Hvis min hanhund skal bruges i avl

Af Anne Julie Lorentzen

Opdrættere, der leder efter en hanhund til deres tæves næste kuld, står over for en af de sværeste opgaver, der findes. Der lægges enorme ressourcer i at finde det rigtige match – og ud over hjemmesider og stamtavler ønsker opdrætteren også et personligt kendskab til de hanhunde, der har fanget øjet.

For dig, der ejer en avlsgodkendt hanhund, betyder det, at du kan modtage henvendelser fra tæveejere, der vil vide mere om din hund. Det er ganske flatterende. Selvom man selvfølgelig har den bedste hund på jorden, er det lidt særligt, når andre også har fået øje på ham. Her er mine råd til, hvad du bør være bevidst om, hvis du får en henvendelse:

• Opdrættere spørger til mange hanhunde og stiller mange og svære spørgsmål. Det er en del af arbejdet med at lave et kuld – det er ikke sikkert, at det bliver din hanhund, selvom de spørger interesseret.
• Dit ansvar starter allerede her. Har du ikke prøvet det før, så allier dig med din opdrætter eller en anden kyndig person.
• Ridgebackklubbens etiske regler for avl gælder også for hanhundeejere, så du bør kende dem.
• Får du en henvendelse fra udlandet, så vær opmærksom på, om tæven har FCI-stamtavle og er avlsgodkendt i landets FCI-anerkendte specialklub.

Dedikation til at forbedre racen

Du er den eneste, der kender din hunds helbred og mentalitet til bunds. Som hanhundeejer har du et kæmpe ansvar for at videreformidle det kendskab til opdrætteren, som skal bruge det til at vurdere, hvor godt din hanhund matcher tæven. På samme måde har opdrætteren ansvar for at fortælle dig om tævens helbred og mentalitet. For erfarne opdrættere og avlshanhundeejere er noget af det vigtigste i samarbejdet tillid til hinandens ærlige, etiske engagement i racen – og at man forholder sig så objektivt som muligt til sin hunds egenskaber.

Det kræver et basalt kendskab til racestandarden at kunne give kvalificerede svar. Opdrætteren har måske kun set ham på billeder eller på afstand på en udstilling. Er han kohaset, drejer han ud på forpoterne, eller har han meget halshud? Hvordan møder han andre hunde, børn og fremmede? Har han stort jagtinstinkt? Har han haft svamp i ørerne, hotspots eller analkirtelproblemer?

Det væsentligste i regnestykket er IKKE, at din dreng tager sig godt ud. Det er, om hans gener sammen med den pågældende tæve samlet set kan bidrage positivt til racen.

Du er den eneste, der har svarene, og det er utroligt vigtigt, at du ikke udelader eller pynter på noget. Vejer han 50 kilo og er et monster over for andre hanhunde, så vær ærlig om det. Er du ikke så velbevandret i racestandarden, så allier dig med din opdrætter.

Vær tydelig fra starten

Gør dine forventninger og krav klare fra starten, så du mindsker risikoen for misforståelser om, hvorvidt din hanhund er til rådighed. Det gælder kontraktforhold, krav til selve parringen og eventuelle krav til, hvordan opdrætteren holder og sælger hvalpene. Når først tæven er parret, kan du ikke fortryde. DKK har en standard-parringskontrakt, som dækker de basale aftaler.

Hvad kan jeg kræve af tæveejeren?

Du kan forvente, at tæveejeren beredvilligt svarer på, hvorfor de har kig på din hund: hvilke egenskaber de leder efter, tævens fysiske og mentale egenskaber og sundhed, hvordan de vil holde og socialisere hvalpene, hvem de vil sælge til, og hvordan de følger hvalpene. Kan du ikke møde tæven inden parringen, bør du kunne få billeder, video, testresultater og stamtavle.

