Historien om Kenzo – måske Ridgeback og uden stambog

Fortalt af en hvalpekøber

Efter at jeg havde mistet min 10 år gamle hund til cancer, en rottweiler-bokser-blanding, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne få dagligdagen til at fungere uden hund, så mine store drenge og jeg begyndte at kigge på nettet.

Kenzo med legetøj
Kenzo. Foto fra RIDGEBACKEN nr. 3/2022

Vi tjekkede racer, for det skulle være en god familiehund, og den måtte ikke være for lille. Helt tilfældigt stødte min ene søn på et Rhodesian Ridgeback-kuld, der var til salg, og vi begyndte at læse op på den race, for den havde vi aldrig hørt om før. Sikken dog en fantastisk race – dejlige egenskaber, en fantastisk forhistorie, og så var den jo utrolig smuk.

Jeg skrev til avler; det kunne jo være, at der stadig var en ledig hvalp. Og ja, vi var super heldige, der var stadig et par stykker tilbage, så vi aftalte besøg den førstkommende weekend.

Avler boede et lækkert sted, en stor gård med mange forskellige dyr. De havde et stutteri med nogle super flotte heste af en race, som jeg heller aldrig var stødt på tidligere. Vi blev mødt på gårdspladsen af 3 Rhodesian Ridgebacks, som kom over og lænede sig op ad vores ben, og vi blev helt forelskede i racen. Deres lille datter kom også løbende, fuld af smil og en masse ord – vi skulle have alt at vide om høns, katte og naturligvis hundehvalpe.

Avler fortalte en masse om stedet og viste os hvalpene, som lige var blevet 4 uger. De boede i en indhegning i deres bryggers. Hold da op, hvor var de dejlige. Der var et par stykker, vi kunne vælge imellem, og vi valgte Kenzo, da han valgte min ene søn, og så lignede han hunden fra tegnefilmen Scooby-Doo – det var ikke til at stå for. Han havde ingen ridge, men pyt med det, det var jo ikke det vigtigste. Avler forklarede, at de ikke havde stamtavler til hundene, da det ikke var det væsentlige – det er jo hundens ve og vel, man går op i, ikke et stykke papir – og da vi aldrig har gået op i stamtavler, så betød det ikke så meget. Kenzo var jo en Rhodesian Ridgeback til 14.000 kr.

Vi aftalte, at vi rigtig gerne ville reservere Kenzo, og tog glade hjem igen. Kort efter modtog vi en mail med faktura på depositum, 3.000 kr., som vi naturligvis betalte umiddelbart efter.

To uger efter kom vi på genbesøg, og det hele gentog sig – dog var hvalpene vokset meget og var bare blevet endnu dejligere. Vi fik at vide, at de snart skulle til Tyskland efter et par nye hvalpe, så de kunne få nye gener i deres hvalpe, og de glædede sig meget. Vi talte om, hvor dejligt det ville blive med en lille ny hvalp i familien. Vi aftalte at besøge hinanden med hundene, og vi aftalte også, at så snart alle hvalpe var kommet til deres nye familier, ville de lave en Facebook-gruppe, så Kenzo kunne holde kontakten med sine søskende. En super god idé.

Midt i maj kunne vi hente Kenzo. Vi blev mødt af manden og den lille pige; kvinden var der ikke. Vi modtog en stor pose hundemad, noget legetøj og et gavekort til det firma, som havde leveret maden – men ingen kvittering på restbeløbet på 11.000 kr., som vi havde indbetalt til deres konto, og heller ingen købskontrakt på hunden. Manden sagde, at vi ville modtage en mail, så det var jo fint nok.

Skæve hjørnetænder

Da Kenzo blev 12 uger, tog vi til tjek og vaccine hos vores dyrlæge. Straks han så Kenzo, så han et problem: Hjørnetænderne i underkæben var vokset op i overmunden og havde lavet to dybe huller. Det var ikke godt, da det ville forhindre hans kæbe i at vokse ordentligt, så de skulle opereres ud. Han kontaktede straks tanddyrlægen, som gav ham ret, og vi aftalte, at jeg skulle skrive til avler, da det var et genetisk problem, så de andre hvalpe kunne have samme problem.

