligt, når et par af de lidt forsigtige børn også synes, det er spændende – og de har fulgt med i filmen, for der bliver livligt spurgt, om de må hilse. De stryger forsigtigt hundene på siden, og så er der jo den der stribe … ”Øj, den er sjov!” Et par kys uddeler Brace også undervejs.

En dreng bemærker, at Brace stort set får tiltusket sig alle godbidderne, og siger: ”Poma, ham kan jeg bedst lide” – og rækker en stor godbid hen til søde Poma.

Børn og hunde med respekt for hinanden

Efter halvanden time runder vi af med en snak med lærerne om dagens oplevelser. Hver gang vi har været på besøg, bliver der efterfølgende snakket livligt i familierne derhjemme.

To mentalt trætte hunde med endnu et par gode oplevelser i rygsækken står og spiser de sidste godbidder. Som altid tager de besøgene i total stiv pote. Endnu en dejlig dag i hundenes tegn og i en god sags tjeneste: børn og hunde sammen i det offentlige rum med respekt for hinanden. Det er alles ansvar.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2016, side 18. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN