Hvorfor blev det en Rhodesian Ridgeback?

Af Flemming Ørnø

Min kone er vokset op med schæfer, og det var derfor helt naturligt, at det også skulle være den race, der blev vores første hund sammen. Faktisk var det helt utænkeligt, at det overhovedet kunne ændre sig på noget tidspunkt. En gang schæfer, altid schæfer – hvilket svigerfar var helt enig i.

Tilbage i 2009 var jeg med mit job, Kopenhagen Fur, på kursus i Namibia. Her skulle vi blandt andet besøge en farmer med swakarafår. Farmeren havde en hundeflok på 3, og de blev brugt til at holde øje med området. Da vi ankom til farmen, lå de på ladet af en pickup og skuede ud over gårdspladsen. De to var af en ubestemmelig race; den tredje viste sig at være en Rhodesian Ridgeback-tæve. En helt ukendt race for mig på det tidspunkt.

Selve farmen var så stor, at ejeren havde et fly for at kunne overskue hele arealet. Men vi skulle ud til et mindre område i det fjerne for at se nogle af hans får og kørte i bil dertil. Alle hundene løb med ved siden af bilen – på vej hjem sad de på ladet sammen med os andre.

Vi skulle spise middag på farmen, og der fik jeg selskab af Ridgebacken, som lagde sig ved siden af mig, til stor undren for ejeren. Den havde aldrig før lagt sig ved en fremmed. Så var jeg solgt: Hun var meget smuk og elegant, og hun havde valgt mig. Samme aften sendte jeg en sms hjem: “Jeg har fundet den næste hund, vi skal have.”

Helt stille i hallen

Jeg var i Namibia i en måned, og da jeg kom hjem, startede det fællesprojekt, som nok er det, vi har været allermest forberedt på i familien. Vi googlede os frem til smukke billeder og racebeskrivelser og ikke mindst klubbens udstillinger på Sjælland. Vi tog afsted til Store Merløse for at se racen herhjemme. Vi kom ind i hallen og blev så fint modtaget. Der var mange hunde – og der var HELT stille. Sådan er det ikke, når man tager på udstilling med en schæfer; der kan ingen høre noget for hundeglam og handlere, som giver den gas i ringen.

Vi var nærmest kun lige ankommet, før jeg fik en 6 måneder gammel han i hånden – ”hold ham lige” – og så gik ejeren. Skøn hund, og vi skulle kun kigge. Men der herskede ingen tvivl: Næste hund skulle være en Rhodesian Ridgeback.

Vi var dog helt enige om, at det ikke skulle være samtidig med vores schæfer; han var spået et kort liv på grund af sygdom, og det ville være synd at byde ham en energisk hvalp. Så vi ventede og ventede, og schæferen blev ældre og ældre. Vi nåede at besøge tre udstillinger på Sjælland, og lige pludselig gik det op for os, at den tæve, hvor vi havde hilst på flere af hendes ”hvalpe”, skulle have sit sidste kuld.

Så gik der lidt panik i min kone, og vi måtte undersøge, om vi kunne komme i betragtning til en tæve. Heldigvis lykkedes det – måske fordi vi var forberedte og var mødt op til flere af udstillingerne. Så gik det pludselig stærkt med dejlige hvalpebesøg og skønne timer i hyggeligt selskab.

I april 2012 hentede vi vores første Ridgeback, og hun gik så fint i spænd med schæferen, som nu var blevet 8½ år. Han livede faktisk op, og de nåede at få 1 år sammen, inden vi måtte sende ham over regnbuen. Der blev helt stille med kun én hund – der var meget mere lyd på vores schæfer end på Ridgebacken. Siden er der kommet flere til, så flokken er nu på 3 Ridgebacks og 1 whippet – men det er en helt anden historie.