RRK hylder avlstæven Rejea i anledning af hendes 10-års fødselsdag.

Ridgebow’s Rejea of Navy er født den 17. juli 2008 hos Britt-Marie og Sven Stjärnfeldt i Sverige. Far: australske Rijstone Aussie Rules. Mor: svenske Ridgebow’s Imazi of Sauvage, som har vores Kennel Bitte-Nus i sine aner. Tusind tak, Bitte og Sven, fordi I lod os få denne skønne guldklump. Rejea er ud af et kuld på 12, alle korrekte, og det var et svært valg, når der var hele 8 tæver. Hun var bare noget særligt, så stolt og vaks – hun skulle være vores nye avlshund.
Rejea er meget afbalanceret; hun hviler bare totalt i sig selv, intet kan ryste hende. Hun er meget kærlig og en fantastisk familiehund, en super skøn ven for os, børn og børnebørn. Hun har et stort jagtinstinkt, så vi har gået lidt til schweiss, men desværre er mine knæ ikke længere til at forcere grøfter og ujævnt terræn, så vi laver nu spor andre steder og er startet op med lidt Nose Work. Det er hun ret så vild med.
Rejea blev mentalbeskrevet i Sverige, og hun reagerede godt på alle momenter, helt som ventet. På udstillingsområdet har vi ikke opnået det store – et enkelt cert, og hun blev nr. 2 i mellemklasse ved WDS i 2010. Rejea synes ikke, det er sjovt at være i ringen, ret kedeligt faktisk. Hun blev dog lidt gladere, når vi kun tog hende med et par gange om året.
To kuld – og 49 børnebørn
Rejea har fået 2 kuld – 18 hvalpe i alt. Da hun skulle parres første gang, tog vi toget til Warszawa, en tur på 14 timer, og Rejea opførte sig bare, som om hun aldrig havde lavet andet. Jeg var meget imponeret. En time efter ankomsten mødtes Rejea og australske Caprivi Ticket To Ride, Apache, og det var kærlighed og parring ved første blik.
Andet kuld var kun en tur på 5 timer med tog til Stockholm. Rejea mødtes med svenske Ultra Aslans Heartbreaker, Elvis. De var meget glade for hinanden. Elvis var nybegynder, men så var det godt, at Rejea er så selvsikker og en lidt fræk tøs. Rejea har 18 børn i Estland, Sverige og Danmark, og det er blevet til 49 børnebørn, der bor i Estland, Finland, Sverige og Danmark.
Rejea er en fantastisk hund; hun er altid glad og helt vildt legesyg. Hun elsker at rende rundt med noget i munden – vi har legetøj i hele huset, og det er ikke hendes datter Zari, der smider det alle steder. Når vi er ude at gå tur, er det ofte Rejea, der lægger op til leg med de fremmede hunde, vi møder, med enden i vejret og fuld af krudt. Jeg er så glad i hjertet over, at hun stadig er lige så frisk som for 5 år siden.
Ikke noget med at stjæle mad, gå i sofaen eller i sengen, hvis man ikke har fået lov – de er elskede, vores hundepiger, hvor end de kommer hen. Når vi skal på ferie, har vi flere af vores hvalpeejere, som er vilde med at passe Rejea og Zari; de opfører sig eksemplarisk. Vi er så heldige at kunne mødes med en del af vores afkom til ture i parkerne, vi fejrer fødselsdage, og i flere år har vi også holdt julehygge sammen.
Vi håber, at vores Rejea-mus kan blive rigtig gammel. Hun er noget helt særligt.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2018, side 14–15. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