Du kan ikke kræve, at tæveejeren holder tæven eller hvalpene på en bestemt måde eller sælger til bestemte personer. Derfor er det vigtigt at mærke efter, om det er mennesker, man kan have tillid til. Er der ”noget, der gnaver”, kan du sige nej – men det er ikke god stil at ombestemme sig i sidste øjeblik, så lav forarbejdet i god tid.

Hvad skal jeg have styr på inden parringen?

• Send din kontrakt til underskrift i god tid. Særligt betalingsforholdene skal være krystalklare.
• Få testet din hunds sædkvalitet i god tid, så tæveejeren ikke kører forgæves – og hav dokumentation fra dyrlægen.
• Aftal, hvor og hvordan parringen skal foregå. Du bør have et solidt indhegnet udendørs område, stort nok til at hundene kan lære hinanden at kende, men ikke så stort, at de kan komme for langt væk fra jer.
• Få dokumentation for, at tæven er helbredstjekket for infektioner.
• Kommer tæveejeren langvejs fra, så kend en dyrlæge med speciale i reproduktion i nærheden, som kan assistere, f.eks. ved inseminering eller ekstra progesterontest. Parringer venter ikke altid til åbningstid på en hverdag.

Hvordan foregår en parring?

Langt de fleste parringer foregår ved, at hundene mødes, hilser og lærer hinanden at kende. Ofte bliver hilseriet til (parrings)leg, hvorefter hanhunden prøver lykken. Er tæven højløbsk, står hun som regel godt fast og lægger halen til side, når hun er klar. Vær opmærksom på:

• At mødet ikke bliver for voldsomt. Unge, uerfarne hanhunde kan have svært ved at justere deres adfærd. Lad aldrig din hanhund jagte tæven eller kravle på hende, hvis hun tydeligt forsøger at undgå det ved at knurre, bide eller skrige.
• At hundene ikke kan komme længere væk, end at I kan være hos dem på få sekunder. Når de hænger sammen, kan nogle tæver forsøge at komme fri eller vende sig og bide – og begge kan komme alvorligt til skade.
• At han måske skal have lidt hjælp, hvis han hopper op, men ikke kan ramme.
• Tag tid på, hvor længe de hænger sammen – det er nyttigt for dyrlægen, hvis noget uforudset sker.
• Gå roligt rundt med tæven bagefter, så hun ikke sætter sig og tisser lige efter.

Hav tæpper klar, hvis det er koldt, eller våde håndklæder til at køle af, hvis det er varmt – når hundene hænger sammen, kan man hverken hente ting eller trække dem i læ. I iskoldt regnvejr eller høj sol bør man finde et indendørs område.

I teorien er én god parring på det rigtige tidspunkt nok. I praksis vil de fleste gerne have to parringer med en dags mellemrum, nogle gange tre. Der er ingen grund til at parre hyppigere, da sæden kan holde i flere dage i tæven. Det er tæveejerens ansvar at komme med tæven på det rigtige tidspunkt.

Hvis der ikke kommer hvalpe – og betalingen

Det er normal kutyme at tilbyde en omparring, hvis tæven ikke bliver drægtig. Der kan let gå 6–12 måneder til næste løbetid, så aftal på forhånd, hvad I gør, hvis hanhunden i mellemtiden er blevet steril, er død eller på anden måde forhindret – f.eks. delvis kompensation eller frostsæd.

De fleste parringer koster cirka det samme som værdien af en hvalp. Enten betales fuld pris ved parringen, eller betalingen deles op i en springafgift ved parringen og en rate, der afhænger af antallet af levendefødte hvalpe. Det er en smagssag – men det skal stå i kontrakten.

Besøg og papirarbejde

Kan jeg få lov at besøge og følge hvalpene? Det bør være en selvfølge – jeg kender ingen opdrættere, der ikke påskønner hanhundeejerens interesse i kuldet.

I forbindelse med parringen udfyldes og underskrives et parringsbevis, hvor du som hanhundeejer bekræfter, at det er din hanhund, der har parret tæven. Tæveejeren indsender det til den stambogsførende klub for at kunne registrere kuldet.