Jeg skrev en sms til avler samme aften – det var nemlig den måde, vi holdt kontakten. Jeg modtog intet svar, heller ikke dagen efter. Så skrev jeg over Facebook Messenger, da det var lidt vigtigt med et svar fra avler, men jeg hørte stadig intet. Min dyrlæge tog kontakt til deres dyrlæge, da han ville spørge ind til resten af kuldets tænder, men deres dyrlæge holdt fast på, at der intet havde været galt ved 8-ugers-undersøgelsen, og ville ellers ikke udtale sig.

8 dage efter opdagelsen af de skæve hjørnetænder blev Kenzo opereret; min dyrlæge ville ikke vente længere, da det ikke var godt for Kenzo. Jeg kontaktede mit forsikringsselskab, da Kenzo er sygeforsikret, men de ville ikke hjælpe, da det er en genetisk fejl.

Jeg fandt avlers mailadresse og skrev til dem om Kenzos operation, og at det undrede mig meget, at de ikke havde svaret på mine henvendelser. Samtidig bad jeg om økonomisk dækning af regningen, da både dyrlæge, tanddyrlæge og forsikringsselskab havde sagt, at det var en genetisk fejl. Så fik jeg endelig svar, men de ville ikke dække regningen, da de ikke havde fået lov til at lade egen dyrlæge se på Kenzo. De havde haft 8 dage, men overhovedet ikke reageret på mine henvendelser. Jeg betalte naturligvis regningen – der var ingen vej udenom, Kenzo skulle jo have fjernet tænderne.

“Ikke rene RR”

3 måneder senere så jeg tilfældigvis i et Facebook-opslag, at avler skrev, at Kenzo og hans søskende ikke er rene RR, da hans far er en blandingshund. Jeg var nær faldet ned af sofaen. Det kan da ikke være rigtigt – har vi givet 14.000 kr. for en blandingshvalp i den tro, at den var en RR? Må man det som avler? Jeg blev virkelig vred. Jeg ville bestemt have penge tilbage; det her kunne ikke være lovligt.

Jeg gik straks i gang med at læse op på love og regler. DKK kunne jeg jo ikke kontakte, da vi ikke har stamtavle på ham. Jeg kontaktede den sociale retshjælp, for jeg anede ikke, hvilken vej jeg skulle gå, og de gav mig lidt vejledning. Jeg kontaktede mit forsikringsselskab for at høre til retshjælp, og det ville jeg kunne få – men først efter at jeg selv havde lavet alt forarbejdet, hvilket betød rekommanderet brev med mine krav og en stævning.

Et par dage efter afsendelsen af det rekommanderede brev, som jeg forfattede i samråd med advokathjælpen i min kommune, fik jeg svar fra avler. De ville ikke imødekomme mine krav. Samtidig skrev de en masse, som ikke har hold i sandheden – blandt andet at jeg skulle have ændret foder, så de ikke kan garantere for hans sundhed efter overdragelse, at de præsenterede os for ægte RR ved et besøg, så vi kunne se forskellen, samt at vi var blevet orienteret om, at far var blanding, og at vi skulle have sagt, det var uden betydning, da Kenzo ikke skulle bruges til avl.

Jeg kontaktede straks en jurist, da det svar slog mig helt ud – og det blev jeg ikke mindre slået ud af. Juristen oplyste mig, at når jeg køber en hund uden stamtavle, så har jeg faktisk ingen rettigheder. Avler står ikke med bevisbyrden; de kan være fuldstændig ligeglade – jeg har jo selv valgt at købe hvalpen.

Kenzo

Så mit råd til både mig selv og alle andre: Køb aldrig en hund uden stamtavle. Du aner ikke, om avler fylder dig med vås, om de sælger dig en hvalp med forbudte racer i, eller om hvalpene er degenererede – og så snart du har købt og betalt den, så er den fuldt ud dit ansvar.

Læs også klubbens råd på Før du køber hvalp og Stambog eller ej?

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 3/2022, side 24–25. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN