Et lys i mørket – Hannibal og Dea

Af Dea Vemming

Han var den forreste hvalp i flokken, da de løb mig i møde. Jeg gik i knæ, og han sprang direkte op i favnen på mig og gav mig et kys. Det var vores første møde, men det føltes, som om vi havde kendt hinanden altid.

Han sad på mit skød hele vejen hjem, og der har han følt sig tryg lige siden, også selvom han endte på 55 kilo ren kærlighed. Vi havde nogle gode år med masser af træning og gode ture i skoven og på markerne. Men intet varer ved, og i løbet af 2013 blev jeg mere og mere dårlig. Jeg havde altid været plaget af rygsmerter, men langsomt blev listen af tilstødende problemer længere og længere.

I 2014 blev jeg endelig diagnosticeret og efterfølgende opereret for nogle cyster i min rygmarvskanal, der i årevis havde vokset sig større og større på deres begrænsede plads inde i mit korsben. De havde gnavet sig ud gennem knoglen, så i forbindelse med operationen fik jeg rekonstrueret korsbenet og rygmarvskanalen.

Siden da har intet været det samme. Den eneste konstant har været Hannibal og hans urokkelige kærlighed. Jeg var sengeliggende i månedsvis efterfølgende og kunne kun bevæge mig rundt vha. krykker eller kørestol. Så dér lå jeg i mørket og følte mig defekt og værdiløs, ensom og vridende af smerter. Hannibal var 4 år gammel og i sin bedste alder, og enhver bekymring, jeg havde over, hvordan han ville håndtere vores nye hverdag, blev gjort totalt til skamme. Han elskede hvert et minut af mit lægeordinerede sengeleje, som var det hans livslange drøm, der endelig blev til virkelighed.

Jeg havde aftalt hundeluftning med venner og familie, og hver eneste gang (selv ved fodringstid!) måtte de fjerne ham fra mig med magt – der var intet i hele verden, han hellere ville end at ligge ved min side. Havde jeg ligget alene, tror jeg aldrig, jeg var kommet ud af sengen. Men Hannibal ville lege, og Hannibal ville kun gå tur med mig. Så op kom jeg til sidst. Man svigter ikke en trofast hund, der står dér med sin bamse og spørger, om vi ikke skal hjælpes ad med at flå alt indholdet ud af den.

Genoptræning med en Ridgeback

Cysterne og operationen gjorde stor skade på mine nerver, og i årene efter var jeg plaget af bl.a. følelsesløshed, ufrivillige bevægelser, svimmelhed, smerter og manglende førlighed. Jeg måtte lære alting igen: sidde op, rejse mig, sætte det ene ben foran det andet. Tre år gik med genoptræning og gangtræning, i de lange gange på hospitalet såvel som hjemme. Ofte måtte jeg sætte mig ned af udmattelse blot for at konstatere, at jeg ikke kunne komme op igen.

Hannibal var imponerende hurtig til at tilpasse sig både tempo og mine behov. Han gik klistret til mit ben på den dårlige side, og hans højde gjorde, at jeg kunne støtte mig til ham. Og hvis jeg ikke kunne komme op, stillede han sig som det naturligste i verden helt hen, så jeg kunne sætte en hånd på hans skulder og få et boost til at komme på benene. Uden ham havde jeg nok siddet på en mark et sted endnu.

Han tillærte sig flere færdigheder, bl.a. at hjælpe med at skubbe, flytte og hente ting. Hannibal tog selv og bar alt fra sine egne tæpper til helt fyldte rygsække. Men hans hjælp stoppede ikke dér: Han begyndte at stille sig op midt på gulvet og kalde på mig, fordi han mente, at jeg skulle ind i seng igen. I starten syntes vi, at det var liiige lovlig skrapt, at han skulle bestemme det, men det varede ikke længe, før det gik op for os, at Hannibal sagde til lige præcis inden, jeg blev så træt, at jeg skulle bæres ind og hvile. Ved at lytte til ham undgik jeg overanstrengelse og lærte at finde mig til rette i min nye virkelighed.

Hannibal passede og plejede mig med en nærmest menneskelig omhu og dedikation. I dag kan jeg gå tilnærmelsesvis normalt, på en god dag kan jeg endda løbe, og selvom jeg stadig er plaget af konstante smerter, tilskriver jeg Hannibal den fulde ære for min tilbagevenden til en næsten normal tilværelse. Som kronisk syg bliver den aldrig normal, men livet er klart bedre med en (og gerne flere) Rhodesian Ridgebacks!

Kære Hannibal, du har lært mig så meget om livet, om kærlighed, om vedholdenhed, om umiddelbarhed, om ukuelighed og om glæde. Men det bekymrer mig, at du ikke har lært mig at leve uden dig. Jeg frygter den lektie mere end noget andet.

En Ridgebacks intuition er uden sidestykke

For nylig havde vi besøg af en dyrlæge, der skulle tilse en hest. Med sig havde hun sin unge datter, som lige var blevet hentet hjem fra skole, fordi hun havde det skidt. Vi placerede barnet med en stol, et tæppe og en kop te i et hjørne af stalden. Som så mange andre ridgebacks er Hannibal og hans lillesøster Nubia ikke særligt interesserede i fremmede, men på meget ukarakteristisk vis ville de ikke lade barnet være. Hannibal lagde sig klods op ad hende, så han rørte ved hendes ben, mens Nubia kiggede intenst på afstand. Pludselig sprang Hannibal op og Nubia frem, hvilket fik os alle til at kigge op og gav dyrlægen muligheden for at gribe sin datter, da hun fik et epileptisk anfald. Efter anfaldet var hundene ikke længere interesserede. Overhovedet.

Der var i alt 5 hunde i stalden, og det var kun de to ridgebacks, der – uden nogen form for forudgående træning – forudså og advarede om anfaldet. Var vi ikke blevet gjort opmærksomme på det, før det startede, kunne det være endt helt anderledes på det betongulv.